Hvordan beregner evolutionister jordens alder?

Et indslag på TV2 i august hævdede, at man havde fundet rester af encellede organismer, som kunne dateres 3,7 milliarder år tilbage. Men udfra hvilket grundlag har man beregnet sig frem til dette resultat?

For ikke så lang tid siden fik jeg spørgsmålet fra Arne Silkjær, om hvorvidt Behemot kunne være en dinosaur og evt. hvilken slags.

Som jeg nævnte, er kristne delt i to lejre angående det spørgsmål. De, som tror på en ung jord, mener, at dinosaurer og mennesker har levet samtidig, og de er, ud fra beskrivelsen, ikke I tvivl om, at Behemot er en dinosaur. Kristne, som tror på en gammel jord (heriblandt dem, som tror på evolution), fastholder, at Behemot ikke under nogen omstændighed kan være en dinosaur, idet dinosaurerne uddøde for 65 millioner år siden, længe før mennesker kom på scenen. Tror man på en gammel jord, kan intet menneske derfor have set en levende dino, og Job, eller forfatteren til Job, kan derfor naturligvis ikke have haft en dinosaur i tankerne. Gammeljords-kristne vil fx foreslå, at Behemoth kunne være en flodhest; kristne forskere som fx astronom Hugh Ross fremfører denne holdning. Problemet er blot, at flodhestens hale er svært sammenlignelig med et cedertræ.

Dinosaurus i Jobs Bog?

I forbindelse med mit arbejde for intelligent design-sagen læste jeg for nylig den berømte amerikanske palæontolog og evolutionsfortaler Stephen J. Goulds bog ”The Panda’s Thumb”. I bogens afsnit om dinosaurer fandt jeg følgende guldkorn, som overraskende bidrager med støtte til ungjordskreationisternes holdning. Gould skriver på side 259:

Opdagelsen af dinosaurer i det nittende århundrede forsynede os med opfattelsen af, at intelligens er omvendt proportional med størrelsen på et dyr. Med deres ært-størrelse hjerner og gigantiske kroppe blev dinosaurer symbol på klodset stupiditet. Deres uddøen syntes at bekræfte deres mangelfulde design.

Dinosaurer blev ikke engang, som en formildende omstændighed, skænket egenskaben at kunne bruge deres styrke på nogen særlig behændig måde. Gud bibeholdt en høflig tavshed omkring Behemots intelligens, men var bestemt imponeret af dens styrke: ”Se dog kraften i dens lænder, styrken i bugmusklerne! Den holder halen stiv som en cederstamme, senerne i dens lår er flettet sammen; dens knogler er som bronzerør, skelettet som jernstænger” (Job 40: 16-18).

Så der har vi det altså, guldkornet (eller skulle jeg snarere sige Gouldkornet). En berømt ikke-religiøs palæontolog, ekspert i dinosaurer, som naturligvis var evolutionist og troede på en gammel jord, var ikke i tvivl: Behemot er en dinosaur. Gad vide, hvad Gould tænkte på, da han skrev dette? Han indrømmer jo indirekte, at Job eller forfatteren til Jobs Bog har kendt en dinosaur.

Gould (1941-2002) var en af de mest ihærdige fortalere for evolution, og han betragtes som en af de mest betydningsfulde palæontologer nogensinde. Mange evolutionister, selv de mest ateistiske af dem som fx Richard Dawkins, ynder at citere fra Bibelen – måske fordi de gerne vil demonstrere deres kendskab til den store bog – så der er egentlig ikke noget odiøst i, at Gould bringer Job 40 op. Gould har imidlertid ikke helt gennemskuet konsekvensen af blankt at identificere Behemot som en dinosaur. Jobs Bog er jo, ifølge de videnskaber, Gould selv tror på, skrevet 65 millioner år efter, at dinosaurerne uddøde, og ca. 2300 år før opdagelsen af fossilerne.

Datering af nyt fund på Grønland

Fra Udfordringens egen Henri Nissen fik jeg spørgsmålet om mit syn på de danske forskeres banebrydende opdagelse af den (påståede) ældste forekomst af liv. Henri refererede til et indslag i TV2 nyhederne, som jeg desværre ikke selv så, men jeg fandt ud af lidt om det.

TV2 skriver: Indlejret i den lille sten fra Isua i det sydlige Grønland har de fundet, hvad der sandsynligvis er resterne af encellede organismer. Rester, som kan dateres 3,7 milliarder år tilbage.

Problemet med flere grene af videnskaberne er, at man aldrig får at vide, hvor meget der er observerbare facts, og hvad der er fortolkning af facts. Hypoteser og spekulationer fremstilles som facts, og menigmand har ikke en jordisk chance for at gennemskue det.

Når man hævder at kunne datere sten til at være 3,7 milliarder år gamle, er det med metoder, som bygger på en masse formodninger. Formodningerne kan være forkerte, men det er for længst blevet fortrængt, og nu arbejder man med dateringsmetoderne, som om det er selvfølgeligt, at de taler sandt.

Flere prøver fra samme sted giver altid forskellige resultater. Nogle gange kan resultatet af en datering være fuldstændig forrykt, som den svenske geolog Mats Molén beskriver. Molén giver et eksempel med sten fra et bjerg, som blev dateret til 50 milliarder år ude i fremtiden. Det er standardpraksis at udelade resultater, som ikke stemmer overens med de i forvejen etablerede teorier om aflejringers alder. Det vil sige, at man sådan set tager ”farvede briller” på og sorterer data fra, der modsiger de etablerede hypoteser, hvilket må siges at være meget lidt objektivt.

Ved radioaktive dateringsmetoder måler man forholdet mellem to stoffer. Det kan fx være rubidium og det stof, som det langsomt omdannes til, strontium. Da man kender halveringstiden, dvs. hvor lang tid der går, inden halvdelen af mængden af rubidium er omdannet til strontium, så mener man at kunne anslå bjergartens alder ved at sammenligne mængden af rubidium med mængden af strontium. Alle disse dateringsmetoder bygger på en formodning om, at man ved, hvor meget af de to stoffer der eksisterede, da bjergarten blev dannet. Men det er netop en formodning og intet andet.

Forestil dig, at du kommer ind i et rum, hvor et stearinlys er tændt. Nu kommer spørgsmålet: hvor længe har lyset været tændt? Ja, det er svært at sige, for hvor højt var lyset, da det blev tændt? Har det brændt ensartet? Et vindue kan have stået på klem og fået lyset til at brænde hurtigere i noget af den tid, det har været tændt. Du kan regne ud, hvor mange cm i timen lyset brænder ned ved at iagttage og lave målinger, men hvis du ikke ved, hvor højt lyset var fra starten, kan du ikke sige, hvor lang tid det har været tændt. Det er der, hvor formodninger kommer ind, og det er på samme måde, formodninger spiller ind i de radioaktive dateringsmetoder.

Dateringer er funderet på formodninger

Jordens alder er langtfra mit ekspertområde. Jeg kan dog sige med sikkerhed, at de dateringer, som slynges ud i medierne og i undervisningslitteratur, er funderet i formodninger. Tror jeg, at jorden er under 10.000 år gammel? Jeg ved det ikke. Jeg mener ikke, at nogen videnskab kan sætte en alder på jorden, men jeg anser ung-jords-kreationisme for videnskabelig legitim, fordi der faktisk findes geologer, som fremlægger fortolkninger af data, som peger på en ung jord. Kan det tænkes, at jorden er 4,5 milliarder år gammel? I min optik er det muligt, men det er ikke bevist, og det kan ikke bevises.

Tror jeg, at de danske forskere har fundet det ældste liv? Nej, absolut ikke, for her sniger formodningerne fra evolutionsteorien sig ind, om at liv har udviklet sig fra primitive encellede organismer til alle andre organismer. De encellede organismer, man har fundet, er blot encellede organismer; intet taler for, at de skulle være ældre end andre organismer, og de er bestemt ikke stamfædre til andre arter.