Israel i Bibelen og Jesu genkomst
’Hvorfor Israel?’ giver indblik i de bibelske profetier og forklarer Israels plads i Guds frelsesplan.
Glashouwer er leder af organisationen Christians for Israel International, som på flere måder hjælper jøder. Han skriver letforståeligt om landet, det jødiske folk og kirken, baseret på det, som fra begyndelsen er skrevet i Det Gamle Testamente (GT) om Guds frelsesplan og Israels udvælgelse.
Det er vigtigt at forstå betydningen af at elske Israel og det jødiske folk, for Guds frelsesplan indebærer, at han engang vil oprette et evigt fredsrige med udgangspunkt i byen Jerusalem. Hvor langt vi er i forhold til opfyldelsen af dette, er afgørende for, at vi kan forberede os.
Guds kærlighed og pagtsforhold til Israel og det jødiske folk er evigt, han vil holde alle løfter og pagter med dem, men Gud vil også opfylde det, han har lovet kirken; man må bare ikke blande Israel og kirken sammen, som det ofte er sket i kirkehistorien. Vi må følge opfordringen i Esajas 62:1-7 og Sl. 122:6 til bøn for Israel, Jerusalems fred og også bede for araberne i området, skriver Glashouwer.
Guds pagter
Hver pagt med Israel er beskrevet: først Abrahamspagten, dens bekræftelse med Isak, Jakob og flere andre, den Nye Pagt og Jerusalemspagten, der knytter den himmelske stad sammen med den jordiske, og fredspagten (Ezekiel og Johs. Åbenbaring). Glashouwer viser, hvordan både de gamle pagter og den Nye Pagt dvs. det Nye Testamente (NT) historisk set blev indgået med jøder! Om hvordan kirken til sidst bliver podet ind på ’roden’ som ’medarving’. Alt det forklares i bogen ud fra både GT og NT. Om jødeforfølgelser gennem tiden, skriver han: ”Når man skærer roden, dør også det, der er indpodet på den. Kristendommen dør i alt fald i Europa.” (s. 201)
Guds tidsplan
Glashouwer beskriver sobert hvilke profetier, der ser ud til at være opfyldt, for at få indblik i hvor langt vi er fra Jesu Genkomst. Ingen kender det nøjagtige tidspunkt, men vi skal være årvågne og kende tegnene ifølge Jesu ord samtidig med, at Glashouwer peger på varsomhed med tolkninger.
Bogen har nyttige kronologiske fortegnelser: Jøderne og kirkehistorien samt Jerusalems historie med datoer for hver begivenhed. Hvorfor Israel er et glimrende studiemateriale, så man bedre forstår sammenhængen mellem Israel, de andre folkeslag og kirken med spørgsmål, svar og stof til eftertanke. Bogen er et særdeles værdifuldt bidrag til forståelsen af Israel netop i vor tid.
William J. J. Glashouwer
Hvorfor Israel?
Inklusiv Studiehæfte
368 sider • 199 kr.
Forlaget Scandinavia