Fortæl hvad troen gør ved dig!

Alister McGrath – verdenskendt apologet (trosforsvarer), kristen professor og forfatter – har helt jordnære råd til kristne, der bliver afkrævet svar på deres tro.

Hvad gør du som kristen, hvis du møder en nyateist, der aggressivt afkræver dig svar på din kristne tro? Du kan helt enkelt vælge at gøre dette: Fortæl om, hvad din tro betyder i dit liv, og hvad den gør ved dig!

Det gode råd kommer fra Alister McGrath til de kristne, som måske ikke føler sig helt ”klædt på” til at indgå i en heftig diskussion om Gud og tro med en nyateist. De kristne, som ikke lige kan citere fx den kristen forfatter C.S. Lewis eller helt har styr på, hvad det er, ham nyateisternes superstar Richard Dawkins har skrevet i sine bøger imod kristendommen.

Det er sandt, og det virker

Alister McGrath er en praktisk mand – en mand der véd, hvad der rører sig i mennesker:
– Jeg vil sige dette: Dét, du kan tale om, er den forskel din tro gør i dit liv. Hvordan den hjælper dig, hvis du møder lidelse, og hvordan den hjælper dig til at vokse som menneske. Det er ikke kun dét, at troen er sand, der er vigtigt, det er også dét, at troen virker, siger Alister McGrath.

McGrath, teologisk professor ved Oxford University, har både en doktorgrad i teologi og en ph.d. i molekylærbiologi og er vant til at nørde med de helt store spørgsmål om Gud og livets mening.
Men han er ikke bare teoretiker. Han er også ordineret præst i den anglikanske kirke og en Guds mand, for hvem kristendom også er en levende, personlig tro.

En dybt intellektuel kristen apologet (trosforsvarer), en af verdens førende, der har gjort det til sin livsopgave at forsvare den kristne tro med logiske og fornuftmæssige argumenter.

– Men jeg vil også sige, at som kristne kender vi ofte ikke vores tro godt nok, når vi står over for kritikere. Da jeg var ung og gik fra ateisme til kristendom, blev jeg selv beriget af at læse C.S. Lewis’ bøger, og jeg vil foreslå, at man finder nogle forfattere, der siger én noget, og fordyber sig, siger McGrath.

Troen er ikke blind

Alister McGrath var forleden i Aarhus for – over to dage – at forelæse om forholdet mellem videnskab og tro i en fyldt Christianskirken. Et af foredragene handlede om den kristne C.S. Lewis versus nyateisten Richard Dawkins.

Videnskab og tro, som mange – især ateister – anser for at være som vand og ild, så fjernt fra hinanden, at de intet har tilfælles.
Videnskab er det rationelle, og tro det irrationelle, og kun dét, der kan måles og vejes og bevises, kan være sandt, lyder ateismens ræsonnement.

Richard Dawkins, superateisten, for hvem tro er en ”form for mental sygdom”, som han en gang kom for skade at hævde, afskriver rask væk kristendommen som ”blind tro” uden skyggen af beviser – og alene derfor kan den umuligt være sand. Dawkins’ påstande har ukritisk bredt sig som ringe i vandet og flyder rundt som dogmer på nyateistiske hjemmesider.
Nej, troen er ikke blind, lyder Alister McGraths svar.

Det er rigtigt, at videnskaben er dét, der kan måles og vejes, men det gør ikke kristendom til en blind tro, den kan sagtens forsvares med logiske argumenter.

Troen er – ifølge McGrath – en normal, menneskelig måde at finde mening i en kompleks verden – ja, den mest fornuftige måde.
Hvis vi vil forstå verden, kan vi ty til videnskaben, den kan forklare meget, men den har sine begrænsninger, er Alister McGraths hovedpointe.

”Der er så meget mere, der skal siges!”, er en sætning, som McGrath gerne gentager.

En kedel vand

Når Richard Dawkins og andre nyateister påstår, at noget kun er sandt, hvis det kan bevises, er det simpelthen ikke rigtigt.
Dawkins udgav i 2006 bestselleren ”The God Delusion” (Gud – en vrangforestilling), som Alister McGrath året efter svarede på med bogen ”The Dawkins Delusion” (Dawkins’ vrangforestilling), hvor han gav Dawkins svar på tiltale.

– Videnskaben svarer på, hvordan noget sker, men ikke på hvorfor det sker. Videnskaben kan fortælle os, at mennesket består af atomer og molekyler, men ikke hvorfor vi er her, eller hvad meningen er med livet, siger Alister McGrath.

Hér i 2016 er de fleste videnskabsfolks mening sådan her, men om 10 eller 20 år har vi rykket os.

Dawkins vil kun anerkende dét, der kan bevises, men ifølge McGrath er det en alt for snæver tilgang til videnskaben og til tilværelsen.
– Forestil dig en kedel, der står og koger. Spørgsmålet er: Hvorfor koger kedlen? Et svar er, at kedlen står på et gaskomfur, og der sker en energiudveksling, men et andet svar kan være: Kedlen koger, fordi jeg vil lave mig en kop te, siger Alister McGrath.

Analogien stammer oprindeligt fra John Polkinghorne, engelsk fysiker, teolog og præst, og den illustrerer meget godt McGraths pointe:
– Den første forklaring er rigtig. Den anden forklaring er også rigtig, men det betyder ikke, at den første forklaring er forkert. Der er bare flere forklaringer på tingene. Det er en simpel analogi, men den åbner op for en større perspektiv på virkeligheden, mener McGrath.
Et bredt perspektiv, som ateismen ifølge McGrath helt mangler og nægter at anerkende.

En anden analogi, han nævner, handler om et skotsk bjerg, Ben Nevis, som den engelske matematiker, kemiker og forfatter til kristne bøger, Charles Coulson, kom op med:
– Coulsons analogi gik ud på, at hvis du betragtede bjerget fra forskellige vinkler, forskellige afstande, forskellige tidspunkter på året osv., vil billederne hver for sig være sande, men vi bliver nødt til at lægge alle disse enkelte perspektiver sammen for at finde en større sandhed og virkelighed, ja, for at få det store perspektiv, siger Alister McGrath.

– Richard Dawkins siger, at når én videnskabelig forklaring er givet, så er der ikke mere, vi behøver at analysere eller tælle med, siger McGrath.

– Men han tager fejl. Vi er simpelthen nødt til at se tingene i det store perspektiv, siger han.

– Forstil dig, at vi for 100 år siden havde siddet hér og diskuteret: Hvor kom universet fra? Spørgsmålet havde dengang været uinteressant, for dengang sagde videnskaben: Universet har altid været der! Nu 100 år senere taler vi om Big Bang, fordi videnskaben nu tror, at dette er den bedste tolkning.

Dette vil jeg understrege: Videnskaben er under udvikling. Hvad videnskaben mener nu, er måske ikke, hvad videnskaben mener senere, fordi mere viden er blevet tilgængelig.

– Altså: Videnskaben kan ikke hér i 2016 sige med komplet sikkerhed, at det er sådan eller sådan, universet er. Det eneste man kan sige: Hér i 2016 er de fleste videnskabsfolks mening sådan her, men om 10 eller 20 år har vi rykket os.

– Med andre ord, så er virkeligheden meget mere kompliceret, end Dawkins hævder, den er, siger Alister McGrath.

Glødende ateist

Det var bl.a. Charles Coulson, der i begyndelsen af 70’erne satte Alister McGrath på sporet af kristendommens og Guds storhed. Coulsons tanker om, at Gud kan findes i naturens skønhed og i dét, vi allerede kan observere, og ikke bare er en Gud, der fylder de huller ud, hvor videnskaben ikke kan finde forklaringer (God of the gaps), var noget, der tiltalte McGrath.
Det fik Alister McGrath til at forstå, at skellet mellem videnskab og tro ikke er så skarpt, som han dengang selv gik og troede.

Dengang var han glødende ateist.
Dengang tænkte han, at kristne var ”mad or bad or sad” (vanvittige, slemme eller triste), som han siger med sin engelske humor.
Da han i 1971 startede på Oxford University for at studere kemi og molekylærbiologi, var det da også med den bagtanke, at han via videnskaben kunne få bekræftelse på, at ateismen er sand.

– Dengang tænkte jeg præcist, som Dawkins tænker. For mig var det med religion bare anti-videnskabeligt nonsens. Men da jeg begyndte at studere kemi og molekylærbiologi på Oxford, indså jeg, at tingene er meget mere komplicerede end som så.

Som en ung, ateistisk teenager var de stjerner for mig symboler på menneskets ubetydelighed….

– Jeg indså, at videnskaben ikke kan svare på en række spørgsmål. Fx om livets mening, formål og vores identitet. Jeg indså, at videnskaben har sine begrænsninger, men jeg ønskede at række ud over disse begrænsninger, og da jeg begyndte at undersøge kristendommen seriøst, forstod jeg, at hér kunne jeg få besvaret spørgsmålene om mening, formål og identitet, siger Alister McGrath.
Han indså, at kristendommen bød på en intellektuel tilfredsstillelse, som han ikke havde troet mulig, og at ateismens fattige tilbud var et overfladisk, endimensionelt syn på tilværelsen.

– Da jeg var ung teenager, elskede jeg at kigge på stjernerne, og jeg vidste, at de stjerner var så langt væk, at lyset fra dem først ankom til jorden hundreder af år senere. Som en ung, ateistisk teenager var de stjerner for mig symboler på menneskets ubetydelighed.
Jeg kiggede på de stjerner med en ateists øjne, og senere, som kristen, så jeg på stjernehimlen og tænkte: Dén Gud, der skabte dem, skabte også mig! Og jeg har værdi for Ham!

Pointen er, at de øjne, hvormed du kigger på de stjerner, har betydning for, hvad du ser, og de øjne, hvormed du betragter tilværelsen, har betydning for, hvordan du ser tingene, siger Alister McGrath.

Ser alt via…

Alister McGraths liv, hans akademiske løbebane og kristne omvendelse har flere fællestræk med C.S. Lewis’, der var sidste århundredes store kristne apologet, kendt for bl.a. Narnia-bøgerne og for kristne bestsellers som ”Fra Helvedes blækhus” og ”Det er kristendom”.
Begge blev født i nordirske Belfast. Begge var ateister, da de som helt unge begyndte på Oxford University (i henholdsvis 1917 og 1971) – og begge nåede på det højt estimerede universitet og ved dyb refleksion frem til, at Gud simpelthen må findes!

– C.S. Lewis sagde de berømte ord, at han troede på kristendommen, som han troede på solen, ikke bare fordi han kunne se solen, men fordi han så alt andet via den. Det gav mening og perspektiv for mig, siger McGrath.
– Lewis nåede efterhånden frem til, at ”Alt det jeg elskede, troede jeg var usandt, og det jeg troede var sandt, fandt jeg meningsløst”. Det er en meget vigtig observation. Det var sådan, jeg selv følte det, da jeg i 1970 flyttede mig fra ateismen til kristendommen, siger han.

Hverken videnskaben eller ateismen kunne forklare meningen med tilværelsen, eller som McGrath udtrykker det:
– Logik og matematisk kan vi bevise, at 2 plus 2 giver 4, men det giver mig ingen grund til at stå op om morgenen. Vi kan også bevise, at vand har formlen H2O, men det giver mig stadig ikke grund til at stå op om morgenen, siger han.

Han studsede også over Albert Einsteins ord om, at ”Det evige mysterium ved verden er dens forståelighed” – for hvis det var rigtigt, kunne vi finde Gud via dét, vi allerede kan forstå og observere.
Einstein, der ikke var troende – i hvert fald ikke officielt – men i det mindste ikke var nær så skråsikker som senere ateister som Richard Dawkins, skrev i 1955 et kondolencebrev i forbindelse med sin bedste ven, fysikeren Michelle Bessos død:
”Nu har han forladt denne mærkelige verden lidt foran mig. Det betyder ikke noget. For dem af os, der tror på fysik, er sondringen mellem fortid, nutid og fremtid kun en stædigt vedholdende illusion”.

Svært at forestille sig, at en Dawkins kunne have formuleret sig sådan!

Drages mod Gud

Ateismen er ifølge Alister McGrath kun i stand til at stille spørgsmålstegn og identificere mulige problemer – ikke at tilbyde løsninger.
– Bibelen giver derimod en vidunderlig beskrivelse af, hvordan Gud skabte verden, helt fra begyndelsen. ”I begyndelsen var ordet…”, som der står i Skabelsesberetningen, og Gud fortæller os, hvordan vi er skabt i Hans billede til en relation med Ham. Vores personlige erfaringer fortæller os, at det må være Gud, vi længes tilbage til. Når vi ser en smuk kyst med bugter og blåt vand, kan vi slet ikke lade være med at løfte blikket, for det er Gud, vi i sidste ende drages imod – Ham som er mange gange skønnere endnu.

– Noget, der berører mig, er lidelsen. Men grunden til, at vi er så optaget af lidelsen, som fx både C.S. Lewis og Pascal har påpeget, er, at vi godt véd, at der er et sted, hvor lidelse slet ikke eksisterer. Vi véd instinktivt, at det er sådan, meningen var med livet, siger Alister McGrath.
Det beviser i sig selv ikke Guds eksistens; men der er jo så meget i livet – dét, der betyder mest for os, kærlighed, glæde osv. – som vi heller ikke kan bevise, men som dog er sandt for os.

– Jeg kan jo ikke bevise, at demokrati er bedre end fascisme. Jeg foretrækker personligt demokrati, og jeg kan give mange gode argumenter for, at demokrati er bedst, men jeg kan jo ikke bevise det, siger den engelske apologet, Alister McGrath.