Kasper så beviser på Guds rige

31-årige Kasper oplever det katastrofale jordskælv i Nepal. Følg med ham ind i spændingsfeltet mellem håbløst mørke og Guds livsgivende lysglimt.

Af journalist Mirjam Røgeskov

I et kort øjeblik er alt næsten, som det plejer at være. Kasper sidder på stamcaféen i Kathmandu med sin samarbejdspartner, Søren, og drikker en lassi ved middagstid d. 12. maj.

De snakker om, hvordan de fortsat kan hjælpe områdets mest udsatte, som de har gjort de sidste par år. Det er femte gang, Kasper er i Kathmandu. De forrige gange har caféen været en lille pause fra byens hektiske gader, men nu er stedet blevet et åndehul fra gadernes håbløshed og tyngende tomhed.
Det er 17 dage siden, det store jordskælv ramte Nepal, og 31-årige Kasper har set katastrofens konsekvenser. Han har set telte i gaderne, murbrokker i dyngevis og frygten i befolkningens øjne. Men lige nu på stamcaféen i kælderen er alt næsten, som det plejer. Et kort øjeblik. Og så bliver alt forandret.

Et kraftfuldt stød rykker alt i huset, mens et rædselsvækkende brag indtager rummet. Flere hurtige stød følger i en udslettende takt. Alt ryster. ”NU” udbryder Søren, og Kasper løber instinktivt mod den nærmeste dør, som kun er 10 meter fra bordet. Han føler, at han løber i en tunnel. Han fornemmer, at andre også løber omkring ham, men han ser dem ikke.
Kasper når døren ud til gårdhaven, og her rammer alvoren: det her er et jordskælv, og det kan han faktisk dø af.

Kaldet til at bringe håb

Fem dage tidligere spiser Kasper Thorskov Hansen morgenmad hjemme i Købehavn, da han spontant beslutter at tage til Nepal. Siden det første jordskælv ramte landet d. 25. april, er han blevet mere og mere frustreret over, at han ikke er sammen med sine nepalesiske venner i deres svære tid. Han har lært dem at kende de sidste fem år gennem sit frivillige deltidsarbejde i frikirken København Vineyard, hvor han er ansvarlig for missionsarbejdet, som er samlet i foreningen Mercy Outreach.

Kasper tager beslutningen, mens han holder skype-møde med Søren Samuelsen, der er daglig leder for foreningens hjælpeprojekter i Asien. De har allerede uddelt mange hjælpepakker til jordskælvets ofre, men nøden er så stor, at Kasper spontant vælger at tage af sted for egen regning. Han ved, det er farligt at tage til katastrofeområdet, men næstekærligheden er større end risikoen, og Gud er helt tydeligt med i hans valg. Som efterfølger af Jesus er han kaldet til at bringe håb i håbløsheden – at bringe Guds rige ind i de mørkeste omstændigheder, som han selv ender med at opleve på egen krop.

Kasper løber ud i gårdhaven og får øje på Søren foran sig. De spæner over græsset, mens Kasper ser en murstensvæg falde buldrende sammen. Han er omgivet af 4-etagers betonhuse, der gynger faretruende fra side til side. Det virker som om, de fysiske love er ophævet.

Lige linjer bliver bløde og flyder nærmest sammen, mens jorden under fødderne bølger, som hvis man løber i en hoppeborg. Under, over og omkring ham lyder en dyb, uhyggelig rumlen. Metal, glas og mursten rasler og blander sig med paniske bilhorn og skrig fra gaden.

Kasper opdager, at han er kommet for tæt på et hus og skynder sig væk, men ender så for tæt på et andet hus, som han løber væk fra, indtil han febrilsk finder midten af gårdhaven. Han falder på knæ. Det er kun Gud, der kan redde ham. Kasper er ikke i kontrol over noget som helst, og det eneste, han kan gøre, er at bede. Han beder for, at husene ikke falder sammen over ham, at han ser sin hustru igen, og at hans nepalesiske venner overlever.
Jorden gynger stadig under hans knæ. Dét her er i sandhed fraværet af Guds rige.

Et glimt af Gud

For blot to dage siden så Kasper et stort glimt af Guds rige i det ellers massive mørke. Sammen med Søren og deres lokale samarbejdspartnere uddeler han nødhjælp i de nepalesiske landområder, der er hårdt ramt efter det første jordskælv.
Kasper står side ved side med Titus på 17 år, som Mercy Outreach’s lokale partnere fandt på gaden, da han var 10 år. Titus var bandeleder, afhængig af at sniffe lim og boede på gaden, hvor vold er hverdagskost. Kasper ser på den unge mand, som står ved hans side og rækker nødhjælpsposer til katastrofens modløse ofre. Det giver ham håb midt i kaos at se på Titus, som nu følger Jesus, går i skole og er lovsangsleder i foreningens lokale kirke.

“Lige linjer bliver bløde og flyder nærmest sammen, mens jorden under fødderne bølger, som hvis man løber i en hoppeborg.”

Gud har på forunderlig vis grebet ind i Titus’ liv, og når Kasper ser ham midt i jordskælvets mørke, ser han et tydeligt eksempel på Vineyard-teologien om Gudsriget, som han kender fra sin kirke: at Guds rige på samme tid er her nu og ikke endnu.
Det er spændingsfeltet, som Kasper oplever ved siden af Titus i ruinerne – et levende bevis på Guds rige midt i fraværet af Guds rige. Mens Kasper kigger på skælvets ofre, kan han ikke forstå, hvorfor Gud ikke greb ind og ændrede på virkeligheden, så jordskælvet blev forhindret. Men selvom han ikke forstår det, tvivler han ikke på Guds godhed og kærlighed, som han så tydeligt ser i Titus.

Glæde over at være i live

Midt i gårdhaven rejser Kasper sig fra knæene, hvor han har bedt for sit liv. Det er kun to minutter siden, han drak lassi på stamcaféen, og han ved ikke, om han overlever det her. Men han er i live nu, og det skal hans kære vide, så han finder mobilen frem. Folk omkring ham griner og græder, og en mand hiver fat i hans arm, som får et kærligt klem. De har overlevet indtil videre.
Efter 10 minutter er jorden fast igen, og sammen med Søren begiver Kasper sig forsigtigt ud på gaden for at se, om der er tilskadekomne. Det er heldigvis ikke tilfældet lige der på trods af de mange sammenstyrtede bygninger. Resten af dagen er præget af efterskælv, og de to danskere må løbe ud i det fri flere gange. Natten igennem hører Kasper naboens mur falde sammen, mens han tydeligt mærker efterskælvens rystelser i betongulvet.

Guds rige i gadedrenge

Efter en urolig nat vågner Kasper op til sin sidste dag i Nepal. Gårsdagens uvirkelige oplevelse i gårdhaven vejer tungt i ham. Han går til et bedemøde i kirken, og lige inden han tager til lufthavnen, bliver han omringet af de syv tidligere gadedrenge, der bor på Mercy Outreach’s drengehjem.
De lægger hænderne på ham og beder velsignelse og beskyttelse over deres ven. Kasper kigger rundt på dem. Ingen af drengene troede på Jesus, da foreningen hjalp dem væk fra gaden, og se dem nu. Midt i et ondt mørke står de som små, levende lyspunkter af Guds rige, og det er, hvad Kasper først og fremmest tager med sig om bord på flyet hjem til Danmark.
Maskinen forlader den usikre jord, og Kasper er både lettet over at være i live og frustreret over at efterlade så enorme behov. Men han lader ikke håbløsheden overtage. Selvom han ikke kan hjælpe alle, kan han hjælpe nogen, og han tror på den halvårsplan, som han netop har været med til at udtænke på besøget i Nepal. Den handler først og fremmest om fortsat at give praktisk nødhjælp i form af mad og tæpper. Næste fase er en mere åndelig nødhjælp, hvor Mercy Outreach, blandt andet, vil beskytte efterladte børn mod de mange menneskehandlere, der udnytter børnenes sårbarhed. Foreningen vil for eksempel opstille store telte, hvor børnene kan sove.
Men Kasper sidder også tilbage med følelsen af, at vi simpelthen ikke må glemme Nepals ofre, når katastrofen ikke længere er på mediernes dagsorden. For krisen er langt fra ovre. Og det er ikke kun givet få passionerede mennesker at bringe Guds rige til verdens udsatte – alle kan være med til at skabe små glimt af hans rige ved at støtte hjælpearbejdet og lade sig gribe af Jesu næstekærlighed.

Mercy Outreach

Mercy Outrech Danmark er en kristen forening, der kæmper for at skabe håb i håbløshed. Foreningen har lokale hjælpeprojekter i Nepal, Kina og Burma. Projekterne er forskellige, men de fleste handler om at hjælpe udsatte børn og handlede kvinder, fx ved at oprette skoler og arbejdspladser, som giver dem bedre levevilkår.
Hvis du vil læse mere om Mercy Outreach eller støtte foreningens arbejde i Nepal, kan du gå ind på:
www.mercyoutreach.dk