Barndommen har stor indflydelse på voksenlivet

Kære Suh
Forleden var jeg sammen med nogle gamle veninder helt tilbage fra skoletiden.
Blandt de mange gode og sjove minder dukkede der også knap så gode minder om. Bl.a. stod det mig pludselig helt klart, at min tidligere klasselærer simpelthen mobbede mig igennem mange år. Han gjorde mig bl.a. ofte til grin foran hele klassen.
Jeg har siden tænkt meget over det og spekuleret over, om det mon stadig kan have indflydelse på den måde, jeg er på i dag?
Jeg oplever nemlig at have problemer med autoriteter, og at jeg meget hurtigt bliver usikker i mødet med dem.
Påvirker så gamle hændelser virkelig stadigvæk?
Den Usikre
Kære Usikre
Ja, det gør de. Vores opvækst har stor indflydelse på, hvordan vi senere hen kommer til at fungere, for det er her, vores selvforståelse grundlægges samt den måde, vi forstår og er i relationer på.
Bliver et barn mødt med kærlighed, venlighed og respekt, så vil barnet vokse op og blive en voksen, som opfatter sig selv som et værdifuldt menneske, der netop fortjener at blive behandlet med kærlighed, venlighed og respekt. Det vil forvente, at andre mennesker møder det sådan – fordi det er vant til det!
Omvendt vil et barn, der primært bliver mødt med vrede, ligegyldighed og disrespekt vokse op og blive en voksen, som opfatter sig selv som mindre værdifuld – én, der ikke er værd at vise venlighed og respekt.
Det forventer ikke at blive mødt med dette af andre og er derfor med til at skabe en selvopfyldende profeti. Den måde, vi selv møder verden på, har nemlig indflydelse på den respons, vi får.
Når du er blevet mobbet af din lærer i skolen, har det sat nogle spor i dig. Du har igennem din lærers ydmygelse af dig fået det signal, at du var særlig dum, og at man ikke behøvede at tage hensyn til dine følelser.
Ligesom så meget andet, man lærer i skolen, bliver det til en sandhed, hvis det får lov til at stå uimodsagt – hvilket det ofte gør, hvis det er en lærer, der står for mobningen. Han/hun er jo netop ansat til at lære eleverne, hvad der er rigtigt og forkert. Et misbrug af denne autoritet er derfor helt katastrofalt.
Jeg ville ønske for dig, at der havde været andre lærere, der havde korrigeret den pågældende lærer, eller at dine forældre havde grebet ind. Men nogle gange går det pågældende barn desværre med disse oplevelser for sig selv, eller bliver tragisk nok ikke taget alvorligt, hvis det fortæller om det. Det er et alvorligt svigt, som vi hele tiden som forældre og som samfund må være opmærksomme på at forhindre.
Du kan som voksen ikke ændre på din fortid, men du kan hjælpe dig selv ved at få bearbejdet de tidlige følelsesmæssige sår. Når du derfor møder en autoritet i dit liv, så vær opmærksom på, at der vil gå nogle gamle automatiske mønstre i gang i dig. Læg mærke til, hvordan din krop reagerer (med angst), og prøv at identificere de tanker, der følger med.
Det er typisk tanker som: ”bare han/hun ikke bliver vred”, eller ”bare jeg ikke siger/gør noget dumt”. Gå i dialog med disse tanker og vejled venligt, men bestemt, dig selv: ”Han/hun er ikke min lærer, og jeg skal derfor ikke forvente den samme reaktion af vedkommende!”, ”jeg gør mit bedste, og det er godt nok!” og ”jeg er vigtig og værdifuld, uanset, hvad han/hun tænker eller siger”. Prøv evt. at forestille dig, at du beroliger og vejleder det unge barn indeni dig, som lige i den situation så tydeligt husker, hvordan det var at sidde i klassen og blive ydmyget. Sig gerne højt noget i retning af: ”Det slutter nu – jeg passer på dig!”.
Hvis du har lyst til at arbejde mere grundigt med denne problematik, vil jeg anbefale dig et par samtaler ved en professionel.
Hilsen Suh