Willie Nelsons tro på Gud

Troen på Gud er en væsentlig del af beretningen om den 82-årige countrylegende med det turbulente liv og den slidte guitar.

Af pens. overlærer, mag. art. i Film- og medievidenskab Bent Liholm

… glem ikke, at mens du skaber smukke sange, er Gud den virkelige skaber. Han skabte dig, ligesom han skabte musikken inden i dig. (…) Jeg elskede min skaber, men jeg kan ikke sige, at jeg fulgte kirkegængernes regler om,(…) at rygning og drikkeri ville sende mig direkte i Helvede (min oversættelse).

Megen moderne amerikansk countrymusik er overfladisk glitrende, sentimental og indholdsløs. Men når man lytter til sangskriveren og countrymusikikonet Willie Nelson oplever man intet falsk eller forlorent, men derimod en fundamentalt hjertevarm kristen med bud på tidens tilstand.

Bedstemor var troende

I en ny selvbiografi her fra forsommeren fortæller Willie Nelson om den gamle kirke i fødebyen Abbott i Texas. Den var et fast holdepunkt i hans barndom. Han oplevede den hos de bedsteforældre, der tog over, da hans forældre hurtigt blev skilt og lod ham tilbage.
Bedstemoderen var stærkt troende og tog ham med i kirke, og da han blev lidt ældre virkede han såvel som bibelsælger som søndagsskolelærer. Det var derimod bedstefaren, der skabte musikinteressen ved at forære Willie en guitar allerede som barn.
Willie Nelson var opdraget til at tro, at Guds hus virkelig var ejet af Gud, så da han senere i livet hørte, at den lokale kirke skulle nedlægges, købte han selv bygningen. Han fortæller, at man ikke sådan kan sælge ud af Guds ejendomme, og at her finder han den indre sjælero, som en fortravlet countrymusiker også kan have brug for.

Selvbiografi på engelsk

Selvbiografien har undertitlen ”It’s a long story” (Little, Brown and Company) og er den sidste i rækken af sådanne. På dansk har vi indtil videre måttet ”nøjes med” Willie Nelson-kenderen Chr. Braad Thomsens minibiografi. Den findes i det ellers omfattende værk ”Amerikas stemme” fra 2013 med hovedvægten på Willie Nelsons omfattende albumproduktion.
I en countrymusikverden domineret af unge kræfter er det således vederkvægende at opleve ”gamle drenge” som Willie Nelson, som i år har passeret de 82 år med en aktivitet med op til flere album udgivelser om året og langt over hundrede koncerter.
Mange kunstnere i hans alder er enten holdt op eller blevet out-datede. Det er næsten det modsatte med Willie Nelson. Hans stemme er der tilsyneladende altid brug for, eller som countrymusikkollegaen Emmylou Harris engang udtrykte det:” Skulle USA tale med en samlet stemme, ville det være Willies!”

Traditionel country

Den største del af den moderne velpolerede countrymusik læner sig op ad traditionelle trivialhistorier om tabt kærlighed. Det er derfor få, der som Willie Nelson stadig kan sælge billetter på traditionel countrymusik med vægtning af klassiske amerikanske dyder om skabelsen, skaberværket og om Guds underliggende tilstedeværelse. Eller som Willie Nelson udtrykker det i indledningscitatet, at Gud har skabt musikken inden i ham.
I begyndelsen af juni udgav Willie Nelson således også sit sjette album sammen en gammel ven og et andet aldrende countrykorifæ, den 78 årige Merle Haggard, med titlen ”Django and Jimmie”. Her mindes man og savner skelsættende countrysangere som Jimmie Rodgers (døde sammen år som Willie Nelson blev født) og Johnny Cash og den belgiske guitarvirtuos Django Reinhardt. Men samtidig fokuserer man på nogle af de værdier, som har holdt den gamle countrymentalitet i live, hvor netop kristendommens gudsbegreb har været afgørende.
Ligesom fem ’skæve’ brødre uden for pædagogisk rækkevidde finder ro, fælleskabsfølelse og forklaring på tilværelsen i aftenoplæsning fra Biblen i Anders Thomas Jensens nyeste kulsorte satirefilm ”Mænd og høns”, henviser Willie Nelson til tilsvarende i en genindspilning af en af hans allertidligste sange fra slutningen af 1950erne med titlen ”Family Bible”. Her fortæller Willie Nelson om sin fattige landarbejderbarndom, hvor man på samme måde fik sat dagen på plads ved at læse fra ”The Family Bible” om aftenen før sengetid.
”Django and Jimmie” albummet har således været en gedigen sællert, og kulturtidsskriftet The New Yorker har netop pointeret, at det skyldes, at Willie Nelson og Merle Haggard med deres album har genopdyrket modne temaer, som et countryhungrende publikum ikke får indfriet i den moderne glitrende countrypop, i et samfund, hvor kristendom og tro betyder langt mere end i Danmark.

The Willie Way

Jeg hørte Willie Nelson for første gang midt i 1970erne, hvor jeg i P3s ugentlige ”Country Expressen” oplevede countrysangere som med fællesnavnet ”The Outlaws” præsenterede klassisk countrymusik mixed med den fremstormende folk- og rock’n roll musik.
Det var navne som Waylon Jennings, Kris Kristofferson, Tompall Glaser, Jessi Colter Hank Williams Jnr., og endelig Willie Nelson. De tog den fremstormende langhårede mode til sig og vendte sig mod den glatte velpolerede countrymusik, som stadigvæk solgte flest billetter.
Det blev gjort ”the Willie way” med fokusering på nøgternt beskrivende tekster, som ikke udpenslede følelser, så der ikke var noget til overs til lytteren. Sangstemmens kraft var det centrale og man udelod unødvendige horn, strygere og kor i baggrunden.
Det var med titler som” Good hearted woman” og ”Mamas doesn’t let your babies grow up to be cowboys”. Det gav pludselig plads for den konservative countrymusik i hippiekredsene, og førnævnte navne, der iblandt Willie Nelson, rejste sig fra amerikansk sydstatsberømmelse til verdensberømmelse.
Selvom gudsbegrebet og betydningen af troen gennemsyrer en stor del af Willie Nelsons sangskat, kommer den tydeligst til udtryk i det deciderede koncept-album også fra denne tidsperiode, nemlig ”The Troublemaker” fra 1976, hvor Jesus lignes med en langhåret hippie, og budskabet bliver fred og kærlighed som hos flowerpower-bevægelsen. Hans oprindelige pladeselskab var ikke interesseret og troede ikke på et album med det indhold, så Willie måtte skifte selskab, og en del af numrene endte med at blive blandt Willie Nelsons største hits.

Et turbulent liv

Willie Nelsons liv har i høj grad været præget af mange op og nedture. Udover et turbulent omflakkende liv med storforbrug af tobak, marihuana og spiritus, er det blevet til fire ægteskaber og syv børn plus det løse. De fleste involveret i musik.
De to yngste sønner, der er i tyverne, er således med Neil Youngs nyeste koncept CD: ”The Monsanto years”(2015), og såvel hele Willies som Neil Youngs familie står bag det årlige ”Farm Aid”- show i september til fordel for det nødstedte amerikanske landbrug, hvor holdningen er, at man skal kunne leve af at dyrke Guds jord uden brug af genmodificeret såsæd og sprøjtemidler.
Men op- og nedturene gælder også kvaliteten af hans musik. Det var som om, at han løb tør for inspiration i slutningen af det 20. århundrede. I og med at han løb ind i en gæld på ca. 150 millioner kroner til skattevæsenet, gik mange år med afstikkere til indtjenings-sikker ren pop med duetter med diverse store internationale shownavne som Julio Iglesias og Tony Bennett og en række biroller på film, som Willies CV helst skulle have været foruden.
Efter dødvandet er han gennem de sidste år tilbage igen, det sidste par år med et par dusin nyskrevne sange og med især de sidste to nye album ”Band of Brothers”(2014) og ”Willie and Jimmie” virker Willie Nelson som helt ung og spændstig såvel i tekstindhold som i stemmen. Vi ser frem til mere fra denne ’oldtimer’, som vedligeholder værdien af grundlæggende menneskelige kvaliteter med udgangspunkt i troen på Gud.