Min venindes onkel begik selvmord – hvorfor gør man det?

Den livssituation som den pågældende måske befandt sig i i en lang periode, er blevet så ulidelig, at han ikke længere oplever at kunne bære det.

Hej Suh.
Min venindes onkel begik for nogle måneder siden selvmord. Hun og resten af familien er rystede og chokerede.

Han havde haft nogle problemer igennem længere tid og var vist også deprimeret. Jeg forstår bare simpelthen ikke, hvordan nogen overhovedet kan finde på at vælge den løsning – for det første at sige farvel til livet i det hele taget, men i det hele taget at gøre det mod sin familie og venner?!

Skal man ikke have en slags brist i sin personlighed for at gøre sådan noget?
Hilsen Cecilie

Kære Cecilie.
Som udgangspunkt er der hos os alle en naturlig modvilje mod døden samt en evne til at fornemme og forestille os følelserne hos andre mennesker, især dem, der står os nærmest.

Når vi prøver at forstå selvmorderen, så er det ofte med dette som baggrund – og så giver det simpelthen ikke mening. Så er der for mange uoverensstemmelser, og for mange ubehagelige følelser forbundet med tanken. Ud fra en logisk tænkning vælger vi det derfor fra.
Et menneske, der alligevel vælger at begå selvmord, er af forskellige grunde bragt et helt andet sted hen, hvor dette udgangspunkt er blevet ændret. Den livssituation som den pågældende befinder sig i og måske har befundet sig i i en lang periode, er blevet så ulidelig, at man ikke længere oplever at kunne bære det.

Døden bliver derfor en befrielse fra den ubærlige tilstand. Det er altså ikke så meget et tilvalg af døden i sig selv, men snarere et fravalg af nuet – en måde at komme væk fra det, som opleves ubærligt. Selvmorderen har ofte også kæmpet med svære tilstande og følelser i så lang tid, at han/hun er tappet for energi.

Alle ressourcer er brugt på at overleve, rumme det ulidelige, og der er derfor fuldstændig overtræk på energi-kontoen. Det er et stort problem, for indestående på denne energi-konto skal også bruges til at forholde sig til andre mennesker – herunder at forestille sig og fornemme andres følelser. Når et menneske derfor vælger selvmordet, er det vigtigt at forstå, at det ikke handler om en beslutning om at udfri sig selv på bekostning af ens nærmeste, men at beslutningen snarere træffes i en følelsesmæssig tilstand, hvor man simpelthen ikke længere kan føle de følelser, det vil vække hos ens nærmeste. Allerhøjst bliver det til en kognitiv forståelse, men som ikke længere vækker nogle følelser, da energien til at føle disse er brugt op.

Der er desuden mennesker, der har overlevet selvmordsforsøg, som beskriver, at de faktisk var kommet til den konklusion, at det var bedst for deres nærmeste, hvis de tog livet af sig. De ville ikke længere skulle hjælpe/pleje/bekymre sig. Der er altså her en forestilling om, at de tilbageladte i stedet vil blive ”glade” – i hvert fald lettede, når vedkommende har taget sit liv. Situationen er her lidt anderledes, men igen er der fravær af at forstå og føle de realistiske følelser hos de pårørende.

Du spørger, om man skal have en særlig brist i sin personlighed for at begå selvmord.
Nej. Vi kan alle under særlige omstændigheder komme i en situation, hvor den vante logik og de almindelige sunde følelser bliver sat ud af spil. Vores psyke og vores hjerne er dynamiske og fleksible, det er bl.a. det, der gør, at vi kan tilpasse os forskellige situationer. Men det betyder også, at vi påvirkes negativt af negative forhold, og vi har alle et punkt, hvor vi kan risikere at knække.

Så når vi får problemer, der er så tunge, at vi ikke selv kan løse dem, så må vi ikke være for stolte eller for bange til at søge hjælp.
Hilsen Suh

Suh Jacobsen

Om Suh Jacobsen

Suh er Udfordringens kristne psykolog. Hun giver vejledning i spændingsfeltet mellem det psykologiske og åndelige. Suh kan også kontaktes på 46 96 89 69 eller på suh@udfordringen.dk.

Del artiklen! (Klik på ikonerne nedenfor)
Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someonePrint this page