Fårene må lede hyrden

En præst har spøgefuldt sagt, at det er sværere for Helligånden at kaste en kristen ud af kirken end at kaste en djævel ud af en kristen. Jesus selv gik ude blandt mennesker. Han talte med dem på deres præmisser og var sammen med dem i en kontekst, som var let at forstå. Når mennesker er trygge og befinder sig i vante omgivelser, kan de bedre tage imod et budskab.

I dag praktiserer vi den omvendte kontekstualisering, hvor mennesker ikke bliver mødt i deres eget miljø, men pinedød skal komme hen i kirken for at høre Guds ord. Desværre kan ti vilde heste ikke få os til at gøre som Jesus. Tværtimod forventer vi, at kirkefremmede kommer til os. Her er Guds trofaste tjenere mere på hjemmebane og føler sig på sikker grund.

Selve kirkebygningen er i nyere tid blevet ophøjet for meget. Vi, de kristne, er kirken. Ikke døde mursten. Vi er heller ikke kaldet til at være gode kirkefolk, men at være Jesus disciple. John G. Lake har opsummeret vores jobbeskrivelse således: ”Gud efterlod os i verden for at vise Jesus, og Faderen efterlod Jesus i verden for at vise Gud. Jesus var en Gud-mand, og den kristne er en Kristus-mand.

Hvordan kan Jesus blive vist i verden, når hans folk har så lidt frimodighed? Hvis ikke bjerget går til os, så går vi til bjerget. Må jeg anbefale gademission, hvor vi ikke møder menneskers behov i egen kraft. Gud har hverken arme eller ben og bruger os som sit legeme. Han forventer, at vi lægger hænder og fødder til.

Har man svært ved at blive til grin for Jesus skyld? Ikke noget problem. Medbring blot elefanthue eller burka, som trækkes ned over hovedet når der er mennesker i farvandet. Alternativet kunne være få vilde ting at se. Gud kan rent faktisk bruge dig, fordi Helligånden bor i dig.

Det virker som om, alt er vendt på hovedet. Fårene må lede hyrden. Initiativet til at nå befolkningen vil ikke komme fra et stift system, men fra den enkelte genfødte kristen, der er træt af defensive traditioner.