Til MUS-samtale … med en gris

Jeg samlede mod til mig, mens jeg stod og fik min kittel på. Vist var jeg videnskabsmand og forskede i gensplejsning, men jeg følte mig kørt ud på et sidespor. Der var sket meget, siden medierne i 2017 bragte sensationen: ”Forskere krydser for første gang nogensinde menneske med gris.”

Her 20 år efter skulle jeg så ind til MUS-samtale hos min chef, lederen for laboratoriet. Han bad mig tage plads og rømmede sig, det vil sige han øffede vel nærmest. Jeg havde endnu ikke vænnet mig til, at han var en talende gris. Han ville gerne virke demokratisk, men vi tænkte ikke ens. Der er jo forskel på at sætte nogle mindre vigtige menneskeorganer ind i en gris og så sætte en hel hjerne ind i dyret. Her så vi altså resultatet. Det gav et sæt i mig.

”Ole, du lever ikke op til min tillid. Jeg er nødt til at fyre dig, øf øf!” Jeg var målløs, da min chef fikserede mig med sit direkte blik: ”Du er ikke én af vore folk. Du har talt imod gensplejsning mellem kameler og menneske.” ”Jamen,” stammede jeg, ”det er jo på grund af det med puklerne.” ”Ikke noget jamen her, vi har startet en udvikling, der ikke kan stoppes. Nu er det kun fantasien, der sætter grænser.”
I glimt fór deres projekter igennem mit hoved: abe og menneske, hund og menneske og sågar æsler, der førte til stædige væsner. ”Jeg går ind i politik, så jeg tager orlov. Men det bliver desværre ikke dig, der skal erstatte mig, øf øf.”

Jeg rejste mig og slyngede lige op i hans grisehoved: ”Mennesker er skabt i Guds billede, vi er væsensforskellige fra jer dyr. Vi har en samvittighed og en evig sjæl. Du er kun min chef, fordi vi har leget Gud og fiflet med skaberværket!”
Jeg vidste, at jeg var gået for langt. Men det var en lettelse at få det sagt.

Han hamrede sin grisefod i skrivebordet, så kaffen skvulpede over. Men jeg var ligeglad. Nu kendte jeg mig selv igen.
Det tog mig lang tid at blive vågen!