Kom ud af blindgyden

Peter er en passioneret følger af Jesus, ivrig, impulsiv og kæphøj – og han har lige fornægtet sin mester tre gange…

Det er ved at blive lyst, natten har været lang, og byen har gjort sig klar til den kommende højtid. Der har den seneste uges tid været tumult i gaderne, begivenhederne op til weekenden har været overvældende, og tingene synes at være gået lidt hurtigt.

En skikkelse tumler igennem gaderne, han er kommet henne fra ypperstepræstens gård og synes nu at flakke forvirret rundt uden mål. I et splitsekund ser man hans ansigt. Det er forvredet af sorg og smerte, og man kan se, at han har grædt. Han har nået lavpunktet i sit liv. Det gik op for ham, i det øjeblik hanen galede.

Vi ved ikke, om det har set sådan ud tidligt langfredag morgen, da det går op for Peter, at han har ladt sin mester og ven i stikken. At det Jesus sagde, om at Peter ville forråde ham, var sandt, selvom Peter hårdnakket havde påstået, at det aldrig ville ske. Peter… Den klippe som Jesus ville bygge sin kirke på, var nu alt andet end klippe. Den eneste klippe i hans liv lige dér var det enorme bjerg, der syntes at rejse sig foran ham. Der var blind vej, og han kunne ikke gå tilbage til gården. Jesus ville dø i dag, og Peter efterlod ham til det. Han kunne have indrømmet, at han var en af Jesu’ disciple og forsvaret ham, men muligvis var han også blevet korsfæstet (eller i hvert fald tortureret) sammen med Jesus. Men i stedet sidder ”klippen” nu der og flæber et sted i Jerusalem. Hvilken ven er han? Jesus havde jo store planer med denne firskårne fisker!

Man ved ikke meget om, hvor Peter befinder sig de næste par dage, men vi ved, at han er en af de første disciple, der løber ud til Jesu’ grav påskemorgen og ser, at graven er tom (Johs. 20:1-4).
Jeg tror, at Peter i virkeligheden er et glimrende eksempel på grundlæggende menneskelighed!

Jeg ville ønske, vi havde en autentisk tekst, der fortalte om Peters følelser og handlinger i de dage, hvor man ikke hører om ham. Han måtte i hvert fald have følt sig i en blindgyde der. Han havde brændt sine broer. Han havde afskåret sig selv fra Jesus, fordi han i bund og grund var en ”kylling”. Han bukkede under for de ting, han selv kæmpede med. Billedet jeg har af Peter, er ellers en passioneret mand, der i tale og handling ville forsvare sine venner og spille med musklerne… Men da hans eget liv afhang af det, stak han halen mellem benene.

Hvor mange gange har vi ikke også selv prøvet at ramme en blindgyde? Der hvor vores eneste håb synes at være at ”backtracke” tilbage til der, hvor vi valgte forkert og prøve forfra. Men tit er man bare ikke så heldig at man kan ”backtracke”, for når først den blinde vej melder sig, kan det være svært at se, hvordan du kommer videre.

Hvad gør man? Jeg tror man vender blikket mod det, der giver tryghed, mod det man kender. Der hvor du ved, hvordan man plejer at gøre. Den velkendte syssel, hvor tankerne kan få frit løb.

Tilbage til komfortzonen

Hvad gjorde Peter? Han vendte tilbage til der, hvor han kom fra. Peter var jo fisker, så det, han kendte bedst til, var at fiske. Tilbage ved Geneserat sø (Johs. 21) sad disciplene ved bredden, og man kan næsten forestille sig Peter sidde der og kigge ud over søen og pludselig sige: ”Jeg tror, jeg tager ud og fisker”, og det gjorde de så, alle sammen.

Hvor mange gange har du selv brugt det? Når tingene kokser, når der bare ikke er en vej? ”Jeg tror, jeg går ud og fisker…” Jeg mener ikke i de situationer, hvor vi har brug for lidt pusterum, for det har vi fra tid til anden. Men de situationer, hvor der kræves noget ekstraordinært af dig, hvor der måske er talt store ting ind over dit liv, hvor du tænker: ”det kan jeg ikke”, eller ”det er for svært for mig”, eller måske har du fejlet og bare ikke ser nogen vej. Det er sikkert naturligt nok at reagere på den måde og søge tilbage i det kendte: ”Jeg tror jeg tager ud og fisker.” Det er det, du kender, og det er i første omgang nemt at resignere.

Gud skaber en vej

Peter var vendt tilbage til komfortzonen, men han fanger ikke nogen fisk, før Jesus møder ham der i de trygge rammer og velsigner det, han går og arbejder med, og nettene bliver som bekendt fulde af fisk.

Gud skaber en vej, der hvor der ingen vej er. Når vi kun kender vejen tilbage, kender Gud vejen frem. Læg mærke til, at selvom Peter var på vej tilbage i sit gamle erhverv, at selv dér kommer han til kort! Men Jesus rækker igen sin hånd ud, og denne gang griber Peter den og kaster nettet ud… og så sker der noget! Gud skaber vej, der hvor der ingen vej er.

Der hvor du trækker snuden til dig og tænker: ”det kan jeg ikke”: Gud skaber vej!
Der hvor du tænker: ”det er for svært”: Gud skaber vej!
Der hvor du har fejlet og svigtet, og bare går tilbage til dit fiskeri: Gud skaber vej… Også selvom han sikkert ville velsigne dit fiskeri, hvis det var det, du valgte.

Peter havde stadigvæk et valg, ligesom du har et valg: Han kunne have sagt: ”Det er mig, der er fisker, så hvad ved du om det?” Men han valgte at handle på Jesu’ ord!
…og så kunne Peter ellers have levet forholdsvist lykkeligt til sine dages ende der ved Geneserat sø. Men vent, der er mere! Jesus trækker ham til side:
”Simon” (læg mærke til at han kalder ham Simon… Det vender vi tilbage til)
15 […] »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre gør?« »Ja, Herre,« svarede Peter, »du ved, at jeg holder af dig.« »Så pas mine lam,« sagde Jesus.
16 Jesus gentog spørgsmålet: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?« »Ja, Herre,« sagde Peter, »du ved, at jeg holder af dig.« »Så tag dig af mine får,« sagde Jesus.
17 For tredje gang spurgte han: »Simon, Johannes’ søn, holder du virkelig af mig?« Peter blev bedrøvet over, at Jesus stillede det samme spørgsmål tre gange. »Herre, du kender alle ting,« sagde han, »du ved, at jeg holder af dig.« »Så pas mine får,« sagde Jesus.
(Fra Bibelen på hverdagsdansk, 3. udg.)
Jesus fornyer sit kald til Peter. ”Pas mine får”. Han kalder, og Peter besvarer kaldet. Hele tre gange. Lige så mange gange som Peter havde fornægtet Jesus, kaldte Jesus på ham igen. Peter havde fejlet grusomt, men Jesus kalder igen: ”Elsker du mig?” Først derefter begynder Jesus at kalde ham Peter igen. (Det var som bekendt Jesus, der i første omgang gav ham navnet Peter.)
Jesus tvinger ham ikke. Han kalder ham ved det navn, han havde, da han først mødte Jesus: ”Simon…” Han rækker helt tilbage, starter på en frisk, og da Simon Peter bekræfter sin kærlighed til Jesus, kalder Jesus ham ”klippe” igen. Gud skabte en vej for Peter, og Peter valgte at følge den.

Historien er ikke slut

Gud skaber også veje i dag. Historien er ikke slut, før verden slutter. Måske kalder Gud på dig i dag, og du kan vælge at følge den vej, han skaber. Men du kan også tage ud at fiske og opleve at blive velsignet i det. Du kan være en Simon, eller du kan være en Peter.

Hvis vi læser videre om Peter i Apostlenes Gerninger, ser vi, hvordan Peter også bliver udrustet til at gå den nye vej, da han kort tid efter står foran det selvsamme jødiske råd som dømte Jesus til døden – og som han selv flygtede fra – og taler på skarpeste vis!

Vi kan lære mange gode ting fra Peters liv:
Han havde fejlet, og han var tilbage i komfortzonen.
Jesus mødte Peter i hans komfortzone, og han møder dig i din komfortzone.
Jesus kaldte Peter ud af hans komfortzone, og han kalder dig ud af din komfortzone.
Gud skabte en ny vej for Peter, og han skaber en ny vej for dig!
Gud udrustede Peter, og han vil også udruste dig!

Men er du en Simon, eller er du en Peter?