Pælesidning for skeptikere
Nogle mennesker får et kick ud af at sidde på en pæl ude i vandet og dyste om, hvem der holder ud længst og bliver siddende.
Der holdes konkurrencer i den slags. Så sidder deltagerne på hver sin pæl i timevis – og giver én for én op og kravler ned. Vinderen er dén, der sidder længst.
Det er sikkert sjovt.
Jeg kom til at tænke på pælesidning, da jeg for et par år siden genlæste bogen ”Breve fra en skeptiker” – en brevveksling mellem Gregory A. Boyd og hans far, Edward.
Sønnen er kristen pastor og faren er ikke-troende. I en brevveksling over tre år kæmper Gregory med at besvare sin fars angreb på kristendommen.
Faren stiller alle de rigtige og klassiske spørgsmål: Hvorfor skal vi tro på en gammel bog som Bibelen? Hvordan kan der være ondskab i verden, hvis Gud er en god og kærlig Gud? Og så videre…
Sønnen giver alle de rigtige svar: Fordi, fordi, fordi…, og langsomt bliver den uhyre skeptiske far overbevist. Han ender med at blive kristen og dør med troen på Jesus i 2002.
Pælesidning? Ja, den gamle Edward var en pælesidder af den sejlivede slags. Der skulle mange og lange breve til at overbevise ham om, at det var tid at kravle ned fra pælen og overgive sig. Dog ikke som taber, men som vinder. Han vandt troen.
Pælesidning er en konkurrence i at stå imod længst muligt. Man sidder på pælene og lurer på hinanden. Hvem viser de første træthedstegn? Hvem bliver mør først?
Jeg har selv deltaget i en slags åndelig pælesidning nogle gange. Når man bliver afkrævet svar på sin kristne tro, og det nogle gange mest handler om, at modparten vil have ret og vinde pælesidningen.
Det har jeg det egentlig fint med. Det giver lejlighed til at fortælle om Gud og tro. Og lur mig, om der ikke – et eller andet sted – aflejrer sig noget af det, man har fået sagt, hos den anden.
Pælesidning for skeptikere er en ret almindelig disciplin.
Disciplinen dyrkes i mange varianter. Fra den bløde type skeptiker, der stille og eftertænksomt siger, at dét med Gud og tro ville han/hun gerne tro på, men har det nok lidt svært med det, til den mere kampivrige af slagsen, der brøler: ”JEG overgiver mig aldrig!!”
Jeg tror, at enhver skeptiker kan overgive sig. Nogle gange kræver det bare tid, før de kravler ned fra pælen og opgiver modstanden.
God søndag!
