Da Allan fandt sin Jennifer

Allan Conrad er storvildtsjæger og nyder at færdes i bushen i ugevis. Jennifer kommer fra Uganda og arbejdede som sygeplejerske i Canada. Her fortæller de, hvordan bush-manden fandt sin bush-lady.

Herrens veje er uransagelige – og det er kærlighedens veje vist også. Man kan kalde Jennifer og Allan Conrads ægteskab for en international kærlighedshistorie.

Allan er dansker, født i Kina og vokset op i Tanzania, hvor han har arbejdet i mange år. Jennifer kommer oprindelig fra Uganda, men er statsborger i Canada og bor nu i Tanzania.
De kigger forelsket på hinanden, da vi besøger dem i deres hus i udkanten af Tanzanias hovedstad Dodoma. Bopælen er blot midlertidig, for de er ved at flytte ud på landet i nærheden af det børnehjem, de bygger. Jennifer og Allan er nemlig en slags bedsteforældre for 11 børn, der lige nu bor på hjemmet.

En fantastisk smuk kvinde

Deres kærlighedshistorie begynder, da de mødes ved en missionskonference i København. Jennifer kom til konferencen på vej hjem til Canada efter et besøg hos en kusine i Sverige. Allan bød velkommen ved indgangsdøren, som han plejede at gøre i kirken, da han var ung.
– Her så jeg denne fantastisk smukke kvinde komme ind. Jeg trådte frem og bød hende velkommen – og forsøgte naturligvis på mit andet modersmål kiswahili, fortæller Allan Conrad.
– Det var meget overraskende, fortæller Jennifer. – Jeg havde aldrig hørt en mzungu (hvid mand – red.) tale så godt kiswahili. Og jeg udbrød: ”Hvad! Kan du tale kiswahili? Det kan jeg ikke en gang!” Det var meget tiltrækkende!
Lidet anede hun, at Allan var lige så meget afrikaner, som hun selv. De to talte kun kort sammen, men nåede at udveksle e-mail-adresser.
– Vi udbyggede kontakten, og så udviklede forholdet sig via e-mails og Skype. Der kan komme mange gode ting af en internettelefon som Skype, smiler Allan Conrad og tilføjer med et glimt i øjet:
– Bibelen siger, at de unge skal se syner og de gamle drømme drømme. Jennifer er opfyldelsen af mine drømme!
– Da han spurgte, om jeg ville gifte mig med ham, sagde jeg ja med det samme, tilføjer Jennifer genert.

Fest, familie og forelskelse

Og så var det tid til at invitere Jennifer til Danmark for at møde hele familien. Allans 65 års fødselsdag var en anledning. Allans børn og deres familier arrangerede en familiekomsammen i en stor ferielejlighed i Tyskland.
– Vi har den regel ved den slags samlinger, at vi ikke må tage andre end familiemedlemmer med til festen, så jeg ringede til min ældste datter og spurgte, om det var i orden, at jeg tog en ven med. ”Det er en særlig ven”, sagde jeg, og hun sagde ok. Det var første gang, Jennifer mødte alle mine børn, svigerbørn og børnebørn, 17-18 personer i alt.
– De var alle så søde ved mig. Jeg kunne lide dem alle sammen og kunne med det samme mærke, at de også syntes godt om mig, tilføjer Jennifer. – Jeg havde ikke forventet, at Allans børnebørn accepterede mig, men det gjorde de!
Jennifer havde skrevet en sang til Allan og sang den nu for dem alle sammen. Festen, familien og forelskelsen blev startskuddet til en fælles fremtid i Afrika.

Bush-mand og bush-lady

Jennifer kommer fra Uganda, men emigrerede til Canada, hvor hun uddannede sig til sygeplejerske. Allan er vokset op i Tanzania som barn af missionærerne Erna og Robert Conrad, der startede Pinsekirkernes missionsarbejde i landet ud fra landsbyen Sanjaranda. I dag er arbejdet vokset til mange tusind kristne i flere hundrede menigheder i et område på størrelse med Jylland.
Allan Conrad har i flere omgange været udsendt for at lede missionens store byggeprojekter. Senest har han arbejdet for flytjenesten Mission Aviation Fellowship i 14 år. I sin fritid tog han ud i bushen og viste kristne film i landsbyerne.
Jennifer, hvordan havde du det med at følge Allan til Tanzania?
– Jeg mødte Allan på det helt rigtige tidspunkt, hvor jeg netop overvejede at flytte tilbage til Afrika. Jeg har altid elsket Afrika, og det betød ikke så meget, om vi skulle bo i Uganda eller i Tanzania. Allan er den samme type som mig – han er kreativ og kan li’ at opholde sig i bushen. Han er en bush-mand og jeg er en bush-lady. Til en vis grad, altså, for han er vildere end mig.

’Han er lige min kop the!’

Allan Conrad er også storvildts-jæger og færdes i den afrikanske bush som en indfødt.
– Vi kan tage ud og campere overalt. Vi kan sove under et træ uden overdækning af nogen art. Eller vi kan vandre i bushen og jage i dagevis. Det nyder vi! Vi spiser kød af dyr, jeg aldrig havde spist, inden jeg mødte Allan, og jeg opdagede, hvor godt vildt kød smager!
– Vi passer også godt sammen, fordi vi begge to kan li’ at hjælpe. Han elsker den afrikanske kultur, og den er jeg også helt vild med. Så summa summarum: han er lige min kop the! konkluderer Jennifer og bryder ud i en smittende latter.
Og nu er I midt i et børnehjemsprojekt? På den måde får I også børn sammen?
– Ja, børnebørn! Nu er vi blevet babu og bibi, bedstefar og bedstemor. Det kalder de os.
– Babu og bibi er faktisk den mest respektfulde titel, du kan få. Det har jeg slet ikke noget imod, og jeg føler mig ikke spor gammel, tilføjer Allan og giver et lille indblik i de strabadser, der følger med et liv i bushen.

Slanger ind i teltet

Da han arbejdede for MAF’s flytjeneste ryddede han skov og lavede landingsbaner, for at flyvemaskinerne kunne komme helt ud i landets yderområder med medicin og lægehjælp. Allan opholdt sig en måned i bushen, da han lavede landingsbanerne og levede mellem vilde dyr og primitive stammefolk uden adgang til moderne civilisation.
– Jeg lavede mad over bål, og boede i telt, mens slangerne krøb ind og ud af sprækkerne, husker han.
Derfor var det nærmest et chok, da han en dag fik besked fra MAF om, at det var tid at gå på pension.
– Jeg nægtede og sagde: ”Hvor står det i Bibelen?” Og så gav jeg dem eksemplet med Moses, som var 80 år, da han førte israelitterne ud af Egypten. Så gamle er vi trods alt ikke endnu!
– Nej da, alder er kun et tal, supplerer Jennifer. – Allan er ”Mr. Fix it!” Han finder altid en løsning.
Jeg er helt tryg, hvis fx bilen bryder sammen på landevejen. Sammen med andre ville jeg være skrækslagen!

’Vi er nødt til at hjælpe’

Jennifer og Allan Conrad er nu helt opslugt af arbejdet med at tage sig af børnene i de familiehuse, som udgør deres nye børnehjem. Pension eller ej – de er nødt til at gøre noget ved den nød, som er så tydelig i Tanzania.
– Jeg kan slet ikke se mig selv sidde mageligt tilbagelænet. Jeg er nødt til at hjælpe til med noget et eller andet sted, fortæller Jennifer, der får rig lejlighed til at bruge sine færdigheder som sygeplejerske. I kirken underviser hun også kvinder i sundhed og hygiejne.
– Jeg må bare gøre noget for den lille familie, der kæmper for at overleve; jeg må hjælpe det lille barn, som sulter, eller den gamle, der er ved at dø. Jeg kan ikke være passiv, når andre behøver hjælp. Der er så mange mennesker i nød, sukker hun.
Og Allan har det på samme måde:
– Det, der driver mig, er kærlighed til det folk, som bor her. Bare at være sammen med dem, være et eksempel for dem i den måde, vi er på og taler på.

Hjerte for de forsømte

Det er ikke tilfældigt, at det er udsatte børn, parret hjælper. Da Jennifer var 17 år tabte hun sit hjerte til forsømte børn.
– På et børnehjem så jeg babyer næsten uden en trævl på kroppen og små børn løbe rundt og gemme sig i skam. Jeg skyndte mig hjem til min søster og bad om at få hendes aflagte babytøj og løb derefter hen til børnehjemmet med fem kjoler. Herefter besøgte jeg altid børnehjemmet efter kirke. Og det var især én baby, der greb mit hjerte. Jeg kunne ikke få hende ud af mine tanker, selv efter at jeg flyttede hjemmefra. Jeg tænkte: Hvis jeg en dag bliver gift, og vi ikke kan få børn, så kan jeg måske adoptere hende. Jeg tror, det var Guds måde at kalde mig på. Nu har vi en masse børn at tage os af, slutter Jennifer.

Læs mere om Jennifer og
Allans børnehjem på
www.aljeco.com.