Hvorfor gik vi ind?

Gademission i 70’erne og 80’ernes Danmark var præget af Jesusbevægelsen og hippiekulturen i USA. Selvom der ikke var åndelig åbenhed i befolkningen, var det en tid med sang og musik, store offentlige møder, uddeling af traktater på gader og stræder fulgt op af cafémøder om aften.

Man så mirakuløse helbredelser, og mange blev frelst. I flere byer var kirker gået sammen om at drive caféer, men henad vejen opstod der splid, så de blev afviklet.

En kvinde fortæller, at hun som ung pige i en præstefamilie nærmest blev tvunget til at gå ud, og hadede det. En anden oplevede menighedens pres til at ”gøre noget”, men nægtede. Han blev selv frelst, da nogen på gaden fortalte deres vidnesbyrd! Efter at have oplevet vilde ting trak Guds folk sig pludselig ind fra gaden. Bum! Så var det slut. Man vendte aldrig tilbage. Hvorfor gik vi ind? Er det ikke en selvmodsigelse at sidde indenfor med det glade budskab om Guds kærlighed?

Venskabsevangelisation blev et hit. Man inviterede nu venner, bekendte og familie med i kirke, hvilket tilsyneladende var en god ide, da en del tog mod Jesus. Men konsekvensen er, at vi i det lange løb har mistet initiativ og momentum. Hvis ufrelste skal præsenteres for evangeliet, tager man dem hen til præsten, der har forstand på den slags. Er nogen syge, bliver de inviteret med til et helbredelsesmøde. Vi har ufrivilligt sat den troendes autoritet ud af kraft, og behovet for træning og udrustning i menighederne er blevet irrelevant.

Resultatet er en kultur, som ikke fremmer vores åndelige gaver, åndelige selvtillid, frimodighed eller en forståelse af, at vi er nye skabninger i Kristus. Alle er optaget af praktiske gøremål, men hvis de bliver sat i stedet for et samarbejde med Helligånden, og verden ikke kan se Jesus og Guds storhed gennem os, er vi faret vild.

Er vi beklemte ved at vise Jesusflaget i fredstid, bliver det virkelig svært på den onde dag med forfølgelse. Rettidig omhu efterlyses. Lad os bygge huset på klippegrund, inden stormen kommer.