Passion i et studie
Passion, som ellers er mest kendt for deres mange live lovsang albums, har præsenteret et studiealbum – og det er rigtig godt.
Det er altid spændende, om det lykkedes for store lovsangsbands som Jesus Culture, Hillsong United – og her Passion, at føre energien og den særlige stemning fra lovsang på de store arenaer over i et lille studie.
Kristian Stanfill lægger ud med den lidt poppede ’Salvation’s Tide’, hvorefter Crowder, Tomlin, Redman, Nockels m.fl. fortsætter festen, som man kender det fra tidligere albums. På en eller anden måde, så hører man teksten på en anden og tydeligere måde på et studiealbum. Jeg synes, at de dygtige og garvede musikere meget effektivt formår at drage mig ind i tilbedelse af Gud, selvom de ikke har et stort, skrigende publikum som hjælp. På flere af numrene virker det ligefrem forfriskende, at høre lovsangene i nye omgivelser. Genremæssigt er der nemlig ikke rykket meget ved den klassiske poppede lovsangsstil, som er så velkendt. Dér kunne jeg godt have ønsket mig en smule mere fornyelse.
Tekstmæssigt er det, som altid, klare og opbyggende tekster om Guds godhed, kærlighed, hellighed og evige kongestatus. Noget af det, som jeg nyder på dette album er, at lovsangene ikke handler så meget om mig og min situation, men derimod om, hvem Gud er. Det tager mig væk fra min til tider navlepillende virkelighed, og giver et større og bedre perspektiv på livet. For den som Gud er, fortæller mig også, hvem jeg selv er.
Derfor er det måske meget passende, at Kristian Stanfill slutter albummet af med den stærke sang ’Good Good Father’ med omkvædet: ’You’re a good, good Father, it’s who You are, it’s who You are, It’s who You are / And I’m loved by You / It’s who I am, it’s who I am, It’s who I am.’