Berigende breve for alle
Den anglikanske teolog N.T. Wright udgav under forfatternavnet Tom Wright i årene 2004-2011 en studieserie til alle Ny Testamentes 26 bøger. Af studiematerialerne til disse 26 er de ti indtil videre tilgængelige på dansk i seks studiebøger.
Fire af dem er udgivet i år: Galaterne for alle, Filipperne for alle, Timotheus og Titus for alle og Johannes’ breve for alle. Bøgerne giver med korte kommentarer og relevante spørgsmål god hjælp til at trænge dybere ned i de pågældende breve. Men de rummer også ubehagelige spørgsmål: ”Hvordan bliver Kristus prædiket ’af misundelse og lyst til kiv’ i dag?” Eller: ”For nylig talte jeg med én, som (..) syrligt foreslog, at kirker burde sætte et skilt ud med teksten ’Fare’ for at advare mennesker mod den ondsindede, sladderagtige og nedsættende tale og adfærd, de ville opleve, hvis de vovede sig indenfor. Hvorfor er kristne fællesskaber – af alle steder – så ofte kendetegnet ved ubehageligheder af den art?” Det ville sikkert kunne få snakken i gang – hvis ikke det bliver afvist som noget, der ikke kan forekomme. Alle bøger indeholder vejledning til både selvstudium og gruppestudium samt ledervejledning.
Tom Wright: Galaterne for alle • 63 sider
Filipperne for alle • 55 sider
Timotheus og Titus for alle • 79 sider
Johannes’ breve for alle • 70 sider
49,95 kr. pr. bog • ProRex