Aalborg-missionær fylder 60
Bent Houmaa Jørgensen har tidligere været missionær i Tanzania.
Frimenighedspræst i Aalborg og missionær gennem mange år, Bent Houmaa Jørgensen, fylder 60 år søndag den 19. februar.
Den kommende fødselar har næsten 40 års erfaring med kirkearbejde. Han blev født i 1957 på en gård i Lemvig. Som 23-årig blev han færdiguddannet på Luthersk Missions Missionsskole i Hillerød og fik det, der svarer til en bachelor i teologi.
I 1980 begyndte han at arbejde for Luthersk Mission som forkynder og som pionermissionær med det formål at hjælpe nye kristne menigheder i gang i Danmark.
14 år i Tanzania
Denne ”igangsætten” har karakteriseret den sindige jyde lige siden – både 14 år som udsendt til den lutherske kirke i Tanzania i Østafrika og siden 10 år som ansat i Luthersk Missions afdeling i Østjylland.
Han har skrevet to bøger: ”Fri os fra det onde” (2006) og ”Jenga daraja” (1996, på swahili – betyder Byg bro), som bliver brugt på en del bibelskoler og fakulteter i Tanzania. Overalt har han undervist mennesker i den kristne tro og været med til at vise dem ind i et kristent fællesskab.
Omsorg for Aalborg
Siden 2007 har Bent Houmaa Jørgensen været ansat som præst i Aalborg Frimenighed, der er Luthersk Missions frimenighed i Aalborg. Menigheden er sammen med andre af byens kirker med til at hjælpe mennesker i den nordjyske hovedby gennem bøn og konkret praktisk omsorg – julehjælp til trængte familier eller et ekstra glas vand og en hjælpende hånd til unge i byens natteliv.
I sin fritid nyder han at lave havearbejde, læse bøger og se en god fodboldkamp, hvor han selvfølgelig holder med det lokale superligahold, AaB. Og så står fællesskab med familien også højt på listen. Han er gift med Vivi, og sammen har de har 5 voksne børn.
Bent Houmaa Jørgensen blev i 1980 Missionsteolog (bachelor) fra Luthersk Missions Missionsskole, Hillerød.
I 1980-1982 var han forkynder og pionermissionær i LM Danmark.
1983-1997 var han udsendt som missionær for LM til den Evangelisk Lutherske kirke i Ulanga-Kilombero Stift, Tanzania.
1998-2007 var han afdelingsmissionær for LM Østjylland.
2002-2007 var han indvandrerkonsulent, forkynder m.m. i LM Danmark.
Siden 2007 har Bent Houmaa Jørgensen været præst i Aalborg Frimenighed.