Eva vandrede 40 dage i Dødsskyggens Dal

Niels Aksel og Eva har for nylig købt et idyllisk stråtækket hus i Taps syd for Kolding. Til huset hører en stor grund på 4.000 kvm. Efter at de var flyttet ind, fortalte lokale folk dem, at selveste apostlen Ansgar omkring år 1000 her døbte de første kristne i vandløbet, som omkranser to sider af deres grund. Navnet Taps menes at komme fra Dabs – dåb. Der blev bygget et lærehus til kristendomsundervisning på det sted, hvor kirken nu ligger med udsigt til åen. Den romanske kirkes skib, kor og apsis menes at være helt fra 1050-1250, mens det sengotiske tårn – som ses i baggrunden – kom til i 1400-1550. Det var også i Taps, at Kong Christian X i 1920 red over den gamle grænse ind i Sønderjylland, som havde stemt sig tilbage til Danmark.

Under en rejse i USA opdagede familien, at der var noget galt med Eva Bertelsen. Det viste sig, at hun havde en uhelbredelig hjernesvulst, som allerede havde dannet en metastase…

Hvad tænker du, når du får at vide, at du har en uhelbredelig ondartet kræftsvulst i hjernemassen – og lægerne kun giver 15 måneder tilbage at leve i…?

Eva Bork Bertelsen oplevede dette mareridt i sommeren 2013.
Hun havde på det sidste oplevet nogle mærkelige tegn på, at der var et eller andet galt. Men Eva havde været efterskolelærer i Kolding og lærer på to friskoler i Herning og Silkeborg. Hun var en handlekraftig kvinde, der havde styr på tingene. Så hun forstod først sent, at der virkelig var noget alvorligt galt.

En forud-anelse?

– Jeg havde læst en del bøger og artikler om nærdødsoplevelser og om mennesker, der havde oplevet at være i himlen, men var kommet tilbage til livet igen.
De berettede alle om, hvor fantastisk der er i himlen, og at de ikke havde lyst til at vende tilbage til jordens mørke, husker Eva, som to måneder før sin sygdom sagde til sin mand: ”Jeg har det, som om jeg er ved at forberede mig på at dø, siden jeg er så optaget af at læse om døden og himlen, men det skal jeg jo ikke, jeg er ikke syg.”
Jeg var begyndt at glemme småting og følte mig ind i mellem lettere forvirret, men lagde ikke noget i det.

Hovedpine i USA

– Min mand Niels Aksel og jeg besøgte i sommeren 2013 vores datter og svigersøn i Los Angeles. Halvvejs inde i ferien oplevede jeg en skærende, trykkende hovedpine og en overvældende træthed. Jeg mistede appetitten og havde svært ved at orientere mig, når vi var ude. Desuden oplevede jeg en kort spastisk lammelse i højre arm. Jeg reagerede ikke på mine omgivelser, som jeg plejede, jeg var ikke mig selv.
De sidste dage af ferien fik jeg også svært ved at formulere mig og fik at vide af både sin mand og datter, at min venstre halvdel af ansigtet hang ved øjet, kæben og læben.
Jeg kunne virkelig ikke se det i spejlet, selv om jeg kiggede og kiggede. Jeg var faktisk lidt irriteret over, at min mand dagligt spurgte mig: Har du det godt Eva?
Min datter lavede regnestykker til mig for at tjekke mig, og dem klarede jeg fint, men dagen før vores hjemrejse hørte jeg hun sagde til min mand: ”Der er noget helt galt med mor.”
Efterhånden følte jeg, at mine pårørende var ude på at gøre mig syg.

Jeg skal ikke til læge!

– Vores yngste søn hentede os i lufthavnen og bemærkede straks, at jeg ikke var, som jeg plejede.
Da jeg senere snakkede over Skype med en svigerdatter, sagde hun straks: ”Hvad er der i vejen med dig?”
Senere på dagen satte jeg mig ved computeren for at forberede mig til et aftalt møde med en kollega. Min mand kiggede på mig og sagde: ”Du er syg, Eva du skal til læge.”
”Jeg skal ikke til læge, jeg skal på arbejde i morgen,” svarede jeg. Jeg havde stadig ingen fornemmelse af min situation.
Da min mand kontaktede lægen og forklarede situationen, sendte lægen mig straks på sygehus i Holstebro. Her troede de i første omgang, at jeg havde fået en blodprop i hjernen, og jeg måtte derfor igennem en del ergoterapeutiske undersøgelser, som jeg til deres overraskelse klarede forbavsende godt.
Efter flere undersøgelser og en CT-scanning blev det bekræftet, at der ikke var tegn på en blodprop, men noget meget alvorligt.

Er jeg skør…?

– Overlægen fortalte os, at der var et stort, hvidt område i min højre hjernehalvdel, hvilket var et tydeligt tegn på en svulst.
Jeg havde ingen realitetssans og følte mig ydmyget, da sygeplejersken bad om at se, hvordan jeg klarede mig i badet, og da hun om aftenen, inden jeg lagde mig til at sove, spurgte, om jeg havde tænder, der skulle ud…
Var jeg blevet skør, var jeg på vej mod et plejehjem? Kommer jeg snart til at ligge som en grøntsag? Tusinde tanker for igennem mit hoved. Jeg forstod intet af, hvad der foregik omkring mig. Jeg havde svært ved at mærke mig selv. Jeg var blot tilskuer til, hvad der foregik omkring mig.
I min journal står der, at jeg virkede apatisk.

Den er ondartet…

– Efter MR-scanningen blev vi igen kaldt ind til samtale. Lægen forklarede os på en god måde, at svulsten var ondartet – formentlig en såkaldt gliobastoma multiforme, hvilket er den mest aggressive form for hjernesvulst.
Lægen sendte nu journalen videre til onkologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital.
Jeg var bare tilskuer til samtalen. Lægen undrede sig over den ro, der omgav os, hvortil min mand svarede: Vi tror på Guds hjælp i situationen, og vi frygter ikke døden, hvis det skulle komme dertil. Men det vil blive et savn, hvis jeg skulle miste Eva.

Et ord fra Gud?

– En veninde sad et par dage senere til en gudstjeneste i en kirke, hvor hun under lovsangen to gange oplevede, at hun skulle sige til mig: ”Denne sygdom ender ikke med døden, men sker for at Guds navn skal herliggøres.”
Det står i Johs. evangeliet kap. 11 vers 4. Hun kørte efterfølgende ind til min familie, der var samlet, men kunne ikke få sig til at viderebringe ordet. Dagen derpå fortalte hun det dog til min svigerdatter, som sms’ede beskeden til mig.
Jeg lå i hospitalssengen, og idet jeg åbnede sms’en og læste den, råbte jeg: ”Herre, er det dét du vil? Vil du helbrede mig? Så mød mig nu.”
Jeg så i samme øjeblik et tov foran mig. Jeg greb fat om det i mine tanker. Samtidig følte jeg, at Jesus sagde i mit i indre: Jeg vil vandre med dig, som der står skrevet i Salme 23 vers 1-4:
Herren er min hyrde, han sørger altid for mig. Han lader mig ligge på grønne enge og fører mig til det friske vand. Han giver mig mod på livet og viser mig de sikre stier, for han er en god og trofast Gud. Skal jeg end vandre gennem dødsskyggens dal, har jeg intet at frygte, for du går ved min side, din kæp og din stav beskytter mig.

Det blev min Salme. Jesus føltes i samme øjeblik så nær, og han omsluttede mig på en helt fantastisk måde. Jeg følte, jeg bogstavelig talt blev indhyllet af hans kærlighed og varme på en måde, jeg ikke før har oplevet. Det var som et åndeligt slør, der blev fjernet fra mit indre. Jeg følte Gud så nær.

Klarhed og håb

– Da begyndte det ligesom at gå op for mig, hvad min diagnose var. Jeg var nu overbevist om, at Gud var med mig og ville gå foran mig og vandre med mig. Jeg delte begejstret min oplevelse med min mand og mine børn, og min mand sagde: Bliver du rask Eva, så bestiller jeg en ny flagstang, og så skal Dannebrog vaje i tre dage fra morgen til aften. Bestil den, sagde jeg, for jeg bliver rask.
Jeg blev mindet om ordet i Jakobs brev kap. 5 vers 14 -15:
Hvis nogen af jer er syge, skal I sende bud efter menighedens ledere. De vil så salve jer med olie i Herrens navn og bede for jer. Så vil bøn i tillid til Herren gøre jer raske, så I kan stå op fra sygesengen.
Jeg bad min mand om at ringe til kirkens præster, og de kom straks og salvede mig med olie og bad for mig.
En af præsterne mindede mig om, at det vigtigste er, om vores navne er indskrevne i Himlen.
Da blev jeg fyldt med en endnu større fred. Det vigtigste var ikke, om Herren ville helbrede mig, men at jeg, hvis jeg skulle dø nu, ville jeg komme i himlen.
Jesus tog min synd, men også mine sygdomme, da han døde på korset, står der i Bibelen.
Jeg frygtede ikke døden.

To onde svulster

– Alle billeder fra MR scanning blev nu sendt videre til Aarhus.
Vi kom til en samtale med to læger og to sygeplejersker. Vi fik at vide, at der utvivlsomt var tale om to aggressive, ondartede svulster i hjernemassen. Den ene var en metastase på 1 cm og sad i baghovedet, den største sad ved tindingen og målte 3,2 x 1,7 cm, og radiologen satte navn på typen, der var meget aggressiv, og vi kunne læse, at man med den diagnose typisk havde 15 måneders levetid tilbage.
Desuden havde tumoren forårsaget et væsketryk i hjernen, som gav en hjerneforskydning på ½ cm. Alt det betød, at operation ikke var mulig, da det kunne medføre hjerneskader og lammelser. Kemo og stråler kunne heller ikke fjerne svulsterne, da det ville ødelægge mange hjerneceller.

Ro trods risiko

– Lægerne indlagde mig samme dag, selv om vi kun var indkaldt til samtale. Allerede næste dag blev der gjort klar til biopsi, for at finde ud af, hvilken type tumor jeg havde.
Vi fik oplyst, at en biopsi i hjernen indebar en alvorlig blødningsrisiko, og at denne kunne medføre blivende lammelser. Men vi havde ligesom ikke noget valg.
Også i Aarhus undrede lægerne sig over, at både min mand og jeg var så fattede og rolige. Men min mand Niels Aksel fortalte dem, at vi tror på Gud og derfor ikke frygter døden, men at det ville blive et savn at miste mig.
Næste dag skulle biopsi-prøven laves, og jeg vågnede meget tidligt i hospitalssengen og bad til Gud. Da jeg lå der på briksen med kirurger og narkosesygeplejersken omkring mig, kiggede kirurgen på mig og sagde: Du er meget rolig, hvortil jeg svarede hende: Jeg tror på Gud, og at han vil helbrede mig, og jeg har bedt Gud om at være til stede under biopsien, så det må lykkes.
Kirurgen smilede til mig.

Ventiden

– Jeg kom hjem fra hospitalet og skulle nu vente på at få svar fra biopsien.
I ventetiden tilbragte jeg megen tid i haven og følte Herren meget nær ved mig. Jeg hørte megen lovsang og læste i Salmernes bog hver dag. Jeg oplevede lige som ”At vandre i Salme 23 med Herren”.
Spurgte jeg Herren om noget, svarede han mig i mine tanker. Og min tro og tillid til, at Herren ville helbrede mig, voksede. Inde i mig var der en klar overbevisning om, at ”Herren styrer tiden”. Den sætning kom igen og igen i mine tanker, og det lærte mig at have tro og tålmodighed. Om morgenen skrev jeg opmuntringsbeskeder til mine børn, som oplevede ventetiden ulidelig lang.

Mange bad for mig

– Beskeden om min sygdom satte bønneringe i gang både herhjemme via familie og venner, men også rundt om på kloden til alle kontinenter gennem vores datter i LA, og jeg modtog dagligt opmuntringsord. Det amerikanske fodboldhold Seahawhs, som vandt Super Bowl, og ekspræsidenten fra Mexico var også en del af bønneringen. Ikke fordi jeg er noget særligt – men det skete bare.

Tvivl og begravelse

– Selv om jeg var overbevist om, at Gud ville gøre et mirakel, kom jeg undervejs i tvivl – vi er jo mennesker, og Herren tæller vore dage, står der i Bibelen.
Jeg begyndte at gøre mig tanker om min egen begravelse og havde bl.a. sagt til Niels Aksel, at jeg gerne ville begraves på naturkirkegården tæt på min svigerfars gravsted, hvis der var plads.
Mellem træerne oplever jeg en helt speciel fred, når vi lægger blomster på hans grav. Så hvis jeg skulle dø af sygdommen, så var jeg også klar til det.

I Dødsskyggens Dal

En eftermiddag, jeg lå i havestolen i skyggen, havde jeg en meget stærk oplevelse med Herren. Jeg følte, han sagde til mig: Vi vandrer sammen i dødsskyggens dal, og jeg bærer dig, fordi du er for svag til selv at vandre. Fortsætter vi på denne vej, så ender du i Himlen hos mig, men nu ændrer vi vores vandring. Nu drejer vi fra dødsskyggens dal mod livets vande.
Det føltes meget stærkt for mig. Jeg begyndte spontant at græde af glæde. Jeg delte begejstret oplevelsen med min mand. Han sagde: Jeg føler, jeg står på Hellig grund.

Det passer ikke sammen

– To uger efter biopsien blev vi kaldt til samtale på neurokirurgisk afdeling i Aarhus hos kirurgen, der havde lavet biopsiprøverne.
Hun kiggede forvirret i journalen og på scanningsbillederne, der utvivlsomt viste to ondartede tumorer. Hun sagde så: Det passer ikke sammen. Biopsiprøverne fortæller, at det er dødt væv, jeg har fået ud, og desuden er den skrumpet, så jeg bliver nødt til at lave en ny MR scanning for at se, om jeg har stukket rigtig i tumoren.
Jeg udbrød spontant: ”Det havde jeg faktisk også forventet, du ville sige.”
Det var en underlig samtale. Lægen sagde: ”Jeg har ikke lært, at tumorer kan skrumpe.” Hun havde virkelig svært ved at få naturvidenskaben til at passe ind i resultaterne.
Da vi forklarede, at vi troede på, at Gud havde helbredt mig, sagde hun: Hold endelig fast i det.
Jeg blev nu indkaldt til en ny MR scanning og måtte igennem endnu en ventetid, fortæller Eva, der i løbet af sin sygdomsperiode tabte sig 12 kg og var meget lyd- og lysfølsom på grund af den stressende situation.

Den Ondes angreb

– Lige så nær, jeg havde oplevet Herren omslutte mig, lige så nær oplevede jeg, at den Onde ville frarøve mig glæden og freden og troen på, at jeg ville blive helbredt. Jeg blev fyldt med angst og frygt. Jeg græd som pisket og sagde til min mand: Du må be’ for mig. Min mand læste i Bibelen, for Guds Ord kaldes ”Åndens sværd”, og han bad for mig. Freden kom tilbage. Det samme skete dagen efter og den efterfølgende aften, da jeg lå i min seng. Den 3. gang følte jeg djævelen sige i mine tanker: I nat vil du dø.
Jeg var nu klar over, at det var fjendens angreb, og jeg råbte fra min seng: Hvis jeg dør i nat, kommer jeg hjem til Gud i Himlen, så forsvind fra mig!
Fjenden forsvandt fra mine tanker og kom ikke igen, og jeg sov trygt og roligt.

Mit gravsted

– Den 18. september tog jeg på naturkirkegården sammen med min mand og svigermor for at lægge blomster ved min svigerfars grav, fordi det var hans dødsdag. Da vi kom til gravstedet, sagde jeg til min mand: Se, der er plads ved siden af gravstedet, det er her jeg vil begraves, men jeg tror ikke, det er nu, jeg skal dø.
Mens vi var der, ringede kirurgen fra Århus og sagde: Jeg har en glædelig nyhed. Jeg har stukket rigtig! Desuden kan jeg fortælle dig, at der er sket en overraskende skrump af tumoren, og væsken og hævelsen omkring tumoren er forsvundet. Lægen kunne ikke forklare, hvorfor det var sket.
Jeg sprang højt af glæde på kirkegården og råbte: Juhuuu jeg er helbredt.
Flaget røg straks til tops på vores nye flagstang, og vi inviterede familien ud at spise om aftenen for at fejre, at jeg havde fået livet tilbage.

Læge: Det er et mirakel

– Min egen læge, der indlagde mig, fik alle billeder og journaler undervejs og sagde til mig:
Man skulle tro, jeg sidder med journaler fra 2 personers hjerne. Der er mere mellem himmel og jord. Her er der sket et mirakel.
Læger skal have det naturvidenskabelige til at passe ind i journalerne, men det kan de ikke altid, og det må de bøje sig for, tilføjede han.
Neurokirurgen ville gerne fortsætte med at scanne min hjerne, indtil alle tumorrester var forsvundet. Ved sidste scanning i juni 2015 var der kun en lille plet tilbage.
Jeg er ubeskrivelig lykkelig for helbredelsen og så taknemmelig for, at jeg har fået lagt tid til mit liv, men det vigtigste for mig er, at mit navn er skrevet i livets bog, at mine synder er tilgivet.

40 dage…

– For mig er der en tid før, jeg blev syg, og en tid efter. Livet handler ikke om det materielle, men om mennesker.
Min relation til Herren er blevet endnu tættere. Jeg ønsker at vandre tæt med ham hver dag.
Jeg har i min vandring i dødsskyggens dal ikke blot læst om Herren, som min hyrde. Jeg har mærket Herrens nærvær – men også oplevet fjenden komme snigende på en meget frygtindgydende måde. Jeg har lært at have tillid til Herren og være tålmodig og vente på, at Herren arbejder og virker i de omstændigheder, jeg gennemgår på min vandring.
Jeg har lært hans stemme at kende, og jeg har lært at sige tak for hver en dag.
Gud kunne have fjernet tumorerne i et nu, men han valgte at føre mig igennem dødsskyggens dal, så lægerne blev vidner til noget mirakuløst, de ikke kunne forklare. Jeg takker ham for, hvad han lærte mig gennem denne vandring.

Tæl dagene

”Tæl dagene” kom det pludselig i mine tanker. Hvilke dage, sagde jeg. ”Fra du blev indlagt til 18. september.” Jeg talte præcist 40 dage. Tallet 40 dukker ofte op i Bibelen – og igen kom i mine tanker følgende: ”Det er et tegn på, at Jeg er din hyrde, og det var mig, der styrede tiden.”
I Salme 50 vers 15 står der:
Råb til mig, når I har problemer, så jeg kan gribe ind, og I kan give mig æren.
At Herren har helbredt mig, skyldes alene Herrens nåde, han skal have al æren!

Henri Nissen

Om Henri Nissen

Ansv. redaktør af Udfordringen. Uddannet fra Journalisthøjskolen. Master i Religious Studies. Forfatter til 14 bøger. Har arbejdet i Folketinget Rejst i Asien og Afrika for bl.a. Det Lutherske Verdensforbund.
Del artiklen! (Klik på ikonerne nedenfor)
Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someonePrint this page