Derfor stemte de på Trump
Tenna Mikkelsen
Odderbækvej 13
7323 Give
Der er sikkert flere, som har undret sig over Iben Thranholms indlæg i sidste udgave, men på en måde forstår jeg hende godt. Igennem det sidste 1½ år har de fleste af os sikkert sagt: ”Hvordan kan nogle mennesker dog finde på at stemme på et så rædselsfuldt menneske, med hans menneskefjendske synspunkter på kvinder, på indvandrere, frihandelsaftaler, klimaforhold o.s.v. o.s.v.
Når det er sagt, står vi tilbage med Clinton, en yderst kompetent person med et langt livs erfaring i politik. Desværre er det også en person, som med sin anti-kristne holdning, herunder især hendes forhold til abort, får vægten til at tippe over til Trumps fordel. Det er lykkedes for hende at skubbe mange demokratiske vælgere væk, for nok synes de slet ikke om Trump som præsident, men endnu mindre om en person, som går ind for abort, som jo reelt er mord på det lille ufødte barn, en person, som ydermere truer læger og sygeplejersker med en fyreseddel, hvis de nægter at deltage i provokerede aborter. En person, som ikke har fattet, at der er noget større end dette jordeliv.
Det er synd for hende, men det betyder så også, at kristne må sige fra – nok er nok – og begynde at tage klart afstand, uanset om de så er nødt til at stemme på Trump.
Man kan ikke bare lukke øjnene og dermed være medskyldig i den slags onde og grusomme handlinger. Det er en hån mod vor Gud og skaber! ”Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.” – Små ufødte børn er klart Guds skabninger – ikke ”noget” forældre og samfund har hals- og håndsret over og dermed kan destruere, som det er mest belejligt.