Præst profeterede i juli 2015: Trump bli’r som en trompet
Allerede den 28. juli 2015 profeterede præsten Jeremiah Johnson fra “Heart of the Father Ministry”, Lakeland, Florida, at Gud har valgt Donald Trump til en særlig opgave som Guds “Trompet” – ligesom Gud engang udvalgte Persiens ugudelige kong Kyros til en opgave.
Profetien lyder oversat sådan:
“Trump skal være min “Trompet” for det amerikansk folk. For han har kvaliteter, der er svære at finde endog i mit eget folk.
Trump frygter ikke mennesker. Ej heller vil han tillade bedrag og løgne at gå ubemærket hen. Jeg vil bruge ham til at afsløre mørket og perversiteten i Amerika; men I må forstå, at han er som en elefant i en glasbutik. Mange ønsker at smide ham ud, fordi han vil forstyrre deres følelse af fred og ro. Men I skal skære igennem hans vittige og komiske væremåde for at opdage sandheden, som jeg vil tale gennem ham.
Jeg vil bruge den rigdom, jeg har givet ham, til at afsløre og iværksætte undersøgelser for at søge sandheden. Ligesom jeg oprejste Kyros til at opfylde mine formål og planer.
I skal lytte meget nøje til “Trompeten”. For han vil slå alarm, og mange vil blive velsignet på grund af hans medfølelse og barmhjertighed. Skønt mange vil se hans ydre stolthed og arrogance, har jeg givet ham et blødt faderhjerte, der ønsker at række en hjælpende hånd til den fattige og trængende – og til de fremmede.”
Sanger profeterede om Trump og Gates i 2007
Denne profeti er blot én af flere profetier, som er udtalt før Trumps kandidatur kom på tale, som tidligere nævnt i Udfordringen.
Sangeren Kim Clement, som døde i 2016, har udtalt en profeti om Trump helt tilbage i 2007.
”Trump bliver en trompet, siger Herren! Jeg vil oprejse Trump til at blive en trompet og Bill Gates til at åbne op for porten for en finansiel virkelig for Kirken, siger den levende Guds Ånd!”
Clement profeterer om en kommende præsident, og siger:
”Der vil komme en bedende præsident, ikke en religiøs én. For jeg vil narre folk, siger Herren. Jeg vil narre folk, ja jeg vil. Gud siger, den, der er valgt, skal komme ind, og de skal sige, ”Han har varmt blod!”
For Guds Ånd siger, ja, han kan være varmblodet, men han vil bringe mure af beskyttelse om landet på en større måde og økonomien i dette land skal hurtigt ændre sig, siger Hærskarers Herre.
Lyt til Herrens ord. Gud siger, ”Jeg vil som en hjelm/et ror for jer indsætte en præsident i to perioder, der vil bede, men han vil ikke være en bedende præsident, når han begynder. Jeg vil indsætte ham i embedet, og så vil jeg døbe ham med Helligånden og min kraft, siger Hærskarers Herre.«
Profetien virkede nok utrolig i 2007, men nu er den varmblodede Donald Trump valgt. Han bander og er alt andet end religiøs. Men han er begyndt at bede til Gud. Og han bygger ”mure”, både en fysisk mur overfor Mexico, og på et højere plan, nemlig finansielt mht. toldmure og indrejseforbud fra nogle muslimske lande.