Hjælp til at ”bo bedre” ved kvindekonference i Århus
Den 23.-24. oktober slår Aarhus Valgmenighed og DanskOase dørene op for kvindekonferencen ’Reboot’.
Konferencen er for kvinder i alle aldre og byder bl.a. på lovsang, fællesskab, café, bogsalg og et bredt udvalg af workshops.
Temaet er i år ”Bo bedre – et liv på klippen” og hovedtaler er Ruth Valerio fra Revelation Church i England. Ruth er uddannet teolog fra Cambridge og har en ph.d.-afhandling i forbrugerisme & simplicitet. Hun er optaget af at finde bibelske svar på klodens klimaudfordringer, fattigdom, miljø, livsstil og uretfærdighed i verden.
De deltagere, som ikke bor i Århus, kan benytte sig af sofa-surfing, som er helt gratis. Man kan nemlig blive indlogeret hos en kvinde fra Århus, som sørger for en seng og morgenmad. Selve konferencen koster 350 kr. og er inkl. frokost og aftensmad lørdag.