25 års jubilæum hos Bibelselskabet

s2_allanpetersenBibelselskabets it-administrator, Allan Poul Petersen, kan den 1. marts fejre 25 års jubilæum i organisationen.
Den 1. marts 2016 er det 25 år siden, Allan Poul Petersen trådte ind ad døren hos Bibelselskabet som ny medarbejder. Han har været ansat under hele fem generalsekretærer og er Bibelselskabets længst siddende medarbejder.
Allan Poul Petersen første opgave var at indtaste de mange daglige donationer fra generøse givere. Det var før bankernes automatisering og opfindelsen af Betalingsservice, og Allan Poul Petersen husker, hvordan han på gode dage kom igennem stakke af, som regel håndskrevne, girokort på 25 centimeter.
I dag er Allan Poul Petersen Bibelselskabets it-administrator og har ansvar for den database, som kunder, medlemmer og givere administreres gennem. Han arbejder dagligt med blandt andet kampagner, betalingsservice, tekniske løsninger og kontakt til medlemmer og givere. Og netop kontakten betyder noget særligt for Allan Poul Petersen, der holder af at tage telefonen og få sat stemme på de mennesker, der støtter Bibelselskabets arbejde.
”Det gør et dybt indtryk på mig, når jeg ved, at en giver hver måned donerer 100 kroner af sin meget lille pension til vores arbejde. Derfor gør det også ondt, når det hænder, at gamle givere dør. For ofte kan jeg huske deres navn fra databasen og deres stemme fra telefonen.”
”For mig er bibelsagen sagen. Det vigtigste er at få bibler bragt ud til de steder i verden, hvor der er behov for dem. Det kan være til kræftramte børn i Nicaragua eller fængslede i Danmark. Hvis der er et behov, er det vigtigt, at biblerne og budskabet kommer ud,” siger Allan Poul Petersen.
Han husker, at han ikke selv havde en bibel, da han for 25 år siden blev ansat i Bibelselskabet, men det har været en øjenåbner af de større at se, hvor stor glæde en bibel kan bringe.
”Jo flere år, jeg er her, jo mere finder jeg ud af, hvor vigtig bibelsagen er, og at folk rundt omkring i verden kan bruge Bibelens ord til noget. Når jeg ser billeder af de mennesker, der modtager biblerne, og den glæde, det spreder, giver det mit arbejde mening.”