Forbønsgudstjeneste for forfulgte kristne

Sognepræst Margeret Hammer tager imod forbønds-emner indtil 20. januar.

Domprovst Torben Hjul Andersen prædiker, og sognepræst Margaret Hammer leder gudstjenesten, når der afholdes forbønsgudstjeneste søndag den 22. januar kl. 14.00 i Haderslev Domkirke.

I mange dele af verden lider kirker og kristne for deres tro. På trods af de senere års rædselsfulde billeder og reportager fra Irak og Syrien er det svært for os at kapere, hvor stort problemet er.
Den sekulære International Society for Human Rights vurderer, at 80 pct. af alle religiøst forfulgte mennesker i verden er kristne. Eksperter betegner dette som den største krænkelse af menneskerettigheder i vor tid. Alligevel har de fleste mennesker i Vesten kun en meget lille anelse om, hvad der foregår. Dette gør bare ondt værre for de lidende kristne. De skal ikke kun forholde sig til de frygtelige forfølgelser, men også til Vestens tavshed og ligegyldighed.

Forbønnen fortsætter

Haderslev Domkirke holder nu for syvende gang den årlige forbønsgudstjeneste for forfulgte kristne. Under gudstjenesten er der bøn, dels for udsatte kristne, dels om indsigt og visdom for os i Vesten, som kan hjælpe, samt bøn for fred og forståelse mellem alle mennesker. Man kan tænde et lys, bede en bøn og høre om situationen og dermed være med til at bryde tavsheden og ligegyldigheden.
Som noget nyt holdes gudstjenesten kl. 14.00 for at give bedre tid til efterfølgende kaffe og samtale. Der vil blandt andet være mulighed for at tale med Kurt Johansen,der er direktør i SAT-7, kristen satellit-tv af og for kristne i Mellemøsten og Afrika. Kurt Johansen har stor indsigt i forholdene for både gamle kristne og konvertitter i hele regionen. Han var også med til at etablere Dalby menigheds venskabsmenighedsforhold til St. George Kirke i Baghdad.
Specifikke emner til forbønnen kan mailes til maha@km.dk eller sættes ind på www.facebook.com/forboen indtil d. 20.januar.