Kærligheden er ikke et abstrakt begreb

Af Jakob Wilms Nielsen Præst i Kvaglund Kirke, Esbjerg
Af Jakob Wilms Nielsen
Præst i Kvaglund Kirke, Esbjerg

I et afsnit af DR’s dokumentarserie, Generation DF, diskuterer en lokal DFU-formand næstekærlighed med en ung SFU’er.

De kommer i samtalen også ind på missionsbefalingen, som ifølge DFU-lokalpolitikeren ”vist står i 1. Korintherbrev” (Den står i Matt. 28).
Og samtidigt så har han også en lidt alternativ fortolkning af buddet om næstekærlighed. Vi er ifølge ham kun forpligtet på at vise næstekærlighed over for andre kristne.
Som jeg forstår ham, skal vi først og fremmest være kærlige og barmhjertige over for vores ligesindede. Over for dem gælder næstekærlighedsbuddet.
Over for dem som er anderledes end os, er det imidlertid missionsbefalingen vi skal have fat i.
De må først omvendes, så de kan blive som os, og først derefter er vi forpligtet på at vise også dem næstekærlighed.

”De andre”

Der findes mindst to modeller, som kan beskrive, hvordan vi forholder os til ”de andre”, de som tænker og tror anderledes end os.
Den model som kommer til udtryk i førnævnte dokumentar, kunne man kalde grænse-modellen.
Vores forhold til ”de andre” er primært defineret ved at trække grænser for, hvem der er udenfor, og hvem der er indenfor.

En alternativ model for forståelsen af forholdet mellem os og dem, som tænker og tror anderledes end os, kunne kaldes for centrum-modellen: Gud er universets centrum og ønsker at drage alle til sig.
Det afgørende er ikke, hvor langt væk eller hvor tæt vi er på centrum, men i hvilken retning vi bevæger os.
”De andre” bliver i det system nogen, som vi vandrer ved siden af, og som vi kan invitere ind i vores fælles vandring imod verdens centrum: Den evigt kærlige, treenige Gud.

Andrei Rublevs berømte ikon, Treenigheden. Som betragtere af ikonen bliver vi selv inviteret med ind i det guddommelige, treenige, kærlighedsfællesskab.
Andrei Rublevs berømte ikon, Treenigheden. Som betragtere af ikonen bliver vi selv inviteret med ind i det guddommelige, treenige, kærlighedsfællesskab.
Treenigheden

Andrei Rublevs berømte ikon Treenigheden forestiller de tre personer, som kommer på besøg hos Abraham i Mamre i fortællingen fra 1.Mosebog kap 18.
På ikonen repræsenterer englen til venstre Gud Fader, som betragter Gud Søn, som sidder i midten.
Sønnen gengælder Faderens blik, men peger samtidig med sin hånd i retning af den tredje person Helligånden, som igen gengælder de to førstes blik.
Til sidst peger også Helligånden med sin hånd ud af billedet på os, som betragter det.
Det har sågar været foreslået, at der på den besynderlige lille firkant på bordets forside, oprindeligt har hængt et lille spejl.
Alt sammen for at gengive, hvordan vi som betragtere af ikonen selv bliver inviteret med ind i det guddommelige, treenige, kærlighedsfællesskab.

At de alle må være ét

Når Jesus i søndagens tekst beder om enhed for sine efterfølgere, så er det en enhed i kærlighed.
Gud har elsket Jesus, før verden blev grundlagt, og den kærlighed, ønsker Jesus, skal være også i os.
Og netop derfor må Gud være tre og samtidigt en. Gud kan ikke være kærlighed, hvis han kun er én.
Du kan ikke elske alene. Det er ikke muligt at forestille sig kærlighed uden både en, der elsker, og en anden, som er objekt for den kærlighed.
Treenigheden er den evige fuldkomne, gensidige kærlighedsrelation, hvor Faderen fra evighed har elsket Sønnen og Ånden, som igen har elsket ham tilbage.

Universets treenige centrum

At Gud er kærlighed, er ikke et abstrakt begreb, men en levende dynamisk virkelighed.
Det er det kærlige centrum, som drager os alle stadig nærmere ham.
Jo nærmere vi kommer det centrum, jo nærmere kommer vi også hinanden og den enhed, som Jesus bad for os om.

Må vi derfor blive mindre optagede af, hvem der er udenfor og indenfor, men i stedet tage hinanden i hånden og sammen vandre nærmere og nærmere Ham.
Så vi kan blive forvandlet og fornyet i lyset fra den evige, gensidige, ubetingede kærlighedsrelation i vores treenige Gud. Fader, Søn og Helligånd.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Søndagens tekst: Joh. 17:20-26

Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk

Jesus beder til sin Far
20Jeg beder ikke kun for dem, der er her, men også for dem, som i fremtiden kommer til tro på mig gennem deres vidnesbyrd. 21Jeg beder om, at de alle må blive ét, ligesom du og jeg er ét, så verden kan tro, at du har sendt mig. 22Den herlighed, du gav mig, har jeg givet videre til dem, for at de kan blive ét, ligesom vi er ét. 23Når jeg er ét med dem, og du er ét med mig, så er enheden fuldkommen! Så vil verden indse, at du har sendt mig, og at du elsker dem, ligesom du elsker mig.
24Far, mit ønske er, at dem, som du har givet mig, må komme til det sted, hvor jeg tager hen, og at de må se den herlighed, som du har givet mig, fordi du har elsket mig, fra før verden blev til. 25Retfærdige Far! Selv om verden ikke kender dig, så kender jeg dig, og mine disciple her ved, at du har sendt mig. 26Jeg har vist dem, hvem du er, og det vil jeg fortsætte med, for at den kærlighed, hvormed du har elsket mig, må være i dem, og jeg må være i dem.«