God advent
Hvis det går, som det plejer, kommer julen i Danmark til at handle om alt mulig andet end det, den egentlig handler om, nemlig Jesus.
Men du og jeg kan medvirke til, at julen kommer til at handle mere om Jesus og alt det gode, vi har fået gennem Ham.
Vi kan fylde vores egen jul med det kristne indhold. Det kan man fx gøre ved at lytte til julesalmer og moderne kristen julemusik. Ved at læse i Bibelen, fx Lukas-evangeliet om Jesu fødsel. Ved at gå i kirke og til kristne arrangementer.
Vi kan offentligt bekende og manifestere, at julen handler om Jesus, fx gennem julekoncerter og læserbreve.
Vi kan ønske og give julegaver med indhold – fx kristne bøger. Der er katalog og annoncer i dette nummer.
Vi kan vise barmhjertighed og godhed i praksis, fx overfor ensomme og svage – men også overfor hinanden.
Vi kan bede. Som kristne har vi autoritet i den åndelige verden, hvor vi kan binde onde åndsmagter og løse mennesker fri. Den skal vi bruge i denne vigtige tid.

