Helbredelser på sygehuset
Jesus kalder os til at gå ud med evangeliet og til at helbrede de syge, som vi blandt andet læser om i Lukasevangeliet kapitel 10, vers 9.
Jeg har ofte hørt kritikere sige: “Hvis Gud virkelig kan helbrede, hvorfor går I så ikke ind på sygehuset, hvor der er så mange syge, i stedet for at gå herude på gaden?”
Til kritikerne, og alle andre, vil jeg anbefale at læse dette fantastiske vidnesbyrd fra nogle af de unge på vores ”Lukas 10 Bibelskole” i Aalborg:
”Lørdag besøgte vi Aalborg Sygehus for at bede for de syge og forkynde evangeliet. Mens vi gik rundt der, bemærkede vi skiltet “SKADE RØNTGEN” (et godt sted at finde en person med brækkede knogler, osv), så vi gik derhen. Der mødte vi to piger. Den ene ventede på at få taget røntgen af sit ben. Så snart vi havde bedt, kom sygeplejersken ud og kaldte hende ind, og vi forlod hurtigt venteværelset. Kort tid efter mødte vi dem igen, og de var forbløffede over, hvad der var sket tidligere. Pigen spurgte: “Hvad har du gjort ved mig? Mit ben er jo blevet helbredt! Sygeplejersken grinede, da jeg gik ind i rummet uden smerter!”.
Sygeplejersken kunne ikke forstå det, selv når jeg prøvede at forklarede, hvad der lige var sket. Derefter fik vi en god snak med dem om Jesus.
Bagefter fik vi den idé at tage elevatoren op på 7. etage. Der mødte vi en dame i 70’erne. Hun sagde, at hun havde blodforgiftning, og at hun allerede havde tilbragt 10 dage på hospitalet i håb om at komme sig. Og så sagde hun til os, at hun havde bedt dette til Gud i fredags: “Gud, jeg har brug for din hjælp, så send nogen til mig!” For os var dette vildt at høre! Hun var så glad og overrasket over, at Gud havde svaret hendes bøn! Så vi tog tid til at dele evangeliet med hende, og vi bad også for genoprettelse, og for at hun kunne tage hjem næste dag. Vi spurgte, om vi kunne komme tilbage næste dag for at se, hvordan hun havde det, og vi blev enige om at mødes kl. 15:00.
Den næste dag mødte vi hende så igen, og gæt, hvad der var sket? Lægerne var forbløffede over, hvordan det var muligt, at en infektion forlader kroppen så hurtigt! Hun var fri til at forlade hospitalet og komme hjem! Det er helt vildt, og det der så skete bagefter er også vildt ….!
På gaden mødte vi nemlig en mand, som var bror til den pige, hvis ben blev helbredt dagen før, og han havde hørt om os. Så vi blev inviteret hjem til dem. Her blev mange flere helbredt og hørte evangeliet! Det er bare utroligt, hvad Gud gør! Ære være vores Herre Jesus!”