Venstre sidebanner eksempel

Bliver vi klar i rette tid?

Af Nana Hauge Valgmenighedspræst for Høve og Havrebjerg valgmenigheder
Af Nana Hauge
Valgmenighedspræst for Høve og Havrebjerg valgmenigheder

Hvis man ikke forstår, hvorfor det ene hold brudejomfruer ikke vil dele med de andre, er det fordi man ikke har forstået, at olien er et billede på noget, man absolut ikke kan dele med andre. Noget man kun selv kan stå inde for.

Kald det troen eller det at være åndeligt beredt. Og her taler jeg ikke om tro som en fin overbevisning eller en klog beregning. Som en slags ejendom, man kan besidde eller ej. Som man kan dele ud af eller ej.

Nej, jeg taler om tro i den forstand at være tro, når brudgommen kommer. Menneskesønnen. Han der kommer skjult, nemlig i et andet menneskes skikkelse. Og han spørger dig ikke, om du har tro, eller hvad for en tro du har, om den er interessant, personlig eller inderlig. Nej han spørger bare, om du var tro, når råbet lød. Når brudgommen kommer. Om du glemte dig selv for at gå ham i møde. Han spørger altså ikke, om du har tro, men om du er tro.
Kristus er dommeren over levende og døde, og ligesom vi skal møde ham på den yderste dag – da møder vi ham også allerede nu. Hver gang vi står over for et medmenneske.

Have eller være?

Det er altså derfor ikke et spørgsmål om at have tro, men om at være tro.
Det er nemlig altid tvivlsomt, om vi har en tro, der er værd at vise frem, men det er ikke tvivlsomt, om vi har et liv, der skal leves, og at vi har en næste. Et andet menneske der kalder på omsorg og nærvær. En af de mindste små. Og i ham eller hende står Menneskesønnen forklædt ved din side.
Vi behøver slet ikke gå ud og lede. Vi behøver ikke gå ud og se os om for at finde nogen at gøre godt imod. Nej, det der ligger lige for næsen af os giver os mere end rigeligt at bestille.
Når vi da hele tiden spørger efter hvem, der er vores næste, da er det, fordi vi forsøger at omgås det faktum, at der er nok at gøre lige der, hvor vi er.

Men vi vil hellere noget andet. Noget mere spændende, udfordrende. Eksotisk. Og forståeligt nok, for ofte er det meget besværligt at elske dem, vi ser. Ofte er de pligter, der ligger lige for næsen af os, kedelige og drænende.

En fortælling til læring

I filmen ’Den gode vilje’ skildres Ingmar Bergmanns forældre Anna og Henrik Bergmanns ægteskab og deres liv som præstepar i et lille forarmet sogn i Nordland i Sverige. Her tager de midlertidigt den forældreløse dreng Petrus til sig. Han bor hos sin moster og onkel, men trives tilsyneladende ikke der.
Da Anna bliver gravid med deres andet barn (Ingmar), siger hun til Henrik, at Petrus nu må sendes hjem. Hun er slidt af det hårde liv, der langt oppe nordpå. Hun nødt til at koncentrere sig om sine egne børn og arbejdet som præstekone, der indebærer både funktionen som organist, selvforsynende husmoder og bonde. Henrik må aflevere Petrus tilbage til sin moster og onkel.
Men… det kan Henrik ikke gå med til. Han kan ikke skrive sin prædiken, og samtidig tænke på, at Petrus skal sendes væk, for Petrus er jo et medmenneske, som Henrik siger til Anna.
Det falder ham åbenbart ikke ind, at Anna, hans nærmeste, den der står ved hans side og som bærer hans barn, også er et medmenneske.
”Du forråder mig – din bedste ven” siger Anna. Og det gør Henrik igen og igen. For han er så optaget af at være et godt menneske, han er så forhippet på at være på medmenneskelighedens side – men at elske, ære og tilgive sin nærmeste familie falder ham svært.
Han elsker ikke den, han SER. Han ser ikke den, der står lige ved hans side og kalder på hans opmærksomhed og hans kærlighed.
Henrik sover i timen. Hans olielampe løber tør i hans iver efter at redde verden, og pludselig er det for sent. Anna forlader ham. Tager børnene med, en i maven og en ved hånden, og rejser hjem til Uppsala.
Henrik var ikke tro, da det gjaldt. Han var ikke rede. Han løb ikke brudgommen i møde, for han var travlt optaget af at bygge sig selv op som et godt menneske. Han kom derfor ikke med ind til bryllupsfesten.

Er vi for travlt optaget af at bygge os selv op, så vi ikke ser den ”næste”, som er lige ved siden af os?
Er vi for travlt optaget af at bygge os selv op, så vi ikke ser den ”næste”, som er lige ved siden af os?
De, der ikke kom med

Sådan ender også lignelsen. Med at der var nogen, der ikke kom med ind til bryllupsfesten, fordi de ikke var rede. Sådan ender det også alt for tit for os. At vi ikke var tro, da det gjaldt. At vi var for optaget af os selv, af at bygge os selv op. Betragte os selv. Søge os selv. Kredse om os selv og vore meritter og ædelhed.
Det endte ikke lykkeligt for Bergmanns forældre. Om det ender godt for os – ja, det er en nådessag. Det er en nådessag, hvad der skal blive af os. Det gælder os alle. Gang på gang bygger og skaber vi i dødens skygge. Vi skaber mørke, kulde og krig og sorg og kors. Lyset, varmen, freden og glæden, kan vi ikke selv skabe.
Men her i adventstiden lyder det til os, at der skyder en kvist af Isajs rod. Derfor er det i dette mørke, vi skaber et lys, der er ved at komme til verden.
Jesus Kristus.
Han er det eneste lys i verden. Han skinner for dem, der er i mørket. For dem, der ikke selv kan komme ud af det.
Jorden var kold øde og tom. Men i ham brød lyset frem.
Når vi ser det, får vi et glimt af festen, som vi udelukkede os selv fra gang på gang. Og vi kan langsomt rejse os.
Der er lys varme og glæde forude.
Amen.

1. søndag i advent

Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk

En adventsprædiken med udgangspunkt i lignelsen om de 10 brudejomfruer – Matt. 25: 1-13
1 Jesus fortsatte: »Lad mig fortælle en historie om Guds riges komme. Der var ti brudepiger, som tog deres olielamper og gik ud for at møde brudgommen. 2 Fem af dem bar sig tåbeligt ad, de andre fem havde tænkt sig om. 3 De første fem tog ganske vist deres lamper med, men de tog ingen ekstra olie med, 4 hvorimod de sidste fem tog ekstra olie med til lamperne. 5 Da brudgommen lod vente på sig, blev alle brudepigerne trætte og faldt i søvn. 6 Men ved midnatstid lød råbet: ‘Brudgommen er på vej! Kom ud og mød ham!’ 7 Alle pigerne vågnede og tjekkede deres lamper. 8 De fem, der ikke havde taget olie med, opdagede, at deres lamper var ved at gå ud. De bad derfor de fem andre om at få noget af deres olie. 9 Men de andre svarede: ‘Vi har ikke nok både til os og jer. I må hellere løbe hen til købmanden og købe noget selv.’ 10 Mens de var henne for at købe olie, kom brudgommen. De fem, der var parat, gik sammen med ham ind til bryllupsfesten, hvorefter døren blev lukket. 11 Senere kom de andre fem og stod udenfor og råbte: ‘Herre, luk op for os!’ 12 Men han svarede: ‘Det siger jeg jer: Jeg kender jer ikke!’« 13 »Vær altid parate,« sagde Jesus, »for I kan ikke vide, hvornår jeg kommer.«