Hvem var den irske helgen med trekløver?
Den 17. marts hvert år fejrer irerne Skt. Patrick.
Som 16-årig blev den engelske Patrick bortført af irske sørøvere. De tog ham med til Irland, hvor han de næste seks år kom til at leve som slave. Men det førte også til et åndeligt gennembrud.
– Jeg havde vendt mit hjerte bort fra Gud og fortjente den skæbne, der ramte mig, skrev han senere i sin selvbiografi.
Patrick lærte sig irsk, før det lykkedes ham at flygte med et skib i 412. Han fortæller, at Gud i et syn viste ham vej til friheden og familien i England.
Efter at have læst teologi så han en dag i et syn en irsk mand, som kaldte ham tilbage til Irland. Patrick oplevede det som Guds kald til at drive kristen mission blandt de hedenske irere. Han rejste derfor tilbage som ordineret biskop.
Døbte 120.000 irere
Irland havde mange hedenske druider – men også et vist kendskab til kristendommen gennem nordafrikanske munke, der havde besøgt landet i 200-tallet.
Det fik stor betydning, at syv småkonger blev døbt, og gennem Patricks mission overtog kristne klostre nu druidernes åndelige rolle. Den nye tro bredte sig, så der blev en nationalkirke, og ingen missionærer led martyrdøden i Irland.
Det menes, at Patrick har døbt 120.000 og plantet 300 kirker i landet. Irland blev det mest aktive missionsland i Europa frem til middelalderen.
Bønnens mand
Patrick var kendt for at bede meget, og han har formuleret den bøn, som kaldes Skt. Patricks brynje. Han døde den 17. marts 461 og er blevet regnet for helgen siden 600-tallet, selv om han aldrig er blevet helgenkåret officielt af paven.
Nu fejres hans dødsdag som Irlands nationaldag med parader af folk i grønt og orange, musik og øl. Trekløveren, det nationale symbol for Irland, stammer fra en af legenderne om den hellige Patrick.