Dejligt bredt kvalitetsalbum
Lyden er ikke det sidste nye, melodierne kan godt minde om noget, vi har hørt før, og sangstemmen er almindelig. Alligevel har Saints and Sinners, det syvende og nyeste album fra Matt Maher, stort set kørt på repeat de sidste to uger herhjemme.
Matt Maher er katolik og har ved flere lejligheder ledt lovsang, når paven har været forbi. Blandt andet for omkring tre millioner unge katolikker i Rio de Janeiro for nogle år siden.
Stilen er som hovedregel kristen rock-pop lovsang med gode gennemarbejdede tekster, som ikke virker specielt ”katolske”. Måske er det de tekster, som er med til at gøre albummet særligt. Det skader nok heller ikke, at de fleste melodier er lette at synge med på, og at sangene er sunget med overbevisning. Og vi er ikke de eneste, som kan lide albummet. Det er også det, som har haft størst succes af Matt Mahers produktioner.
Teksterne handler om livet med Gud og livet som menneske, og der er især et omkvæd, som er blevet en livsoverskrift for mig i disse uger. Det er fra sangen ”Because of you”, som har ligget nr. tre på en af de kristne hitlister i USA, hvor Matt Maher hører hjemme:
If I shine it’s because of you
If I love it’s because of you
If I’m strong it’s because of you
If I’m right it’s because of you
På cd’en er der både stille countryballader, numre hvor Matt Maher lyder utrolig meget som Michael W, og mere almindelige lovsange. Vi havde kun hørt meget lidt af Matt Maher på forhånd – og selvom vi ellers godt kan lide musik med en lidt mere up-to-date lyd, må vi indrømme, at vi er faldet pladask for dette velproducerede og indholdsrige album. Derfor kan vi naturligvis kun anbefale det som lidt kvalitetsfornyelse til din hylde med kristne albums. Og vi tror også, at du godt kan lide det, selvom du måske ikke lige er 25 længere.
Eva og Karsten Jørgensen
Kunstner: Matt Maher Titel: Saints and Sinners Genre: pop/rock lovsang Forhandler: itunes – Pris: 99 kr