Hvorfor gør mine anstrengelser mig ikke bedre?

Kære Orla Lindskov.
Jeg læser din Brevkasse og vil gerne bede om forbøn og en salvedug.

Jeg er ikke alvorligt syg. Men jeg føler mig træt i min krop og i min sjæl. Jeg oplever også, at jeg igen og igen bliver angrebet af forkølelse samt hovedpine.

Jeg skriver dette brev til dig, fordi jeg oplever en nødsituation i mit kristne liv. Jeg er gået i stå og finder ingen glæde, hverken ved bøn eller bibellæsning.
Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle komme i denne situation. Men der er jeg altså nu, og jeg har endda været en kristen i mange år.

Jeg er en kvinde, og jeg er gift og 63 år.

Jeg vil så gerne være god og gøre alting godt og rigtigt for Gud. Jeg arbejder og slider med det både dag og nat. Sådan har mit kristne liv været i mange år.
Jeg mener, at jeg forsager denne verdens væsen og tillokkelser. Jeg anstrenger mig meget. Jeg forsømmer kun sjældent et møde i vores menighed. Jeg beder Jesus om hjælp til at blive bedre og til at leve rigtigt. Men det er, som om det ikke hjælper.

Jeg græder tit over mig selv. Mit hjerte er sikkert ondt. Det er nemlig sådan, at for hver synd, jeg overvinder, får jeg øje på noget nyt i mit indre, som er af det onde.

Jeg vedbliver med at føle mig som en stor synder. Der er vist ikke noget af det, som jeg gør, som bliver gjort af et rent hjerte.
Jeg synes, at jeg er hjælpsom over for alle. Men jeg føler ikke, at jeg elsker menighedens medlemmer eller mennesker i det hele taget.
Og mens jeg nu skriver dette brev til dig, kommer jeg i tanker om, at jeg kender mange i vores menighed, som lever livet uden at kæmpe, som jeg gør: Jeg prøver at opnå ægte godhed. Det synes jeg ikke, de gør.

Jeg stræber efter hellighed. Min mor sagde mange gange, at det var det, vi børn skulle se som det vigtigste.
Er det mon umuligt at blive god? Det tænker jeg hele tiden på. Jeg gør jo alt det, som jeg mener, at Gud forventer af mig. Jeg søger at nå så langt som muligt. Hvis det ikke hjælper, hvad skal jeg så gøre?

Skulle jeg ikke angre og kæmpe med mig selv og med synden i mig? Skulle jeg blot lægge hænderne i skødet og tage det roligt?

Det er der hundreder, der gør her i vores by på Vestkysten. Og dog regner de sig for kristne. De hverken sørger eller tænker over, hvordan de er, eller hvordan de burde være. Kan det være den rigtige måde, de lever på?

Nogle gange føler jeg, at jeg har kæmpet og bedt tilstrækkeligt. Men den tanker giver mig straks dårlig samvittighed. Den bekræfter kun, at det gamle onde menneske stadigt lever i mig.

Jeg vil gerne bede om råd fra dig, for noget er galt med mig. Det ved jeg. Men jeg har svært ved at gennemskue, hvad det er.

Hvorfor hjælper mine anstrengelser ikke? Har jeg ikke angret og kæmpet og bedt tilstrækkeligt?
Venlig hilsen
”Ditte”

SVAR:

Tænk på blomsterne og fuglene som får alt fra Gud

Kære ”Ditte”.
Jo, du har angret og kæmpet og bedt tilstrækkeligt. Måske endda for meget. Jeg synes, du har pint dig selv. Jesus lærer dig ikke, at dit liv skal være sådan.

Du spørger, om dine anstrengelser hjælper? Og om det, du gør, hjælper?

Jeg synes, at dit brev giver svaret: nemlig at dine store anstrengelser ikke hjælper. Du har det jo ikke godt. Du har det faktisk skidt i dit kristne liv.
Vores kristne liv skal ikke hvile på vores anstrengelse, men på Gud, som giver. Sådan taler Bibelen.

Du har fået alt for meget af dit kristne liv til at afhænge af dine egne anstrengelser. Du piner dig selv ved konstant at bekymre dig og anstrenge dig. Jesus siger i Bjergprædikenen, at vi ikke må bekymre os.

Dit liv har udviklet sig til en kæmpe bekymring for, om du er god nok i Guds øjne, om du er hellig nok, og om du anstrenger dig nok som kristen.

Jesus siger, at du skal se på fuglene og på blomsterne. Blomsterne anstrenger sig ikke for at vokse. De bekymrer sig ikke for at få den rette form og deres klare, varme farver. Blomsterne suger saft af jorden og drikker lys og sol fra himlen og kommer derved til at stråle af skønhed.

Jesu forkyndelse betyder så ikke, at vi blot skal lægge hænderne i skødet og åndeligt lade alt stå til, som det nu bedst kan.
Hans forkyndelse betyder, at vi skal prøve at blive stille og åbne vores indre for Gud. Resultatet heraf bliver så, som David skriver i sine salmer: Gud giver os hvile.

I hvile og tillid skal vi prøve at suge det ind, som kommer fra Gud: nemlig Helligåndens fred og glæde.

Dit liv som kristen vil da ikke længere være så tungt og svært. Du vil blive mere levende, fordi Gud vil leve i dig.
Det, der kommer til dig, når du forsøger at modtage som blomsten, det er Guds styrke, Guds kraft.

Det onde og dine fejl og mangler er ikke det vigtigste her i verden. Hvis disse bliver det vigtigste, så lammer det dig, og så bliver du let dømmende og kritisk overfor andre kristne og overfor andre mennesker. Jeg læser i dit brev, at det er sket for dig.

Du tænker fx, at de andre er uåndelige, fordi de tager livet lettere end du gør.

Kristne, der ikke piner sig selv, som du gør, behøver ikke at være overfladiske.

Det, jeg har svaret, må du ikke opfatte som kritik. Jeg ønsker blot, at du skal møde Gud og få fred.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov

OPLEVELSE:

Kære Orla.
Jeg var til et møde med dig, som blev afholdt i København. Jeg led af smerter i mine arme og skuldre. Det havde stået på længe. Forbønnen var en god oplevelse, for jeg mærker næsten overhovedet ikke mere til de smerter.
Tak til Jesus og tak til dig, Orla.
A.