Sørg for at få noget med hjem

Af Henri Nissen
Ansvarshavende redaktør

Hvert år opfordrer vi læserne gennem annoncer og omtale til at deltage i en af de kristne sommercamps eller bibelcampinger. For det gælder jo om, at vi kristne får fyldt på og bliver udrustet til at holde ud og vokse i vores trosliv.

Desværre er hverken sommercamps eller bibelcampinger nogen garanti for, at vi vender styrkede hjem. Hvorfor ikke?

1. Du kan bruge al tiden på at hygge dig og feste med vennerne, uden at du møder Gud…
2. Du kan risikere, at forkyndelsen er så overfladisk, at du nok bliver underholdt, men ikke får den ægte vare. Eller at undervisningen er så fastlåst i teologiske fordomme, at du nok bliver bekræftet, men ikke strækker dig i dit trosliv.

Forkyndelsen er i mange kirker blevet så udtyndet og derfor ligegyldig, at mange kristne tyer til internettet og bøger for at finde forkyndelse og bibelundervisning, der rykker.
Jeg modtager jævnligt links fra læsere til trosstyrkende og profetisk undervisning, som de har fundet på nettet, og som har været en åbenbaring for deres udsultede åndelige liv.

Hvorfor skal de søge den slags i USA eller Asien? Hvorfor kan de ikke høre den slags undervisning i deres kirker?

Fordi både folkekirken og frikirkerne i Danmark er lammet af menneskefrygt. Mange tør ikke længere forkynde hverken det gamle oprindelige evangelium – eller tale profetisk nyt ind i vores moderne tid. Og så kommer man nemt til at lefle for tidsånden og behage menigheden, for tænk, hvis nogen skulle blive stødt.

Men vi har brug for åndelig føde. For vi lever i en tid som aldrig før. Netop nu går Bibelens profetier i opfyldelse – før Jesus kommer igen. Netop nu er der en voldsom åndelig kamp, og vi vinder ikke den kamp ved at mindes Luthers reformation for 500 år siden – eller ved at udtale politisk-korrekt pænhed.
Jesus advarer menighedens leder i Sardes med disse ord (Åb.3,2), som VI ALLE må tage til os:
”Jeg ved, at man siger om dig, at du har åndeligt liv, men du er næsten død. Vågn op og styrk den smule liv, som endnu er tilbage i dig.”

Lad os bruge den kostbare tid og de gode muligheder – så vi ikke dør åndeligt, men vokser og kan styrke andre på vejen.