Åbent, troværdigt og ret vellykket
For snart tre år siden udkom Ginny Owens seneste album “I know a secret”. Det fik her i avisen skyld for at være lidt for pænt, poleret og prætentiøst.
Nu er der ingen, som bilder sig ind, at Ginny Owens læser anmeldelser i danske ugeaviser, men der er lidt mere at komme efter denne gang. Det er stadig pænt og poleret, men det virker mere ærligt og ligefremt.
Ginny Owens er stadig stærk i de gode tekster om det, som betyder mest for hende. Men denne gang er der også kommet bedre styr på produktionen. Det lyder simpelthen godt. Lækre lyde og gennemtænkt instrumentering. Det er uden tvivl til den polerede side, men det fungerer ret godt.

