Radiomasten knækkede
Storm ødelagde radiomasten på en af Udfordringens partner-radioer. Medarbejder styrtede 22 meter ned – men overlevede mirakuløst.
En voldsom tropisk storm har knækket en 50 meter høj radiomast på den kristne radio i bushen i Tcholiré i Cameroun, som Udfordringen støtter.
– Da medarbejderne forsøgte at reparere masten, styrtede en af dem 22 meter ned sammen med masten, fortæller Justin Nekoanoudji, som er Udfordringens koordinator i Cameroun og Tchad.
Trods faldet overlevede manden mirakuløst faldet og fik endda kun mindre kvæstelser.
– Gud befriede os fra at skulle have et dødsfald på samvittigheden, skriver Justin.
Læsere, der ønsker at hjælpe med en ny mast, bedes indsætte en gave på Gospel Outreachs konto nr. 9046 – 457-34-58449 mærket: Radiomast. Husk navn og cpr nummer, hvis du ønsker skattefradrag for gaven.
Radioen sender i det muslimsk dominerede Mayo Ray distrikt.