Livet har altid værdi, mener ny lægeforenings-formand

s2_Anne_2014– Gud har skabt mennesket i sit billede, og vores værdighed ligger i, at Gud har givet os liv og endnu ikke har kaldt livet tilbage. Værdighed er også retten til at være til besvær, og en værdig død er bestemt ikke det samme som aktiv dødshjælp.

Det siger den nyvalgte formand for Kristelig Lægeforening (KL), 34-årige Anne Bodilsen, som har været med i bestyrelsen i fem år. Hun blev valgt på generalforsamlingen den 3. september og afløser psykiatrisk overlæge Ellen Kappelgaard, der ikke modtog genvalg.
Anne Bodilsen er cand.med. og ph.d. (mammakirurgi) og har netop påbegyndt hoveduddannelsen i kirurgi. Hun har både under og efter studierne arbejdet i udlandet, senest i Uganda, hvor hun underviste sydsudanesisk sundhedspersonale.

Mennesker har altid værdi

I forbindelse med den aktuelle debat om dødshjælp understreger hun, at KL ikke vil hjælpe nogen med at dø.
– Et menneskes værd er ikke relativt og afhængigt af funktioner eller egenskaber, men knyttet til eksistens, og er derfor værdifuldt og værdigt helt fra undfangelsen og til den naturlige død, siger hun.
Samtidig erkender hun, at både tilhængere og modstandere af aktiv dødshjælp ønsker at give døende den bedst mulige behandling.

– Vi må navigere med både fornuft og respekt for Gud og mennesker. Vi ønsker at være der hele vejen for både patient og pårørende.
Personligt brænder jeg som kristen læge for, at vi i sundhedsvæsnet ser den enkelte patient og ikke bare sygdomme, symptomer og besparelser. Men at vi lykkes med at vise alle, at vi gerne vil dem, at de har værdi, og at selvom vi ikke altid kan helbrede, at vi så formår at være der – også i det. Det er ikke altid nemt, men jeg øver mig!

Jeg håber, KL fortsat kan opmuntre, støtte og inspirere kristne medicinstuderende og læger, og at vi som forening i endnu højere grad kan blande os i den offentlige debat og kæmpe for, at livet altid har værdi, slutter Anne Bodilsen.