Fri os fra ”slaveri”
Flemming Andersen
Draget 49
9700 Brønderselv
Vores flora og fauna – skabt af Gud – i alt ca. 10 mio. arter. Det er ret uoverskueligt – ca. 10 mio. arter, som ikke kan krydses. Kun ganske få kan krydses, men bliver så ufrugtbare.
Inden for arterne kan man fremavle, dvs. fremme til det, som passer os bedre, fx hos hunde. De bliver dog ikke til heste. Som tidligere landmand har jeg arbejdet med køer og ser koen som en fantastisk skabning, der kan omsætte endda tørt græs og halm til mælk. Koen med øjne, smags- og lugtesans, tunge, tænder, gumlefunktion, spyt og synkeevne, 4 maver, drøvtyggerevne – og så giver den mælk gennem 4 patter, som vi som mennesker kan gribe om og malke. Sammen med koen er også tyren. Koen og tyren finder ud af det med befrugtning og kalve osv. Alt dette er nemt at iagttage, og det kan ikke lade sig gøre at reducere i disse egenskaber og stadig have en funktionel ko. At reducere – føre tilbage til tidligere stadier i udviklingen – skulle vel være nemt, hvis koen var udviklet og ikke skabt.
I en periode var jeg lærer på en kristen friskole. Der kom på et tidspunkt påbud om ikke at undervise i skabelse, som Bibelen lærer os, for nu må det hedde evolution. For mig er det ugudeligt meningstyranni. Sådan ser jeg også på det, når man skal tolke Bibelen på en måde, så det bliver selvfølgeligt at vie homoseksuelle foran altret i vore kirker. Igen ugudeligt meningstyranni – endda vedtaget på tinge på trods af, at Bibelen lærer det modsatte. Når vi siger evolution, eller den bedst egnede overlever, og får det parret med racehygiejne og herrefolksmentalitet, kommer vi selv til at tage følgen.
På samme måde med ugudeligheden, hvor vi vil tolke homovielser som Guds kærlighed til mennesker. Er der noget at sige til lystens vilde jagt på alt, hvad man tror kan tilfredsstille ens behov? Vi kommer selv til at tage følgen! Hvor er vi henne? Forvirring og atter forvirring bliver følgen, når vi gennem oversættelse og praksis mister respekten for Guds talte ord, så vil vi ikke opleve det, som Jesus siger om at sætte i frihed – dvs. troen, sandheden og kærligheden givet til mennesket ved Helligånden.
Vi vil forblive slaver af vore egne lyster med had til dem, som ikke kan indse, at egoet har ret. Det kan blive som islams slaveri, hvor man skal dræbe frafaldne som en hellig pligt, om det så er nære familiemedlemmer eller ens egne børn. Fri os i Danmark for religionsslaveri og slaveri under såkaldte udviklingstanker.