Enhedens oversete betydning

Sommeren 2016 deltog jeg på en studietur med personalet fra Mariager Højskole til Israel. Her besøgte vi bl.a. to kristne ledere – en præst for en messiansk kirke og en palæstinensisk kristen menighedsleder fra en af undergrundskirkerne der. I deres hverdag står de på hver deres side i en nærmest uløselig konflikt, og alligevel kæmpede de begge for enhed blandt de kristne, selvom deres folk er indædte fjender. Det fik mig til at undres. Oplevelsen i Israel fik mig til at studere, hvad Bibelen siger om enhed.

Jeg blev overrasket over, at Jesus er så optaget af enhed, at han bl.a. understreger, at kendetegnet på, at nogen benævnes hans disciple er deres indbyrdes kærlighed. Jeg studsede over, at Paulus taler, underviser og skriver mere om enhed, end han eksempelvis skriver om retfærdiggørelse, som han på mange måder er blevet mere kendt for.

I min egen opvækst i en pinsekirke havde vi stort set ingen eller et meget ringe samarbejde, og vi vidste knap nok, hvem hinanden var. Det var lidt i tiden dengang, at vi fra vores kirke var lidt mere rigtige, havde svar på lidt flere sandheder, end vores tros-søskende i andre kirker. De andre havde helt sikkert tilsvarende fordomme mod os.

Jeg tror, vi som karismatikere ofte har været mere optaget af Helligåndens gaver, udrustning til tjeneste og alle mulige andre gode ting ift. enhedens betydning, som vi ikke har prædiket og undervist særlig meget om.

Kirkehistorien fortæller os desværre, hvor let splittelse og uenighed blandt kristne vandt over enhed og forsoning, når teologiske uenigheder blev vigtigere end kærligheden til hinanden.

På Det Nye Testamentes tid var den helt store enhedsudfordring mellem jøder og hedninger. Det burde være en umulig opgave at bevare enheden, fordi teologiske, historiske, sociale og kulturelle faktorer konstant udfordrede enheden blandt disse grupper. Måden man dengang overvandt enhedsudfordringen på, tror jeg, er vejen til at bevare og fastholde enheden i vores sammenhænge i dag. Paulus insisterede på, at uenigheder skulle overvindes. Det havde været så let for Paulus at acceptere eller selv plante jødiske kirker, hedninge-kirker, kirker for slaver, kirker for frikøbte slaver osv., men det var ikke en mulighed for ham, fordi han var overbevist om noget andet.

I dag er enheden ikke mindre udfordret, men bare på andre områder. For mig at se er individualismen vor tids væsentligste faktor, der modvirker enheden. Vi er så optaget af, hvad der er vigtigt for mig – hvad jeg gerne vil have ud af ting – hvordan jeg kan udvikle mig, osv. Meget mere end hvad der er godt for fællesskabet end helheden. Prøv et øjeblik at se, hvor mange af vores samtidige lovsange, der har et ”jeg” eller ”mig” i teksten frem for et ”vi” eller ”os”. Desværre ser vi ofte en stærk opdeling af generationer, dyrkelse af subkulturer og særlige kendetegn, fordi så får jeg mest ud af det. Det kunne være ung/gammel, dansk/anden etnicitet, rig/fattig, uddannet/ikke-uddannet, ny/gammel kristen, nye lovsange/gamle salmer. Noget som Paulus – hvis han havde levet i dag – ville have skrevet og undervist skarpt imod.

Samtidig er der i vores tid en ny vind, der blæser, og jeg tror, den er fra Gud. Den kommer fra den unge generation, og den bringer kærlighed og enhed med sig, den ophæver tidligere kirkeskel, og den fokuserer på det, som samler os.

Enhedens grundlag

Ganske kort før Jesus døde og senere opstod, havde han tid sammen med sin kirke/ sine disciple. Noget af det sidste, Jesus gør, er at bede for både dem og for alle os, som efterfølgende vil komme til tro på Jesus. Jesus beder for begge grupper om, at de må være et. Faktisk siger han i bønnen, at årsagen til at mennesker finder vej til Jesus, er gennem de kristnes enhed – læs selv Johannesevangeliet kap. 17, vers 11 og 20-22.

I Efeserbrevet kap. 4:1-16 udfolder Paulus denne enhedstanke, og hvad den fører med sig. Efter en formaning om at vise ydmyghed, mildhed, tålmodighed overbærenhed overfor hinanden med forbillede i Jesus og stræbe efter at fastholde åndens enhed med fredens bånd, fortsætter han med at beskrive enhedens grundlag i v. 4-6: ”ét legeme og én ånd, ligesom I jo også blev kaldet til ét håb; én Herre, én tro, én dåb; én Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle.”

Fundamentet for enheden er givet os gennem Jesu selvopofrende død på korset. Den, som har modtaget Kristus, har fået Kristus indeni. Han er ikke bare tæt på Jesus, han er inden i os. Enheden er skabt, fordi Jesus ved sin Ånd bor i os og har givet os nyt liv. Hans blod og liv flyder i mine årer såvel som i dine. Enhedens grund markeres i teksten med ”en” eller ”et”. Vi er et legeme, en ånd, et håb, en Herre, en tro, en dåb, en Gud, alles Fader, over, gennem, i alle. Først lovprises Ånden, Kristus og til sidst Faderen.

Teksten udtrykker kirkens virkelighed, at Kristus er kirkens hoved, og vi er hans legeme – men Kristi legeme. Hans kirke har kun én krop, Jesu legeme. Hans nærvær, åbenbaring og løfter til de troende findes kun i én – Kristi kirke. Kirken er Kristi krop, som vi bærer som en levende organisme, den rummer i sig alle dem, der har modtaget Kristus som deres herre og er gået fra mørke til lys, fra død til liv.

En Ånd – mange nådegaver men en og samme Ånd.
Et håb – en fremtid for os alle sammen.
En Herre – Den væsentligste grund til enhed
En tro – De kristne har deres enhedspunkt i Kristus, han er grunden til vores nye åndelige eksistens, midtpunkt, han som former tilværelsen.
En dåb – dåben skaber og bekræfter enheden i Kristus og med hans folk.

I troen på Jesus har alle kristne deres enhedsgrund. Vi er hans legeme, og Jesus er hovedet, så der skabes enhed, når Jesus er der. Splittelse og isolation i Guds store familie er derfor synd, fordi det berører trosgrundlaget. Splittelser er et tegn på, at lemmerne på Kristi krop ikke vil bære over med hinanden i kærlighed (4:2), ikke vil underordne sig hinanden, og dermed heller ikke underordne sig deres Herre. Et af de stærkeste kendetegn på Guds Rige er enhed – at tidligere splittede grupper har fundet sammen og er smeltet sammen til et folk – en enhed. Forestil dig, hvis en lokal kirkes lederskab trak i hver deres retning og hele tiden skulle markere egne synspunkter, altid var optaget af egne ting. Hvordan i alverden skulle Jesus få sin vej med sådan en kirke, medmindre man i respekt og kærlighed lyttede til ham og indordnede sig under hinanden med en forståelse af, at Jesus bor lige så meget i min bror og søster, som i mig?

Enhedens indhold

Enhed er ikke enshed, fortsætter Paulus med at understrege i versene fra 7-12. Enheden er ikke ensformighed, men at alle nådegaver harmonisk samvirker mod et fælles mål gennem en mangfoldighed af nådegaver, vi hver især bærer med os. Jeg tjener som et lem på legemet – ikke til egen, men til fælles gavn ud fra, hvad legemets hoved, Kristus, ønsker, jeg skal bidrage med.

Kroppen eller Kirken, siger Paulus i vers 13-16, vender sig mod hovedet Kristus og stiller sig selv spørgsmålet: Hvad siger hovedet? Hvad siger menighedens Herre? Hvad siger Jesus? Han giver legemet form og kraft og vækst, og vi bevæger os i hans retning, mens vi hver især udfylder vores tjeneste.

Enhed, fordi vi i troen og dåben er en ny menneskehed.

I 2. Kor. 5:17 læser vi: ”Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til.” I konteksten forsvarer Paulus, hvorfor han tillader jøder og grækere at spise og bede sammen. Fordi, siger han i v. 16, ”fra nu af kender vi ikke nogen mere rent menneskeligt”, eller mere korrekt: ”rent etnisk.” Er vi døbt til Kristus, har vi jo iklædt os Kristus.

På nudansk siger Paulus, at alle vore sociale, medarvede definitioner, som vi hver især bærer med os af klasser og kategorier, ikke længere, er vigtige. Dåben introducerer os til en helt ny enhed. Nu definerer vi os ikke længere som jøde eller græker, slave eller fri, mand eller kvinde, jyde, københavner, gammel, ung, dansker, flygtning, jyde, københavner, rig, fattig, smart, akavet, ny, gammel troende, ”for I er alle én i Kristus Jesus” – Jesus er kommet tæt på, og en ny menneskeenhed er skabt. Vi er hans børn, alle som har modtaget ham, alle som er blevet døbt ind i denne nye relation. Vi er hinandens søskende, nye skabninger. Alt hvad vi tidligere var, ophører, for nu er vi et nyt folk, en ny menneskehed, en ny enhed. I frelsen og dåben fejrer vi, at vi er et nyt folk, selvom vi er meget forskellige. Vi har en ny social relation til hinanden, som over-ruler alle hidtidige forskelligheder. Vi er søskende og tilhører hinanden.

Enhed er et kald til at skabe modkultur

Hvad betyder det så konkret for os? Vi, Jesu legeme, må erkende, at de andre troende er langt vigtigere end dig og mig, og hvad vi synes om alt muligt. Individualismen må slippe sit greb i os. Det handler om at være og udtrykke en helt ny menneskeenhed. At se os selv som nye skabninger, at efterlade alt det, vi tidligere var og kom med – skater, ung, smart, klog, dum, grim, rig, fattig og tillade det komme i en smeltedigel og lade noget nyt fremstå – som hedder ”vi” i stedet for ”jeg”, en ny enhed, Guds folk, hans legeme på trods af forskellighed – og det er en ny tanke for de fleste af os.
Det er ikke tanken, at bare vi er født på ny og døbt, og vi kommer i samme kirke, er bedt om at elske hinanden, plante kirker og ikke diskriminere hinanden, så har vi nået målet. Det er langt mere vidtgående – Paulus siger to folk, to historier, to kulturer flyder sammen til en ny menneskehed, ny-skabning, ny inter-etnisk social realitet, som den enkelte smeltes ind i, og som ikke bare er summen af alle individer. Dåben skaber et nyt folk, hvor Kristi liv flyder i os alle – og stakkels den, der bekriger en bror eller søster! Han eller hun bekriger bogstavelig talt Kristus, sig selv og alle andre troende og medvirker til, at Jesu legeme svækkes.

Tro endelig ikke på, at der findes perfekte kirker. I så fald brast den illusion i det øjeblik, du og jeg trådte ind ad kirkedøren.
Forvent at blive skuffet, overset, negligeret til tider, ligesom vi selv kan udsætte andre for det. Elsk dine brødre og søstre i kirken, kæmp for enheden, selvom du ikke fatter alt det, de gør, og synes, de burde gøres ting anderledes. Det er dine brødre og søstre i Jesus. Lad kærligheden skjule en mangfoldighed af svagheder og skrøbeligheder. Se Jesus i dem omkring dig.

Kirken er stedet, hvor man kan demonstrere i praksis, hvordan enhed kan se ud, som Jesus havde tænkt det. Et smukt og konstruktivt fællesskab på tværs af alder, etnicitet, forskellighed, baggrund eller status. Vi kommer alle som dem vi er, rummet af Jesus, elsket og taget imod, fyldt med hans enheds Ånd. Det skal udleves og være modkultur i en verden, hvor vi dyrker de ligesindede – men det kræver en beslutning af os om, at vi vil enes og holde sammen. Er det en let opgave – nej, hvem sagde det!

Ligesom der altid er en skør og umulig onkel i vores fysiske familie, findes de også i kirkefamilien, men når vi med Guds nåde får hjælp til at udleve enheden på tværs af alle skel, kan det blive anledning til, at mennesker finder vej til Jesus, fordi hans folk elsker hinanden og er optaget af at bevare og vokse i enheden, trods forskelligheden.