Hvordan opdrager jeg bedst børnene?
Kære Suh.
Jeg har to børn på henholdsvis 5 og 9 år.
Når de laver gale streger, bliver jeg lige som alle andre sur og irriteret, nogle gange mere end andre. Mit spørgsmål er, hvor meget det er godt at lade dem mærke min irritation og surhed?
De er jo ikke så gamle, og gør det jo som regel ikke for at genere mig, sådan er børn jo bare.
K.
Kære K
Som med al pædagogik og kommunikation er det vigtigt at tilpasse den modtageren – alt efter alder og evner.
Dine børn er på hvert deres udviklingstrin, og du må justere din given udtryk for din irritation og surhed derefter, både i omfang og i sprog.
Fx har din 9-årige større mulighed for at forstå en lidt længere forklaring på, hvorfor du reagerer som du gør, end din 5-årige, og du kan derfor med fordel bruge lidt flere ord. I forhold til din 5-årige er det måske mere ansigtsudtryk, kropsholdning og korte sætninger, der virker bedst.
Hvad der er ens for dem begge er, at de har brug for at lære, at deres handlinger har konsekvenser. Når de gør noget, der gør dig ked af det, eller sur, så er det helt OK at vise dem det.
Mange forældre får skyldfølelse, når de oplever vrede rettet mod deres børn og lægger derfor låg på og tvinger sig selv til at sige ”pyt”.
Men for det første hober vreden sig op indeni og går bare ud over en anden i stedet (fx manden), eller i sidste ende alligevel børnene, og for det andet sender det nogle helt forkerte signaler til børnene. Du er nemlig rollemodel for, hvordan andre mennesker ude i verden også påvirkes af dine børns adfærd (og andre har som regel en noget kortere lunte, eftersom de ikke er følelsesmæssigt knyttet til børnene på samme måde).
Den bedste og mest trygge måde at lære at navigere overfor andre mennesker på, er altid i de hjemlige rammer. Gør dem derfor den tjeneste at lære dem, at deres handlinger enten gør andre mennesker glade, kede af det – eller vrede.
Hilsen Suh