Et gammelt jysk sagn om pesten vækkes til live

Anette Broberg Knudsens nye roman ”I skyggen af pesten” er en historisk roman for de 10-13 årige. Historien foregår i middelalderen og bygger på et gammelt sagn fra den jyske hede, nærmere bestemt fra Randbøl og Vorbasse egn. Den handler om drengen Laurs, der tror, at han er helt alene tilbage efter pestens hærgen.

Da Laurs’ lillebror dør, er han den sidste, der er tilbage i landsbyen. Alle andre er enten flygtet fra pesten eller ligger begravet på kirkegården. Det sætter selvfølgelig en masse eksistentielle spørgsmål i gang hos Laurs, såsom: hvorfor har Gud ladet hele hans familie død? Pesten blev nemlig i i middelalderens kristne opfattelse af verden set som, at det måtte være Guds straf for synder.

Laurs må også overveje, hvilke fremtidsmuligheder han nu har tilbage. Planen var jo, at han skulle have læst til præst i Ribe, men det kunne han jo ikke nu, og hvad skulle der ske med den store slægtsgård, Højgården? Det var den største og vigtigste gård i Randbøl. Skulle han mon blive og forsøge at drive den videre?

Laurs er ved at opgive alt, da han pludselig i det fjerne hører en velkendt lyd ud over heden. Han er ikke alene i verden alligevel.
Laurs vælger at vandre ud over heden og prøve at finde den eller de personer, som har fremkaldt den velkendte lyd. Hvor end han kommer frem, er der masser af ødegårde, hvor markerne er klar til at blive høstet, men der er ingen mennesker til at gøre det hårde arbejde. Rundt omkring løber der køer, grise, får, geder og høns, som havde hørt til de forskellige gårde.

Laurs møder andre overlevende efter pestens hærgen, og sammen forsøger de ved hjælp af en kæmpe viljesindsats og en tro på, at fremtiden kan blive bedre, at få en ny hverdag og tilværelse op at stå.

Prisbelønnet forfatter

Anette Broberg Knudsen er kendt som forfatter, oversætter og journalist. Hun har skrevet bøger for børn, unge og voksne. Genrerne er alt fra krimier, historiske- og bibelske romaner. Sidste år, i 2016, vandt hun Spar Nords Karin Michaëlis pris for sin historiske roman ”Udenfor byporten” om en radikaliseret ung jøde, der levede på Jesus tid.

Hendes liv og dermed hendes forfatterskab er præget af den kristendom, hun opdagede som ung. Hun har bevæget sig i mange forskellige egne i det kristne landskab, men altid med kompasnålen rettet mod Kristus.

Med denne bog får vi fortalt en vigtig del af vores historie, som vi sjældent hører om, men som vi stadig kan lære meget af i dag. Børn og unge tumler ofte med mange store spørgsmål, som de har brug for at tale med voksne om. Det gælder måske især, når de hører om, hvordan krig og ødelæggelser får folk til at flygte. Denne bog er netop fyldt med alt fra spørgsmål om død og ødelæggelse til håb og tro på en fremtid, der kun kan blive bedre.

Anette Broberg Knudsen:
I skyggen af pesten
200 sider • 149,95 kr. • Lohse