Lad svigermor være
På et fodboldhold skal der, udover målmanden, være spillere i forsvaret, på midtbanen og i angrebet. Kæderne skal hænge sammen, og organiseringen skal være i orden. Holdet skal have lagt en taktik, for ellers vinder det ingen kampe.
I vores åndelige krig er Jesus Kristus hærskarers Herre. Han er en kriger, som slås mod Djævelen gennem sit legeme, sit folk. Derfor kalder han alle duelige mænd og kvinder til kamp.
Han har naturligvis udleveret de åndelige våben til enhver troende. Hvis Jesus sendte os i krig uden våben, ville han være en elendig hærfører. Hvis han beordrede 90 procent af styrken til at holde sig væk fra slagmarken for at passe svigermor, ville han ikke være sin opgave voksen. Men det er jo heller ikke hans vilje.
Hvornår har du sidst brugt nogle af de åndelige våben, Jesus gav til dig, og bruger du dem effektivt?
I slutningen af 2. verdenskrig rykkede russerne frem for at indtage Berlin. Kort før Hitler begik selvmord, nåede han at sende 13-14 årige drenge ud for at bremse den røde hær. Desværre vidste de ikke, hvordan man håndterede de udleverede våben og endte på tragisk vis som kanonføde.
Forestil dig, at kirkerne i Danmark også bliver træningscentre. Hvor vi lærer at bruge vores gudgivne kampvåben og autoritet i praksis. Hvor plejer forvandles til målrettet fokus. Hvor trænerne terper og skærper de troendes åndelige muskler, så alle får konkrete succesoplevelser og en ustoppelig frimodighed.
På et velfungerende fodboldhold er trænerens ord spillernes lov. I militæret har man begrebet ”Commanders Intent”, som vil sige, at enhver soldat indgående kender sin øverstbefalendes hensigt, hvis kommunikationslinjen bliver afbrudt. Det kræver disciplin og træning. En general har sagt, at en hær uden disciplin, taktik eller strategi ikke er en hær. Det er blot en samling af mennesker, som har travlt med mange gøremål, uden at ret meget bliver gjort.
Kristne kender Herren, hans ord, hans vilje, hans mission og agerer ud fra det. Sejrsikkert lyder råbet: ”Her er vi, Herre, send os!”