Argumenter mod døden

I bogen ’Argumenter mod døden’ viser forfatteren, at naturvidenskaben har tabt noget i farten. Biologien har ingen anelse om, hvordan selve livet bliver livet, og atomfysikken har ingen idé om, hvor det er kommet fra.

1: Findes der noget bagefter?

Det moderne menneske spørger ikke, om det bliver frelst eller går fortabt. Det spørger: findes der noget bagefter?
Det gør det, fordi naturvidenskaben har haft ”definitionsretten” på, hvordan menneskelivet er skruet sammen siden engang cirka midt i 1800-tallet, og den mener, at når mennesket dør, er det er ligesom at trække stikket ud på en brødrister. Så virker den ikke mere.

Men det har ikke afklaret sagen. Inderst inde går vi alle rundt med en tvivl. Kan det være rigtigt, at det mest naturlige, der findes for os, nemlig livet selv, kun er noget, vi har fået som et flygtigt glimt? Eller mon ikke der er noget om det, når man til alle tider har følt, at det ikke er slut med døden?
Desværre må vi svare helt på naturvidenskabens præmisser: Hvad vi end mener, kan det ikke bevises! Der er jo ikke nogen, som er kommet tilbage for at fortælle om det.
Normalt har vi i kirken haft en tradition for, at når folk stiller et spørgsmål til livet, som evangeliet ikke svarer på, siger vi, at spørgsmålet må være forkert stillet, og fortsætter med at svare på det spørgsmål, vi altid har svaret på.

2: En lille forhistorie

Jeg tror ikke på den model. Paulus forsøger på Areopagos (ApG 17) at tale ind i den virkelighedsopfattelse, han står overfor, og jeg vil forsøge at gøre det samme, når jeg taler om evangeliet.
Jeg forsøgte det i bogen Kristus som antihelt (Alfa, 2013). Den handler om, hvorfor det moderne sekulariserede storbymenneske ikke forstår, at evangeliet skulle handle om kærlighed, når Kristus fremstilles som en helt, sådan som han er blevet gennem hele kirkehistorien. En helt står øverst i en magtstruktur. Tænk bare på de gamle billeder af Kristus.

Men det siger ikke det moderne storbymenneske noget. Kærlighed og magt kan ikke findes indenfor den samme virkelighed. Hvorfor ikke? Fordi kærlighed er at gøre en andens behov til dit eget (jf. Matt 25,45). Magt er lige det modsatte. Magt er at gøre dit behov til en andens. Enten bruger du kærlighed, eller også bruger du magt.
Derfor må Kristus forstås som en antihelt – en der altid findes i bunden af en magtstruktur. Det kan det sekulariserede storbymenneske opfatte som udgangspunktet for kærlighed. Som udgangspunkt for evangeliet om Guds kærlighed.

3: Er sjælen udødelig?

Et af de spørgsmål, der ikke blev så grundigt behandlet i bogen Kristus som antihelt var spørgsmålet om, hvad der sker, når vi dør. Det behandler jeg i bogen Argumenter mod døden (Alfa, 2015) I gamle dage troede praktisk taget alle mennesker, der nogensinde havde levet, at der er noget bagefter. Men siden naturvidenskaben kom til, har der ikke rigtig været plads til det.
Når evangeliet blev forkyndt før i tiden, havde ingen problemer med perspektiverne. Selv Kristi opstandelse var i og for sig en del af virkelighedsbilledet. Man vidste, at der var noget bagefter.

En af de første ting, der gjorde, at naturvidenskaben kom til fadet var, at man opdagede, at verden ikke blev holdt oppe af Guds vilje, som man troede indtil 1700-tallet, men af en række naturlove. I begyndelsen troede folk som Newton og Galilei, at de naturlove, de opdagede, blot ”aflurerede” Guds vilje, altså viste, hvordan han gjorde det.
Men nye opdagelser, særligt indenfor fossil-forskning og forskningen i jordens alder, gjorde, at Gud til sidst forsvandt ud af ligningen. Det abstrakte, det usynlige, det hinsidige blev reduceret til troens påstande og til sidst forsvandt troen også.
Men én ting står tilbage: Sjælen. Den er både abstrakt og usynlig. At biologien og psykologien og hjerneforskningen kan reducere den til en række funktioner, man oven i købet kan måle i hjernen som magnetiske impulser, hvis man har de rigtige redskaber, betyder ikke, at mennesker ikke føler, de har en sjæl. Og at denne sjæl er af en sådan art, at man har vanskeligt ved at tro, at den skal dø med kroppen.

I bogen Argumenter mod døden tager jeg en fortælling af Peter Seeberg, Patienten, som et eksempel på dette. Peter Seeberg skriver humoristisk om en syg mand, der får udskiftet alle sine legemesdele – inklusive hovedet – men som alligevel stadig kender sig selv, fordi hans sjæl er intakt. Hans kone genkender ham også. Vi ved nøjagtig, hvad han mener.

4: Del i livet selv

Når man læser de gamle grækere og de forfattere, der skrev på den tid, da Det ny Testamente blev til, er det helt tydeligt, at de opfatter sjælen som en del af livets egen livskraft. En del af livet selv på en sådan måde, at sjælen naturligvis – ligesom livets selv – ikke kan dø.
I sine skrifter prøver Platon at forklare det på mindst fire forskellige måder. Vi har ikke hørt så meget om det, når vi har læst Platon i oldtidskundskab og andre steder, fordi dem, der har udlagt Platon for os, har ikke været så interesserede i det emne – de var jo alle børn af den nye naturvidenskabelige virkelighed i det 20 århundrede.

Og selvom Platon og Aristoteles – de to store tænkere, der har grundlagt tænkningen som fag 400 år før Kristi fødsel – kan være lidt uenige om, hvilke ord de bruger for det, så er de dog grundlæggende enige. Sjælen eller bevidstheden, eller hvad vi nu kalder den, kan ikke gå til.
Og når vi dykker ned i de store fortællinger som Illiaden, Odyseen og de andre historier fra samme tid, bliver det helt tydeligt, at det er sådan, man opfatter verden. Der er masser af spændende scener inde og ude af ”dødsriget”, uden at man nødvendigvis taler om det som et sted, hvor man belønnes eller straffes – det er blot det sted, hvor sjælen nødvendigvis må gå hen, eftersom den ikke kan dø som kroppen. Eller for at sige det på en anden måde: Et eller andet sted skal den jo hen, synes forfatterne at mene. De ved jo, at den ikke kan dø. De fornemmer, at den er en del af livet selv.

5: Hvad kan det så bruges til?

I bogen Argumenter mod døden forsøger jeg at vise, at det er her, naturvidenskaben har tabt noget i farten: Livets egen livskraft, forstået som det, de gamle grækere kaldte bevidsthed eller sjæl. Biologien har ingen anelse om, hvordan selve livet bliver livet, og atomfysikken har ingen idé om, hvor det er kommet fra.

Når vi hører naturvidenskabsfolk i tv, lyder det, som om de ved alt om, hvordan det hele er skruet sammen. Men når man læser, hvad de skriver om selve livet, dets bestanddele og dets opståen, så indrømmer de, at de ikke har en anelse om det. Bogen bringer flere citater fra fremtrædende internationale forskere, der siger det lige ud: ”Det er påfaldende så lidt vi ved om selve livet. Vi er ikke kommet så meget som et skridt nærmere en forståelse af livets opståen og livets egentlige bestanddele.”
I det evangeliske perspektiv vil man sige, at verden er skabt af Guds bevidsthed, og mennesket har fået – ikke Guds bevidsthed, men gennem skabelsen som menneske – del i bevidsthed som sådan.

Det er der meget store, evangeliske perspektiver i, for det betyder, at vi er forpligtet på vores næste på en ganske særlig, eksistentiel og eviggyldig måde. Så bliver det næsten umuligt at komme med undskyldninger, sådan som disciplene prøver i Matt. 25, hvor Jesus undrer sig over, hvor de har været, da han trængte allermest. Der findes nemlig ikke andre steder end at være der, hvor man gør et andet menneskes behov til sit eget.