Danske Stella taler til kristne kvinder i Pakistan
En ukendt mand på Facebook fik Stella ind i en tjeneste i landet med verdens strengeste blasfemilov.
”Hej, jeg, hedder Stella Skov Meldgaard og er ansat i Indre Missions tværkulturelle arbejde IKC i Bethesda. Jeg bor i Allerød, hvor vi ud fra Menighedshuset holder bibelstudie, børneklub og cykelværksted for flygtninge. Jeg har en god historie, som jeg ganske kort vil fortælle her.
I sommerferien blev jeg ”venner” på facebook med en mand, som jeg troede, jeg kendte fra sommerlejr for farsitalende. Han viste sig at være fra Pakistan, og han begyndte meget ihærdigt at skrive til mig på messenger. Først ignorerede jeg beskederne, men da jeg læste, at han var kristen og kom i en kirke, blev jeg interesseret og svarede. Efter lidt info-udveksling blev jeg også ”venner” med mandens bror, der er præst i kirken.
En hilsen og en opgave
En søndag sendte jeg et opmuntringsord til præsten og hans familie ”If God is for us – who can be against us”, og de blev så glade, for de havde netop holdt bedestund i hjemmet og sunget disse ord i en lovsang.
Præsten bad mig om at tale på en kvindekonference i Pakistan næstkommende fredag – via skype. I mit hjerte var jeg bare helt klar på at gøre det, men svarede, at jeg lige skulle bede over det og spørge min mand, om vores Skype fungerede. Efter 1 time svarede jeg ”Yes, I will. Any special topic?” Præsten svarede ”Just as God leads you” .
Om at vælge den gode del
Jeg forberedte mig og vidste med det samme, hvad jeg ville tale over: Jesus på besøg hos Martha og Maria i Bethania – om at modtage fra Jesus og vælge den gode del.
Præstens søn oversætter
Jeg blev sat i forbindelse med præstens søn, Daud Ayoub, der taler godt engelsk – han skulle oversætte for mig fra engelsk til urdu.
Vi kom hjem fra ferien i Italien torsdag aften, og fredag morgen kl. 9 sad jeg klar ved skærmen – Daud ringede mig op, og jeg blev en del af fællesskabet i den lille lyserøde kirke.
På gulvet sad 20-30 unge kvinder i farverige sharier og tørklæder, meget indisk. De vinkede og smilede til den hvide dame fra Danmark i Europa.
Jeg talte til kvinderne om 2 kvinder i Bibelen og de lyttede, klappede og sagde Amen hver gang, der kom en god pointe. Vi afsluttede med bøn for de syge og bøn om, at vi hver især må få Jesus helt ind i hjertet og bare modtage alt fra ham hver dag.
Bibelstudier hver fredag
Det var starten – siden august har jeg talt for kvinderne hver fredag og bedt med og for dem. Jeg taler med Daud hver dag, og han er blevet en virtuel kollega, ven og bror. I dag er det hans søster, der oversætter for mig, når jeg taler i kirken.
Vi har indsamlet små beløb i DK, så 32 kvinder kunne få en bibel på urdu. Derfor kalder vi det ikke længere kvindekonference men bibelstudie, fordi de nu selv kan slå op og følge med i bibelteksten – lige nu er det juleevangeliet i Lukas, vi læser fra.
Sy-center og bøn
Vi har også kunnet starte et sy-center for kvinderne. De møder ind hver mandag til torsdag og syr i hånden eller på hånddreven maskine og beder sammen. Fredag kommer de så i kirken til bibelstudie, lovsang, bøn og nogle gange mad.
Bagerst i kirken sidder altid to rækker af ældre mænd, som nøje følger undervisningen og gerne bidrager med vidnesbyrd, slutter Stella.
Daud Ayoub er søn af bishop Ayub Masih fra Lahore. Han er også evangelist, selv om han kun er 19 år gammel, i menigheden Jesus Victory Pentecostal Ministries of Pakistan.
Stella Skov Meldgaard er 42 år, gift med Lars og mor til tre børn. Hun er uddannet i musikvidenskab og dansk ved KBH’s universitet, men har i 12 år været folkeskolelærer.
Stella blev i november 2015 ansat i International Kristent Center i Bethesda i København. Her underviser hun flygtninge og indvandrere i engelsk 2 dage om ugen. Resten af ugen bruger hun i Allerød Menighedshus, hvor hun står for bibelundervisning for farsitalende, international børnekklub, arabisk bibelstudie for kvinder, cykelværksted, besøg på asylcentre mm.