Venstre sidebanner eksempel

Ukrainer arresteret for brud på russisk anti-missionslov

Ruslands nye ’antimissionslov’, som er en del af landets nye anti-terrorlove, har allerede været i brug, da en ukrainer prædikede foran den messiansk-jødiske menighed i Skt. Petersburg.

The Moscow Times skriver, at Sergei Zhuravlyov fra den ukrainske reformerede ortodokse Church of Christ the Savior blev arresteret for illegal missionsvirksomhed.
Politiet har til Interfax News Agency oplyst, at Zhuravlyov er sigtet for at ’opildne til negative holdninger mod den russisk ortodokse kirke’ og for at have forbindelse til det ukrainske nationalistiske parti ’Right Sector’, som er forbudt i Rusland.
Ukraine og Rusland er stadig i konflikt efter annekteringen af Krim i 2014. Missionæren Zhuravlyov er blevet løsladt mod kaution, mens han venter på, at sagen kommer for retten.

I juli mødtes medlemmer fra tusinder af kirker i Rusland til bøn og faste mod den nye lov. Den er underskrevet af præsident Vladimir Putin, som har tætte forbindelser til den russisk ortodokse kirke.

”Denne nye situation minder om Sovjetunionen i 1929. Dengang var det kun tilladt at bekende sin tro inde i en kirke”, siger Hannu Haukka fra Great Commission Media Ministries. ”I praksis er vi tilbage, hvor vi var dengang. Disse anti-terrorlove er nogle af de mest restriktive siden Sovjet-tiden.”