Pastor Saeed er stadig fængslet i Iran

Pastor Saeed Abedinis historie har rørt mange mennesker verden over. Flere organisationer kæmper for at få ham frigivet fra fængslet i Iran. Her kommer opfordringen fra American Center for Law and Justice. Billedet viser pastor Saeed Abedini, hustruen Naghmeh Abedini og deres to små børn for over tre år siden, da familien boede i USA.
Pastor Saeed Abedinis historie har rørt mange mennesker verden over. Flere organisationer kæmper for at få ham frigivet fra fængslet i Iran. Her kommer opfordringen fra American Center for Law and Justice.
Billedet viser pastor Saeed Abedini, hustruen Naghmeh Abedini og deres to små børn for over tre år siden, da familien boede i USA.

Den amerikanske statsborger, som betegnes ’farlig’ for Iran, er selv i livsfare. Familien kæmper for at få ham frigivet.

Den amerikansk-iranske konvertit og præst Saeed Abedini er den mest prominente af de mange kristne fanger i Iran. Landet undertrykker og forfølger kristne, især dem, der er konverteret fra islam.

Pastor Saeed Abedini (født 7. maj 1980) var rejst til Iran for at arbejde på et børnehjem i juli 2012. Stedet var byen Rasht ved Det Kaspiske Hav. Her blev han fængslet og sat i husarrest.
Sammen med sin hustru, Naghmeh Abedini, der også er amerikansk statsborger, havde den tidligere muslim startet omkring 100 huskirker i 30 iranske byer med mere end 2000 medlemmer i perioden 2002-2005.

Tævet og sat i isolation

I september 2012 blev pastor Abedini sat i Evin fængslet i Teheran. Her sad han i isolation, og den 27. januar 2013 blev han idømt otte års fængsel for at have undermineret Irans sikkerhed.
Saeed Abedini er flere gange blevet nægtet medicin for de fysiske skader, han fik under sin tilfangetagelse.
– Han har skullet håndtere en masse smerte og indre blødninger, siden han er blevet isolationsfængslet, hvilket har været rædselsvækkende i sig selv… to gange har de forsøgt at knække ham og få ham til at afsværge sig sin tro.

Han har været en masse igennem det seneste år, udtalte hustruen Naghmeh til den amerikanske avis ”The Christian Post” i august 2013.
Pastor Abedani skulle ifølge ”The Christian Post” have udtalt:
– Jeg har ikke gjort noget galt. At være kristen er ikke en forbrydelse.
Ifølge Det Amerikanske Center for Lov og Retfærdighed (ACLJ) kunne det have givet ham en mildere dom, hvis han var gået tilbage til islam. Men den amerikanske konvertit er ikke kuet, selv om han havde så alvorlige smerter i maveregionen, at han besvimede af smerterne.
ACLJ repræsenterer Saeeds hustru Naghmeh Abedini og deres to børn.

Rajai Shahr-fængslet

I august 2013 tabte Abedini en appelsag i Teheran om at nedsætte hans dom på otte år. Han blev i november overført til Rajai Shahr-fængslet nordvest for Teheran. Dette fængset huser svært kriminelle og er værre end Evin-fængslet. Det sker, at de indsatte dræber hinanden.
Pastor Abedini var flyttet tilbage til USA sammen med sin hustru Naghmeh i 2005, fordi kirkebevægelsen oplevede et angreb fra de iranske myndigheder efter valget af Mahmoud Ahmedinejad som præsident. I 2008 blev Abedini ordineret til præst.
Under sit første besøg i Iran i 2009 efter valget af Mahmoud Ahmedinejad, blev Saeed arresteret og truet på livet under afhøringen, som gik på hans konvertering til kristendommen i år 2000. Han måtte underskrive en erklæring om at stoppe alle kirkeaktiviteter i Iran. Tilbage i USA fik han amerikansk statsborgerskab i 2010, så han nu har dobbelt statsborgerskab.
Kristendommen er anerkendt som en minoritetsreligion under Irans forfatning, men eks-muslimske bliver diskrimineret af myndighederne. Konvertitterne må ikke dyrke deres tro sammen med andre kristne i etablerede kristne kirker. Det har ført til etableringen af såkaldte huskirker eller undergrundskirker.
Ifølge Fox Neews blev Saeed Abedini dømt for at have ”undermineret den iranske regering ved at opbygge et netværk af huskirker og … forsøge at bortlede den iranske ungdom fra islam.”
Dommen var baseret på bevismateriale fra de tidligere nullere.

Kerry fordømmer dom

I et svar til den republikanske senator Marco Rubio fra Florida ved en høring i januar 2013 udtalte den nytiltrådte amerikanske udenrigsminister, John Kerry:
“Vi forbliver dybt bekymrede omkring retfærdigheden og gennemsigtigheden af Hr. Abedinis retssag. Jeg fordømmer sammen med den amerikanske regering Irans fortsatte krænkelser af den universelle rettighed til religionsfrihed og opfordrer de iranske myndigheder til at respektere Hr. Abedinis menneskerettigheder og løslade ham.”

Appel til Rouhani

En underskrift-indsamling foretaget af ACLJ stilet til den nye iranske præsident Hassan Rouhani, med det formål at få løsladt Saeed Abedani, blev støttet af over 89.000 underskrifter, mens en global underskriftindsamling fik hele 650.000 underskrifter.
Den 18. september 2013 frigav Iran 11 såkaldte samvittighedsfanger. Blandt dem var politiske fanger og de to kristne, Maryam Jalili and Mitra Rahmati. De blev løsladt seks uger før, deres to et halvt års fængselsdom ville være færdigafsonet. De to var konverteret fra islam og dømt for at være medlemmer af en illegal gruppe – en kristen undergrundskirke. Frigivelsen skete efter valget af den moderate Hassan Rouhani, til præsidentposten i Iran den 14. juni 2013.
Løsladelsen skete blot en uge før Rouhani rejste til FN’s generalforsamling i New York. Rejsen havde til formål at afhjælpe resolutionerne og de økonomiske sanktioner mod Iran pga. deres atomprogram.
Under sin valgkamp lovede Rouhani at respektere kvinders og religiøse mindretals rettigheder, inklusiv det kristne mindretal. Han lovede også at løslade politiske fanger og indføre et borgerrettigheds-charter, som skal sikre lighed uden diskrimination baseret på race, religion og køn.

Ayatollah har sidste ord

På trods af valget af Hassan Rouhani øjner ACJL ikke de store chancer for, at Rouhani kan få løsladt Saeed Abedani:
“Selvom man kan håbe, at hans løfter om reform vil inkludere større frihed for de forfulgte religiøse minoriteter i Iran, er realiteten, at manden, som kontrollerer landet, og som har udstukket den hårde politik imod kristne, forbliver den samme. Den øverste leder, Ayatollah Khamenei, forbliver ved roret, og han har sat kursen imod fuldstændig ødelæggelse af den kristne tro i Iran,” udtalte ACLJ’s juridiske direktør, Tiffany N. Barrans til “The Christian Post” i september 2013.
Den 11. maj 2015 vedtog USAs senat med stemmerne 90-0 en resolution, som understreger, at det er USA’s politik at:
1. regeringen i Den Islamiske Republik Iran øjeblikkeligt løslader de amerikanske statsborgere Saeed Abedini, Amir Hekmati og Jason Rezaian og samarbejder med den amerikanske regering om at lokalisere og returnere amerikanske Robert Levinson, og
2. den amerikanske regering skal gøre sit yderste for at hjælpe og med ethvert til rådighed stående diplomatisk værktøj sikre deres frigivelse.

Støtte fra Tyskland og EU

Naghmeh Abedini har haft møder med repræsentanter for den tyske regering og samarbejder med den tyske NGO ”Internationale Gesellschaft für Menschenrechte” (IGFM) om at få løsladt husbonden. Hun har også fået foretræde for flere udvalg i Europa Parlamentet, som har lovet at støtte hendes sag i EU-regi og på den internationale scene.

Vil mødes med Rouhani

Nagmeh Abedini har tidligere i år haft et møde med præsident Barack Obama, som lovede at prioritere frigivelsen af Saeed. Mange håbede, at Obama ville inddrage Abedinis sag i diskussionen om atom-aftalen med Iran. Men det kom der til stor skuffelse for familien og mange menneskeretsbevægelser ikke noget ud af.
Nu har Naghmeh Abedini gennem ACLJ skrevet til Irans præsident Rouhani for at få et møde med ham i New York. I brevet beskriver hustruen mandens lidelser i fængslet ’til trods for, at han ikke er kriminel’. Samtidig understreger hun, hvordan hele familien savner at være sammen.
Rebekka fylder 9 år om få måneder. Hvis Saeed også går glip af hendes 9. fødseldag, vil han være gået glip af fire. Det er næsten halvdelen af mit barns liv, skriver Naghmeh.
Det anslås, at der er mellem 300.000 og 370.000 kristne i Iran, hvoraf mange er iranske assyrere eller fra det armenske apostolske mindretal.