Bill Johnson taler i København på Awake-konferencen: Guds nærvær er det vigtigste

Hvad er hemmeligheden i Bethel Church i Californien, hvortil folk valfarter fra hele verden for at opleve Guds nærvær? Udfordringen besøgte kirken og spurgte kirkens hovedpræst Bill Johnson om, hvad der gør forskellen. I bededagsferien er Bill Johnson hovedtaler på Awake i Københavns Kulturcenter.

Af John Engedal Nissen,
fra Redding, Californien
Bragt første gang i januar 2015.

Hvorfor gør Gud så mange utrolige ting i lige netop Bethel Church i byen Redding i det nordlige Californien? En af nøglerne er at have Guds nærvær som den højeste værdi, mener kirkens hovedpræst Bill Johnson.

Lovsangen er intens og hengivet her i kirkesalen med brune, polstrede sæder, der alle er rettet mod den store scene oppe foran. Ikke meget anderledes end i andre store kirker. Men flere af deltagerne til dagens gudstjeneste er valfartet hertil fra udlandet. Og mere end 3000 elever fra hele verden går på bibelskole her i Bethel Church i byen Redding, som ligger i det nordlige Californien.
Her taler de ikke om vækkelse som et tilfældigt lykketræf, men om at skabe en kultur, der fordrer vækkelse. Og det er netop, hvad de synes at have gjort her i kirken, hvor mange oplever mirakuløse helbredelser og Guds følbare nærvær.
Men hvordan er kirken blevet sådan et fyrtårn?
Vi spurgte kirkens hovedpræst Bill Johnson om, hvad de gør anderledes – og hvordan danske kirker kan opleve det samme.

Guds nærvær

– Det vigtigste for os som kirkefamilie er Guds nærvær, og når det virkelig er det vigtigste, er resultatet målbart. Med andre ord: det kan ikke bare være en ide, eller fordi det er teologisk korrekt. Vi kan ikke sige, at Guds nærvær er vores største gave, medmindre det påvirker, hvordan vi lever og vores relation til andre mennesker. Hvis Guds nærvær er det vigtigste, vil det påvirke, hvordan vi holder gudstjeneste, siger Bill Johnson og uddyber, hvad det betyder i praksis:

”Du er nødt til at give Gud tid under gudstjenesten til at gøre det umulige.”

– Vi forsøger til hver gudstjeneste at give Gud plads til at gøre præcis, hvad han ønsker. Når vi er samlet, spørger vi derfor: hvad ønsker Gud at gøre? Vi underviser naturligvis i ordet, og det tager vi på ingen måde let på. Men jeg må være villig til ikke at undervise eller tale i kortere tid, hvis Guds herlighed begynder at fylde rummet, for jeg ønsker ikke at afbryde Guds nærvær, for at jeg selv kan tale. Jeg ønsker kun at gøre det, han gør. Det er en rejse i at lære at ære Guds nærvær, når vi samles, men også i mit personlige liv, i mine relationer og i mit arbejde.

En kultur af ære

Når Guds nærvær er vores højeste værdi, påvirker det vores tilgang til andre mennesker, fordi vi i højere grad ønsker at ære dem, mener Bill Johnson.
– Jeg ønsker ikke at fokusere på andres svagheder, men i stedet at se dem gennem Guds øjne og fejre, hvem de er. Vi kalder det en kultur af ære.
Konkret indebærer det blandt andet, at kirken indimellem har samlet penge ind til andre, som de ved, ikke kan lide dem, men som de stadig ønsker at ære, fordi de anerkender, at de er brugt af Gud.
– En anden vigtig værdi for os er, at intet er umuligt for Gud, og at han ønsker at gøre det umulige. Derfor forventer vi også, at han i denne atmosfære af ære og kærlighed til mennesker vil gøre det umulige, siger Bill Johnson og understreger, at det må have en konkret udformning:
– Du er nødt til at give Gud tid under gudstjenesten til at gøre det umulige. Du kan ikke bare sige, at Gud kan gøre mirakler, og hvis han vil helbrede nogle, kan han bare gøre det. Nej, du må tage tid til det. Nogle af vores møder handler kun om at bede for syge, mens vi andre gange gør det midtvejs i mødet. Men pointen er, at vi forventer, at Gud vil gøre det umulige. Så vi underviser om det, og vi tager tid til at praktisere det.

Ikke uden modgang

Ifølge Bill Johnson er det ikke bare et lykketræf, at kirken har udviklet sig til det, den er i dag, for han gjorde det samme i en langt mindre kirke, som lå isoleret oppe i bjergene og kun havde 3500 indbyggere. Og da han blev præst i Redding i 1996, var det ikke uden problemer. Op mod halvdelen af menigheden endte med at forlade kirken.
– Det er aldrig rart for en præst at opleve, erkender Bill Johnson, for selv dem, som ikke kan lide en, har præsten omsorg for.
– Og jeg tror ikke på, at der er en særlig pointe i, at folk skal forlade kirken, og at det bare handler om at holde ud. Men i vores særlige tilfælde gav Herren mig meget specifik vejledning på daglig basis. Jeg har aldrig før haft så intens en bønnetid i mit liv. Vi havde et niveau af helbredelser, som jeg aldrig før havde set, og vi havde tidspunkter, hvor folk blev forvandlet på en måde, som jeg aldrig før havde set.
Alt dette skete samtidig med, at folk forlod kirken!

”Gud gør ikke forskel på mennesker. Han vil give den samme salvelse til alle i dit land.”

– Hvis man adlyder Gud, og han er der, er det ikke et problem, hvis folk stadig forlader kirken. Vi havde, hvad jeg længtes efter. Jeg er ligeglad med størrelse. Jeg har haft 60 mennesker i en kirke, og jeg har haft tusinder. Så længe Gud er der, og han er fri til at gøre, hvad han vil, og han kan finde folk, som tror på det umulige for ham, så er det fint.

Værdier i Guds rige

Mens vi sidder på stolerækkerne i pausen mellem to gudstjenester, oplister han fire kerneværdier, som kirken bygger på: Først og fremmest er Gud altid god, og intet er umuligt. Desuden var alt fuldført på Golgata.
– Vi er derfor ikke i en krig for Gud. Vi kæmper ud fra hans sejr. Han vandt allerede på Golgata og i sin opstandelse, siger han og nævner som den fjerde kerneværdi den såkaldte æreskultur:
– Jeg er betydningsfuld, og du er betydningsfuld. Alle mennesker er værdifulde, uanset om de er børn, for vi tror ikke, at børn har en lille Helligånd. Han kommer kun i én størrelse, så han kan også gøre mirakler gennem dem, og nogle gange lettere end gennem voksne, fordi vi ofte har en forkert tankegang.
– Det er blot nogle helt basale ting, understreger han.
Ifølge Bill Johnson er disse værdier ikke udtryk for en amerikansk kultur, der måske ikke passer til en dansk kontekst, men derimod værdier i Guds rige. Derfor kan de også overføres til hvilken som helst anden kultur – inklusiv en dansk, påpeger han.

Besøg et mirakel-miljø

– Gud gør ikke forskel på mennesker. Han vil give den samme salvelse til alle i dit land.
Men nogle gange har vi brug for at komme ind i et ”mirakel-miljø” og blive smittet af atmosfæren, mener han.
– Det er ligesom en god virus. Du bliver smittet med denne salvelse, og du begynder at se ting ske. Det er det, der skete med os, siger han og forklarer, hvordan han i 1987 selv tog på en konference med Vineyard-stifteren John Wimber, der underviste om, hvordan Gud ønsker at helbrede.
– Da jeg kom hjem, underviste jeg stadig om det samme, som før jeg tog afsted, og jeg levede og bad stort set også på samme måde. Men efter jeg kom tilbage fra konferencen, begyndte der at ske mirakler. Det var som om, jeg blev smittet, hvis det giver mening? Det er lidt ubegribeligt, men ægte, siger han og forklarer, at mange præster og andre kommer til Bethel Church i en periode for også at blive ”smittet”.
– Men det behøver ikke at være her, for Gud er ikke bare i Redding. Han gør ting i hele verden. Men find et sted, hvor han gør noget. Bliv der et stykke tid, og lær i den forstand, at du begynder at forstå. Men det vigtigste er salvelsen. Det er en gave.