Det (for)tabte holistiske menneske

Indflydelsen af græsk tænkning i vores kultur gør, at vi opdeler mennesket i tre dele: Ånd, sjæl og legeme, med legemet som den lavest rangerende del. Men ifølge jødisk og kristen tænkning kan de tre ikke adskilles. Ugens kronik ser på, hvilken betydning det har for vores liv som kristne.

Tanken om det holistiske menneske, som Gud har skabt os til at være som, synes i manges liv langt væk.

I Nye Testamente læser vi om menigheder, hvor de slet ikke lever som de mennesker, Jesus kaldte dem til at leve som. I dag ses tendensen til at opdele vores menneskelige elementer af ånd, sjæl og legeme i, hvad der så er rigtige åndelige discipliner, og hvad der ikke er. Hvorfor har vi tendens til at gå i det forkerte spor, og hvad skal der så til for at komme ind på rette spor igen, og få forestillingen om det hele menneske ført ud i livet?

Græsk tænkning vs. kristen tankegang

Den græske verdensopfattelse adskiller mennesket i ånd, sjæl og legeme. Legemet er i adskillelsen den lavest rangerende af de tre dele af mennesket, mens sjælen er finere og mere værd og er noget guddommeligt og udødeligt. Legemets opgave er at være indpakningen for sjælen. Sidst er ånden den højeste visdom i mennesket, som sjælen ikke kan opnå.

I kontrast står den hebraiske og kristne tankegang, som Paulus også flere gange uddyber i sine breve til menighederne, at mennesket er skabt med ånd, sjæl og legeme, hvor Gud har skabt mennesket med denne opdeling. Derfor er det så vigtigt for Paulus at slå fast, at disse tre skal plejes, for det vil ære Gud. Fx beskriver han for korintermenigheden, at deres legeme er et tempel for Helligånden, som ikke må misbruges:
”For I blev købt dyrt. Ær derfor Gud med jeres legeme!” (1. Kor 6:20)

Tilsammen danner ordene et hele, og der er tydeligvis ikke tale om modsætninger, som man ellers finder det i den græske tænkning.

Men ligesom det blev formanet for korinterne dengang, har vi i dag stadig brug for denne form for formaning. Vi kan have tendens til at blive for snæversynede i forhold til hvilke dele af vort liv, som vil ære Gud, og som i virkeligheden tilhører Kristus. Vi kan måske have en tendens til at stå med et ben i hver lejr og ære Gud med nogle dele af vort liv, samtidig med at andre dele hører verdslige goder til. Men sådan et liv er ikke, hvad Jesus ønsker for os.

Senere vil jeg komme tilbage til, hvad det er for et liv, som Jesus ønsker for os, men først må en uddybning af de tre klassificeringer af mennesket gennemgås.

Legemet

Legemet er den fysiske ramme for Guds kreation, rammen for ånden og sjælen, ikke blot en nødløsning for en indpakning af hans skaberværk. Legemet er en del af skaberværket og er perfekt skabt i Guds billede.

Sjælen

Det er nemt for os at forholde os til legemet, for det kan vi sanse. Straks sværere er det at definere og adskille ånden og sjælen fra hinanden. Forskellige definitioner er at finde, og forskellige tanker omkring, hvorvidt ånden og sjælen er et, er også diskutable. Derfor gøres der opmærksom på, at den forestående definition af sjæl og ånd kan modargumenteres af andre teologiske argumenter.

Ligesom legemet gør os unikke – vi har alle et unikt udseende og karaktertræk – så er det også sjælen, der giver os hver vores unikke personlighed med forskellige egenskaber og talenter.

Fra fødslen af har vi modtaget gaver og egenskaber, som gør os til dem, vi er. Det er DNA’et. Vi kan se på det som frø, der bliver sat i jorden. Det vigtige arbejde for sjælen begynder fra dag ét, hvor forældre spiller en stor rolle i at udvikle og hjælpe de frø, som er blevet plantet i vor sjæl. Ved at gøde og vande frøene vil de udvikle sig. Og en vigtig rolle for forældrene er også at hjælpe barnet med at opdage hvilke frø, det enkelte barn nu har fået. Det er nemlig ikke en selvfølge, at alle frø bliver opdaget. Livsvilkår og omstændigheder kan nemlig være med til at skjule frø, som ikke får lov til at spire. Ved at fremelske det bedste i børn og have en ubetinget kærlighed til dem vil det fremme muligheden for, at børnene opdager frøene et efter et. For jo større barnet bliver, des mere flyttes ansvaret over på barnets egne skuldre, og da er det vigtigt, at forældrene har gjort et godt forarbejde (Bækgaard, 2008).

Ånden

Bibelen lærer os at:
”Alle, som bliver ledt af Guds Ånd, er Guds børn. Den Ånd, I har fået, gør jer ikke til slaver, for så kom I blot igen til at leve et liv i frygt. Nej, Guds Ånd gør det klart for jer, at I er Guds børn. Det er Guds Ånd i os, der gør, at vi kan kalde ham vores far. Det er Guds Ånd, der bekræfter over for vores egen ånd, at vi virkelig er Guds børn.” (Rom 8,14-17)

Den åndelige dimension i livet er den måde, hvorpå Gud bla. kommunikerer med os. Fordi mennesket indeholder den åndelige dimension, har mennesket naturligt en længsel efter det guddommelige.

Problemet er bare, at vi er blevet forskrækket over at søge Gud. I stedet for søger vi alle mulige ydre stimulanser, som skal fylde det hul, som Gud længes efter at fylde for os. Det kan være stoffer, misbrug af sex og overforbrug af alkohol. For en tid vil vi måske opleve en tilfredsstillelse i disse ydre stimulanser. Men vi vil aldrig blive helt mætte. Kun Gud kan udfylde det tomrum, som vi føler. Det er ved kommunikationen mellem vor ånd og Guds ånd, at vi vil opnå den fulde tilfredsstillelse og modtage den fred, som vi så inderligt længes efter.

Jesus som forbillede

I Europa kan vi, pga. den græske tankegang som har fulgt os, nemt forstå, hvordan vi overgiver og plejer vor ånd for Guds ære. Vi kender til praksisser som at bede, faste, lovsynge, tale i tunger og profetere. Dette er alle handlinger, som vi vil se som åndelige eller spirituelle. Ifølge vores opfattelse er det, når vi udfører disse handlinger, at Jesus arbejder i os, for der er vi åndelige mennesker.

Men vi har et snævert billede af, hvem Gud har skabt os til at være. Jesus frelste mennesker, med alt hvad det rummer, på korset. Jesus, Guds søn, blev som bekendt menneske. Helt menneske. Så lige meget om han spiste eller helbredte de syge, var det for sin himmelske faders pris og med en så stor årvågenhed på, at det var vigtigt at udføre sunde praksisser for hele sit væsen. Både hans ånd, sjæl og legeme.

Jesus skelner altså ikke mellem nogle handlinger i livet som værende mere åndeligt rigtige end andre. Selvfølgelig er der de syndige handlinger, som ikke gavner os overhovedet. Men vi har fået livet skænket med alle dets udfoldelser, hvor sjælen har brug for pleje som fx kan være i form af psykologhjælp, legemet har brug for motion og sund mad, mens ånden også har brug for sin pleje, som tungetalen eksempelvis er.

Vi europæiske kristne har en tendens til at opdele vores liv og handlinger og skelne mellem åndelige praksisser. Men sandheden er altså, at Helligånden bor i os og følger os altid. Hans kærlighed ønsker at nå os på så mange andre måder, end dem vores fantasi kan forstå. Så det er blot med at komme i gang og prøve at udforske Guds kærlighed til os. Gud kan og ønsker at arbejde med vor ånd, sjæl og legeme, lige meget hvad vi gør, og hvordan vi gør det.

Åndelige discipliner

En typisk praksis for en europæisk kristen er andagten. Vi kan have en tendens til at tro, at en andagt kun er ”rigtigt” praktiseret, hvis den finder sted en time om morgenen, alene, med bibelstudie og den samme bøn, der gentages hver morgen. Jesus gjorde det højst sandsynligt ikke således. Jesus var et 100% holistisk menneske. Altså han vidste, at for at være et fungerende menneske, måtte han overgive alle dele af sit liv til faderen og også sørge for at pleje alle dele og give det næring. Og for at komme tilbage til andagtsformen igen, må en tanke også være, at for at praktisere en andagt holistisk, må vi også forstå, at vi alle er skabt unikke og med forskellige kvaliteter og egenskaber. Derfor må andagtsformen tænkes ud af boksen. Hvordan mener vi selv, at en andagt kunne afholdes på bedste vis? Alt efter hvem vi er, og hvad vi lige præcis har brug for, vil andagten også få et andet udseende. Det kan være, at andagten skal omhandle bevægelse, relationer, diskussioner, natur, stilhed, musik, Bibel eller noget helt andet?

Når vi hele vort liv er vokset op med denne tankegang, der præger vores kultur så stærk, kan det være svært at vide, hvordan man bryder med det og begynder at leve et liv, hvor bevidstheden om, at alt hænger sammen og påvirker hinanden, er til stede. Derfor vil en nyttig metode til at få øjnene op for, hvad Gud i sin nåde har skænket hver enkelt af gaver, være de såkaldte Spiritual

Pathways1 . Selvom disse er åndelige discipliner, kan de være en god vej hen imod at få øjnene op for, at Gud har så meget mere for os, end hvad vi tør håbe på.

Vi må se på verden og få øjnene op for, at det er vores himmelske fader, som har skabt det hele, for at vi også skal nyde godt af det og gøre brug af de muligheder, som er lige foran os.

1 Fra John Ortberg and Ruth Haley Bartons undervisning: An Ordinary Day with Jesus: Participant’s Guide
http://rezchurch.org/wp-content/uploads/2010/10/Spiritual-Pathway-Assessment.pdf