At lære at leve alene

Hvad enten det drejer sig om at spise ude, gå en tur eller tage på ferie, er det svært for mange at foretage sig ting alene. Især hvis man tidligere har været to om de samme ting. Det måtte Heidi Schulte til fulde sande, da hun blev enke for anden gang.

I oktober 1990 døde Heidi Kühnels mand efter lang, svær sygdom. Et halvt år senere forelsker hun sig i evangelisten Anton Schulte.

Han er 21 år ældre end hende, og i december 1991 gifter de sig. Fra da af ændrer Heidis liv sig fuldstændig: Nu er hun gift med en kendt mand, ledsager ham på hans rejser og bor forskellige steder.

Efter næsten tyve års ægteskab dør Anton Schulte i en alder af 85 år. Et hårdt slag for Heidi Schulte. Fire måneder senere rejser hun til Lanzarote for der at opløse det fælles bo.
Her begynder hun at nedfælde sine tanker og følelser i en dagbog.

30. april 2011, Lanzarote:

En underlig fornemmelse at være her på øen helt alene. For et år siden var jeg her sammen med Anton. Dengang ville jeg ikke have troet, at det skulle blive sidste gang.
Ved aftensmåltidet her på hotellet stod jeg med min tallerken i hånden og så mig usikkert omkring efter en plads. Det er vel noget, jeg må se at lære: at sidde alene ved et bord i en stor spisesal.

2. maj 2011, Lanzarote:

I morges læste jeg dette stykke i Bibelen:”… for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren” (Romerbrevet 14,8). Ligegyldigt hvad der sker, er vi i Herrens hånd.
I dag til frokost lagde jeg mærke til, at der også var andre kvinder, der sad alene ved et bord. Der er altså andre, der har det som mig. Det er en trøst.

6. maj 2011, Lanzarote:

Jeg følte mig meget alene. Jeg havde pludselig et stort behov for at tale med et menneske. Jeg tænkte, at det ville være dejligt, hvis der nu var en, der ringede. Da jeg senere var ved at klæde mig om for at gå ned at spise, ringede min mobil faktisk. Det var dejligt. Gud har set, jeg er trist til mode, og har mindet en om at ringe til mig. Bagefter havde jeg det meget bedre.

2. oktober 2011:

I dag sidder jeg og græder over to ægtemænd, som ikke kunne have været mere forskellige. Jeg græder over to ægtemænd, som var så vigtige for mig, og hvis liv jeg har delt næsten lige længe. Men måske er min sorg over Werner blevet lidt overset?
En af mine bekendte har opmuntret mig til at skrive mine tanker om Werner ned. I morgen er det 21 år siden han døde. I 1976 fik han stillet diagnosen Morbus Crohn. Sygdommen forløb stødvis. Da han døde, var han lige fyldt 45 – og jeg var 44.

I tiden efter Werners død måtte jeg finde mig til rette i en helt ny virkelighed. Jeg kan stadig huske, hvordan det var, da jeg i banken skulle angive min civilstand og sagde ”enke”. Det forekom mig helt uvirkeligt, men med ét stod det klart for mig: Nu skal jeg træffe alle beslutninger selv. Åh Herre, hvordan skal jeg klare det?

Så kom Anton ind i mit liv. Da vi ville gifte os, sagde alle på grund af den store aldersforskel til mig: ”Vil du igennem det hele én gang til?” Men når man elsker en anden, spiller det pludselig ikke længere en rolle. Og nu er jeg så igen alene.

8. oktober 2011, ferie i Tyrol:

Det er stadig mørkt. Men jeg er stået op, fordi jeg ikke kunne holde op med at græde. I går fik jeg en e-mail, hvor jeg blev spurgt, om smerten over Antons død var ved at fortage sig. Hvad skal jeg sige til det? Ja eller nej? Mange gange tænker jeg, at den er blevet mindre. Men så bliver jeg igen stærkt overvældet af sorg, og min længsel efter ham er ved at tage magten fra mig. Som nu. Og jeg kan ikke gøre andet end at græde.

Der hjælper det mig heller ikke, at folk omkring mig siger: ”Tiden læger alle sår!” eller: ”Det er jo næsten et år, siden Anton døde. Nu må det snart være nok med at sørge. Du skal se, du finder helt sikkert en ny mand.”
Sådan tænker mennesker, som aldrig har været ude for en sådan smertefuld oplevelse. Er jeg bitter, eller tager jeg fejl? Det gør bare så ondt, så ondt! Trods al smerte er jeg taknemmelig og priser min Gud for den gode og dejlige tid sammen med Anton.

Jeg ville allerhelst snakke om den tid hele tiden. Men folk omkring mig nævner næsten aldrig mere hans navn. Jeg føler ham stadig så tæt på; for andre er han fortid. De har nok i sig selv. Invitationer og opringninger er blevet færre. Mange tænker formentlig, at jeg klarer mig godt, fordi jeg ikke bor alene i huset.

Fem spørgsmål til Heidi

Heidi Schulte, dine dagbogsoptegnelser er nu fem år gamle. Hvad har ændret sig siden da?
– Jeg græder ikke mere så tit. Smerten bliver mindre, men længslen er der stadig. Mit liv er igen blevet lidt mere muntert. Jeg kommer mere ud og oplever mere.

Jeg har for eksempel tænkt meget over, hvad jeg kan lave, der giver mening og gør, at jeg kommer ud iblandt folk. Siden foråret 2015 har jeg to gange om ugen arbejdet på en ”demens-café”. Vi synger, spiller og ler. Jeg går altid hjem derfra en oplevelse rigere. Det er timer, hvor jeg fuldstændig glemmer min ensomhed.

Har du fundet en strategi mod ensomheden?
Ikke helt. Jeg søger hele tiden efter nye muligheder og opgaver, som får mig ud blandt andre. Jeg har for eksempel hjulpet til på et kristent feriested og ved et weekendarrangement. I 2012 løb jeg ”Jesus Trail” i Israel sammen med en kvinde, jeg aldrig havde mødt før. Det var en vidunderlig oplevelse. For et par måneder siden deltog jeg i et weekendarrangement sammen med en anden enke, som jeg kun havde kendt i kort tid. Men det er stadig svært for mig at gå en tur alene. Jeg mangler en at snakke med. Det er alt for kedeligt og ensformigt at gå alene.

Ønsker du tit at finde en ny partner?
– Det spørgsmål må jeg nok svare nej til. Jeg har måttet sige farvel til to elskede ægtemænd. Jeg savner naturligvis en mand, en at være sammen med. Det vil aldrig komme på tale for mig at leve sammen med en uden at være gift. Men indgå ægteskab endnu en gang? Nej … Det ville jo ikke blot være manden, men en hel familie med børn og børnebørn, som ville følge med. Det viger jeg tilbage for. Men alligevel kunne jeg godt ønske mig at lære en at kende, jeg kan gå ud sammen med, en, som inviterer mig i biografen eller teatret eller ud at spise – det savner jeg. Også ømheden savner jeg.

Hvad råder du andre til, der har mistet deres ægtefælle?
– Giv dig selv lov til at være ked af det og lad det tage den tid, der skal til. Lad dig ikke presse af andre, som mener, at det efter en bestemt tid nu må være nok med at sørge.

For mit eget vedkommende har det altid hjulpet at læse i Bibelen, når jeg har manglet energi til at komme i gang med en ny dag. Hvis jeg har det rigtig dårligt, udsøger jeg mig trøstefulde vers og siger til Gud: ”Her, Herre, står der, at du vil trøste mig – og det påberåber jeg mig nu!” Selv hvis jeg ikke straks mærker Guds trøst og nærvær, hjælper det at sige til mig selv, at Guds løfter gælder også for mig! Også gamle sange som ”Skulle jeg ikke kende vejen, så gør du det!” eller den lidt nyere ”Jeg synger dig min kærlighedssang, du min Frelser, dit dyrebare navn.” Når mit hjerte således er opfyldt af Jesus, glemmer jeg alt andet og føler mig tryg og i god behold hos Gud.

I forbindelse med afskeden med mine to ægtemænd oplevede jeg, at jo større smerten var, desto stærkere mærkede jeg Guds nærhed og trøst.

Du har også aktivt taget kontakt til andre, selvom det var svært …
– Hvis man ikke har sin egen vennekreds, må man tage mod til sig og knytte nye kontakter. Det er ikke altid let. Mens jeg var gift med Anton, havde jeg ikke meget tid til overs til venner – og kontakten til gamle venner var mere eller mindre faldet bort. Jeg var nødt til at skabe mig en ny vennekreds. Selvom det er svært, er man nødt til selv at gøre noget. Man kan ikke vente på, at andre kommer til en.

For mit eget vedkommende var det vigtigt at finde en ny opgave i livet. Det har for mig været arbejdet med demente. Men der er mange muligheder. Det vigtigste er ikke blot at sige, at man burde …, men at man også gør noget ved det.

Efter mit sidste ægteskab skal jeg på ny lære at leve alene. Det er en proces, der kan tage længere eller kortere tid alt efter, hvem man er. For mit vedkommende varer det tilsyneladende længere end for andre – sådan er det nu engang. Men det bliver stadig bedre, og jeg oplever, at jeg igen skridt for skridt kan finde livet godt og værd at leve – med Guds hjælp.
Af Sabine Langenbach
Lydia Magasinet 1/2016.