Norsk journalist præsenterede bog om flygtninge på BogForum i Kbh.

s2_paa-flugt-coverNy bog giver indsigt og perspektiv på krigen i Syrien og Irak

Den norske journalist og forfatter Kari Fure var med på BogForum den 12. november for at præsentere sin nye bog. ”På Flugt” skildrer krigsofrenes kår og trækker historiske linjer 100 år tilbage til det armenske folkedrab.

Bogen PÅ FLUGT giver historisk perspektiv på det uhyggelige drama, som udspiller sig i Irak og Syrien netop nu.
Kari Fure trækker en lige historisk linje fra det assyriske og armenske folkedrab for over 100 år siden – over den sekteriske vold i kølvandet på den amerikanske invasion i Irak og Saddam Husseins fald i 2003 – til Al Queda-fraktioner og Islamisk Stats uhyggelige overgreb på etniske og religiøse minoriteter i dag.

Kari Fure er cand. polit. og redaktør på det norske dagblad DAGEN. På BogForum deltog hun på Fag- og DebatScenen lørdag sammen med forfatter Jens Christian Grøndahl og korrespondent Thomas Ubbesen. Debat-emnet er: ”Flygtning i Europa.”
Kari Fure signerede bogen på ProRex’ stand i løbet af lørdagen.

Journalist Klaus Wivel (Weekendavisen) skriver om bogen ”På flugt – historien gentager sig”:
”Kari Fures bog er et hårrejsende og usædvanligt indsigtsfuldt indblik i den katastrofe, der udfolder sig i Syrien og Irak i disse år, hvad angår de kristnes stadig mere forfærdelige situation.

Fure har fulgt de kristnes situation i flere år og går til emnet med både journalistens øje for detaljen og historikerens blik for de tråde, der går fra det armenske folkedrab for hundrede år siden og til de fordrivelser, vi oplever i dag.”

Kari Fure. Foto: Johanna Hundvin Almelid.
Kari Fure. Foto: Johanna Hundvin Almelid.
Krigen set med ofres øjne

I bogen møder vi krigen fra ofrenes side – især de assyriske kristne – som oplever alt fra mistænkeliggørelse, angiveri, afpresning, trusler, bortførelser og mord.

Vi får et nuanceret billede af krigen i Syrien, hvor ikke kun Al Nusra og Islamisk Stat er skurke, men i allerhøjeste grad også præsident al Assads militser undertrykker og begår helt ufattelige overgreb på landets borgere.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Samtidig møder vi muslimer, som sætter livet på spil for at redde deres kristne naboer, og vi læser om shia- og sunnimuslimer, som lever fredeligt sammen, og hvis familier endda gifter sig ind i hinanden.
SL/Bodil