Sangen og håbet hjalp Rune Herholdt ud af mørket

Gospellederen Rune Herholdt mistede for en stund »melodien« og fodfæste i livet.

Rune Herholdt bobler af humør, passion og elegant lethed, når han som leder af Jyllands største gospelkor, Aarhus Gospel Singers, giver den fuld swing på scenen sammen med sine musikalske venner.

Men for tre-fire år siden ramte livskrisen som et big bang. Pludseligt og voldsomt. Sangen og det kristne håb blev den redningskrans, der hjalp ham oven vande igen.
Han er kendt for sin charme og dynamiske energi, for sit enorme overskud på scenen, 39-årige Rune Herholdt, som har viet sit profesionelle liv til gospelmusikken.
Det er gospel hér og gospel dér.
Som dirigent for Aarhus Gospel Singers og fast instruktør hos Ølsted Gospel Singers, foruden at han er forsanger i kvartetten Rune Herholdt & The Gospel Brothers og del af jazz-pop samarbejdet Herholdt/Jefsen Quartet, med bl.a. kontrabassisten Jens Jefsen.
Læg oven i, at Rune, der er uddannet rytmisk sanger ved Det Jyske Musikkonservatorium, er én af landets mest erfarne gospelinstruktører, med et hav af kirker, skoler og virksomheder på sit lange cv. Gospel som teambuilding. Gospel for konfirmander. Og så videre.
Kendt blev han også for sin rolle som Henrik i Hella Joofs gospelfilm »Oh Happy Day« fra 2004.

Ned i mørket

Men for de mange tusinde danskere, der har oplevet Rune rundt i landets kirker, på spillesteder, skoler og gymnasier og i gospel-workshops, kan det måske være svært at tro, at den livsglade, charmerende gospelmand med den smittende begejstring, det kække smil og de kvikke bemærkninger for tre-fire år siden ramte muren og sit livs krise.
Den kom bare. Krisen.
Den ægteskablige. Nærmest en klassiker: Mand møder kvinde, de er begge purunge, de forelsker sig, bliver kærester, bliver gift, får barn, får et barn til, og før de får set sig om kører hverdagen sin trummerum med bleskift og travle jobs, mens den gode, livgivende samtale er gledet længere og længere ned ad den ægteskablige dosmerseddel.
Rune var den glade, ukomplicerede fyr, som ikke havde set advarselslamperne blinke rødt, før det næsten var for sent.
Det havde hans hustru derimod. Men de skulle helt derud, hvor alt vaklede som et murværk, der truer med at vælte, og hvor krisen var tæt på at koste ægteskabet, før det hele vendte.
De fandt hinanden igen. Og Rune fandt sig selv, blev moden, ansvarlig og lærte nye sider af sig selv og livet at kende.

“Jeg havde bare været en glad dreng, der aldrig rigtig havde oplevet en livskrise før, fortæller Rune.”

– Jeg havde bare været en glad dreng, der aldrig rigtig havde oplevet en livskrise før. Pludseligt sad jeg derhjemme og lukkede mig inde, mens jeg tænkte dybt over livet, læste i Bibelen og havde alting – alt! – oppe til overvejelse. Familien! Børnene! Hvad skulle der blive af dem? Og kunne jeg overhovedet klare en skilsmisse? Alt blev vendt og drejet. Det var et helvede.
Der står i Bibelen, at Gud tugter dem, han elsker, så jeg følte mig vildt elsket af Gud i den periode! smiler Rune skælmsk.
– Men jeg lærte rigtig meget af min kone, om kærligheden, om livet og om dét at være menneske og dét at være mand. Jeg fik masser af indsigt, visdom og også respekt for andre, der har været i store livskriser. Og min kone, hun er virkelig sej. Dyb respekt! Hun kunne have valgt at gå midt i kampen, men heldigvis valgte hun at blive og kæmpe, og det samme gjorde jeg, siger han.

Åbenbaringen

Det blev en åbenbaring og et mentalt jordskred for Rune, da han en martsaften i 2013 – som så mange gange før – gik til nadver i forbindelse med en gospel-gudstjeneste i Ølsted Kirke.
Han trak et såkaldt Mannakorn, en lille seddel med et tekststykke fra Bibelen, åbnede det og læste:

»Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.« (Jer. 29,11)

– De ord ramte! Først læste jeg det, som om der stod DIG, men så læste jeg det igen, og der stod faktisk JER. Det var et håb og et løfte fra Gud, og jeg vidste bare, at jeg måtte klynge mig til dét håb.
Jeg har senere tænkt over, at jeg trak Mannakornet i så-tiden. Nogle gange lægges der et lille korn i vores liv, som vi først ser resultatet af senere, siger Rune.
På en løbetur traf Rune det valg, at han ville takke og følge Gud uanset hvad – i modgang og i medgang – og vende alle nederlag til noget godt. Dét pludseligt at kunne sige tak og få flyttet tankerne over på det positive.
Den bibelkyndige Rune hiver endnu et bibelvers frem for at illustrere, hvad han mener:

»Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud« (Rom. 8,28)

– Oplevelsen i Ølsted Kirke blev ret skelsættende, fordi ordene ramte lige ind i min situation.
Jeg oplevede det sådan, at det var knald eller fald, jeg skulle træffe et valg.
Der står jo også skrevet, at vi først skal søge Guds rige, så gives alt i tilgift, og det valgte jeg at gøre. Jeg valgte at takke Gud midt i modgangen og have tillid.
Det styrkede min tro. Ikke at jeg ikke kan falde, det kan jeg, for jeg er jo ikke »hellig« i dén forstand, men jeg har et fundament, som giver en enorm frihed. Og håb!

Gospel-håbet

Gospel er det engelske ord for »gode nyheder« – eller evangelium. Og deri ligger masser af håb.
– Gospelmusikkens kerne er jo håbet. De afrikanske slaver, der kom til Amerika og blev behandlet som dyr, fandt håbet ved at høre om jøderne, som også levede i fangeskab. De hørte om udfrielsen, om Guds indgriben og håbet om frelsen.
I de afro-amerikanske kirker er det stadigvæk meget almindeligt at høre ordene: »The worst is over, the best is yet to come« (Det værste er overstået, det bedst har vi i vente). Jeg har selv oplevet det derovre, fortæller Rune.
Gospelmusikken opstod blandt slaverne, men den kraft, der ligger i musikken, er universel.
– Vi har alle brug for et håb. Og for mig er det ret vigtigt at kunne give mit eget håb videre til andre.
I mine workshops med konfirmander er det også vigtigt at få formidlet håbet til de unge mennesker gennem musikken og fælleskabet, siger han.
Gospelmusikken var også med til at hjælpe Rune gennem livskrisen, for selv om det var en barsk tid, skruede han smilet på og gennemførte sine arrangementer.
Den glade, opløftende gospel, der mixer det åndelige med det kropslige, gav ham netop det »fix«, som han havde brug for, for »man kan slet ikke undgå at blive glad i låget af gospelmusikken«, som han siger.

Stormende forelsket

Håbet var i dén grad også et tema, da Rune gik på Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing, hvor han mødte sin senere hustru, Karin.
Han havde i et år gået og været stormende forelsket i hende. Men til trods for, at Rune er ”en bulldozer, der gjorde stormkur”, som han siger, blev det ikke rigtig til noget. En dag snakkede han med hendes veninde og spurgte, om hun mon troede, om han havde en chance for at blive kæreste med Karin.
– Rune, nogle gange er håbet det eneste, vi har! lød venindens kryptiske svar.
Den forelskede gymnasieelev havde håbet på et mindre tvetydigt svar, men kærester blev de dog, Karin, i dag sygeplejerske, og Rune, og i skrivende stund venter de deres tredje barn. Ægteparret har i forvejen Anna Rosalina, 9, og Sofia Merle, 6.
Rune Herholdt voksede op i et kristent hjem i Rødkærsbro i Midtjylland, og med en mor, der var organist, var musik en naturlig del af hjemmet. Familien kom i Evangelisk Luthersk Missionsforening (en del af Folkekirken), og Rune tog hele turen med søndagsskole, kristen efterskole og kristent gymnasium, inden han søgte ind på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus.

Kald og velsignelser

Rune startede sit første gospelkor i Aarhus, mens han gik på musikkonservatoriet.
Han blev stærkt opfordret af den navnkundige gospelleder Hans Christian Jochimsen til at skabe sit eget kor, og for Rune var det sådan lidt »Shit, kan jeg nu leve op til det?« – men det kunne han, og i dag siger han, at »det er det bedste, jeg nogensinde har gjort«. I dag har koret udviklet sig til Aarhus Gospel Singers med mere end 200 medlemmer, det største i Jylland.
– Hvis jeg ikke havde gjort det, var jeg gået glip af en masse velsignelser.
Gospel handler jo om håb og kærlighed, og jeg ser, hvordan mennesker går opløftet hjem fra en koraften eller fra en koncert. Alle i mine to kor taler om »gospel-fixet«, siger han.
Rune er ikke bleg for at tale om »et kald, jeg har fået, ja, jeg ser det mere og mere sådan«, og kaldet er fra Gud.
Når den 39-årige skuer tilbage over årene – og sin livskrise – ser han også en mening træde tydeligere og tydeligere frem.
– Jeg tror på, at vi også får gaver i modgangen. Og dét, vi sår i én sæson, høster vi i næste sæson. Måske kan vi ikke altid se meningen lige nu og her, men jeg tror på, at Gud har en større plan, siger Rune.

Som i Paradisets Have

Engang fik han midt under en gospelkoncert på Fyn i et splitsekund et glimt af Paradisets Have, som han siger.
I ét enkelt nu var alting godt, alt var kærlighed og accept.
Han så, stærkere end nogensinde, at Gud elskede ham, præcist som den, han var og er.
– Det er jo dét, der adskiller kristendom fra al anden religion på jorden. Gud kommer os i møde, uden at vi skal yde noget først. Det er da stort!