Din far i himlen har en god plan for dig!

Ugens prædiken er af Ruben Andersen-Hoel, præst i Vanløse Frikirke.
Ugens prædiken er af Ruben Andersen-Hoel, præst i Vanløse Frikirke.

Jeg var så heldig at jeg kunne få tre måneder med barselsorlov for nogle år siden, da vores ældste søn var knap et år. I den periode havde jeg ham med til Nordjylland for at besøge hans bedsteforældre.

Det var gået rigtig fint med at køre derop – jeg kørte en sen aften, hvor han sov hele vejen. Men om søndagen skulle vi nå hjem til København igen, og vi skulle være der ved frokosttid til en fest, og det tager jo ca. fire-fem timer, så hvad gør man lige…
Jeg lagde en plan, der handlede om at tage ham tidligt op, og give ham en stor portion grød, så han var mæt og godt træt igen, når vi kørte først på formiddagen. Men i stedet for at køre hele vejen, som jeg havde gjort den modsatte vej, så bestilte jeg en færgebillet fra Århus. Det var 1½ times kørsel derned – det burde han kunne sove, tænkte jeg, og så kunne han være vågen på færgen og spise lidt og få mælk, og så forhåbentlig sove noget af turen fra Odden til København. Nu sidder du sikkert og venter på at høre hvordan det gik helt galt…
Men nej: Bortset fra de sidste minutter ind til Århus, sov han hele vejen derned – og var vågen og glad på færgen, og faldt i søvn da vi kørte fra færgen og vågnede, da vi ramte Jyllingevej fem minutter før ankomst i Vanløse. Sådan!

Hvorfor gik det så godt? Jo, fordi det var en rigtig god plan, hans far havde lagt!
Hvordan kunne det lade sig gøre at lave sådan en god plan? Jeg kunne jo ikke ligefrem diskutere alle detaljerne i planen med en dreng, der ikke var fyldt et år endnu? Jo, først og fremmest kunne jeg lægge en god plan, fordi jeg kendte min lille dreng og hans vaner og rytmer. Og så vil jeg ham selvfølgelig altid det bedste, så jeg gjorde også nogle forberedelser, der kunne hjælpe ham til at sove på den kedelige køretur. Og så sørgede jeg for at indlægge pause og underholdning og mad på halvvejen, fordi jeg vidste, at det var noget, han havde brug for.

Gud har lagt en god plan for os alle sammen, både personligt og i vores fællesskaber. Gud har en plan for dig, en plan for din familie, en plan for dine venskaber og en plan for kirken!

De gode nyheder er, at din far i himlen også har en god plan for dig!

I Det Gamle Testamente siger Gud gennem profeten Jeremias nogle ord, som er blevet citeret mange gange siden:
”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.” (Jer 29,11)

Det er ord, som har trøstet og opmuntret mange bibellæsere gennem årene, og de har den samme virkning på mig. De hjælper mig i min tvivl og min fortvivlelse over det, som ikke lykkes i mit liv: Gud har lagt en plan for mig! Jeg skal ikke bare kæmpe alene med at finde mening med det, som sker, og det, jeg gør. Gud har lagt en plan for mig. Og det er en god plan!

Måske tænker du også nogle gange over, hvad Guds plan er for dig? Jeg er nok ikke den eneste, der nogle gange kæmper lidt med at finde mening og retning i livet. Jeg kan ikke svare på, hvilken retning Guds plan for dig har, men jeg kan fortælle dig, hvor du kan gå hen og spørge. For hvis vi læser lidt videre i den tekst, vi lige havde fat i fra Jeremias’ Bog, så siger Gud:
”Råber I til mig, og går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer. Søger I mig, skal I finde mig.” (Jer 29,12-13)

Jeg tror, at Gud har lagt en god plan for os alle sammen, både personligt og i vores fællesskaber. Gud har en plan for dig, en plan for din familie, en plan for dine venskaber og en plan for kirken! Det store spørgsmål er så, hvordan får vi fingrene i de planer? Det gør vi ikke ved at lave et Olsenbanden-kup med to balloner, en kapsel og fire tøjklemmer…!
Det gør vi ved at gøre, som der stod i bibelverset: Ved at bede til Gud, og søge ham… ja det er endda også i orden at råbe til Gud, som der stod. Og det er ikke eksklusivt for nogle få af os, nej bøn er en mulighed for alle! Der kan vi have fællesskab med Gud! Og høre hvilke planer han har for os – fyldt med lykke og håb.
Denne uges prædiken er fra netkirken.dk