Hvorfor vil mange muslimer ikke være som os?
I sidste uge var jeg en tur i Oslo. Det er et par år siden, jeg sidst var en tur i søsterlandet nordpå, og jeg havde faktisk glemt, hvor smukt et land Norge er.
Under indflyvningen til Oslo Gardermoen mindede det grønne, bløde landskab med bakker, dale, grantræer og de røde huse med hvide kanter mig om eventyrland. Gardermoen lufthavn fremstår som et pragtstykke i skandinavisk stilrent design. Glas, stål og birketræ. Der er ro og renlighed. Pædagogiske skilte viser den rejsende hen til perronen med eksprestoget, der tager en til centrum på blot 23 smertefrie minutter. Prisen er lidt pebret, men ved rulletrappen ned til toget sidder til gengæld en serviceperson parat til at tage sig af eventuelle forvirrede passagerer. Så man får noget for pengene.
Toget kører på minuttet. Ingen forsinkelser. Det er indrettet, så det er en let sag at placere sin baggage. Der er tænkt ergonomisk, så man ikke gør nogen forkerte bevægelser med ryggen. Kupeen er nærmest klinisk ren, og sæderne giver den rigtige støtte. På en skærm ruller en tekst, der byder mig velkommen til Norge og forsætter med at vise, hvor jeg kan finde wellness centre, hvis jeg vil være god ved mig selv. Min sjæl, hvad du vil mer’? Komfort er gud i Norden.
Da jeg er steget af toget, går jeg op ad Karl Johan, og det er det samme syn: åbenhed, venlighed og service. Oslo er en by, hvor man har gjort alt for at tage så godt imod den fremmede som muligt. Alligevel får jeg en fornemmelse af, at jeg befinder mig i de dødes rige. Jeg fornemmer en tomhed og et åndeligt mørke, som den finpolerede velfærd ikke kan dække over. På samme måde ligger der også en depressiv dyne over det velplejede Danmark.
Uden for Stortinget står en gruppe muslimske kvinder med tørklæde, som skal fotograferes i forbindelse med valgkampen. De har stolthed, smil og overbevisning i blikket. Norsk statstv, NKR, brugte for nylig en ung muslimsk kvinde, der bar hijab, som vært i et valgprogram. Det startede en storm af klager fra seere, men har nordmændene og vi andre egentligt noget andet og bedre at stille i stedet end bare kritik, kritik og kritik?
Da jeg går videre op af Karl Johan, trænger et spørgsmål sig på: hvorfor vil mange muslimer ikke være som os, når vi nu har meget velfærd? Jeg tror, at det har med religion at gøre – og allermest fordi vi har mistet vores egen.
