Jeg har det svært med nærhed med min mand

Det er dejligt, at din mand er forstående og er opmærksom på, hvad han evt. kan gøre for at fremme din frimodighed og for at skabe den tryghed, som du har brug for.

Kære Suh.
Jeg har en udfordring med at lade min mand komme tæt på mig.

Det handler både om det følelsesmæssige og det seksuelle område. Det er ikke, fordi jeg ikke elsker ham, men det er bare så svært for mig at lukke ham ind.

Han spørger ofte, hvad han kan gøre anderledes, men problemet er, at det ikke rigtig har noget med ham at gøre, men med mig. Jeg har mange sår med mig fra min opvækst, og det hæmmer mig i forhold til ham.

Jeg havde troet, at det ville gå af sig selv, når vi blev gift og kom til at leve sammen, men det gjorde det så ikke.

Jeg er klar over, at jeg bliver nødt til at arbejde med mig selv, men vil høre, om du vil råde mig til individuel terapi først, eller om vi skal gå i parterapi med det samme?
Hilsen Nygift kone

Kære Nygifte Kone.
Det er en stor skuffelse af have glædet sig til at blive gift og at have forventet, at nogle svære ting ville løse sig – og så sker det bare ikke.

Dejligt er det så at høre, at din mand er rummende og forstående og er opmærksom på, hvad han evt. kan gøre for at fremme din frimodighed og for at skabe den tryghed, som du har brug for.

Man kan sige, at det bedste han kan gøre lige nu, er at give dig god tid og plads til at arbejde med dine udfordringer, og ikke presse dig til det, der er svært for dig, hverken følelsesmæssigt eller seksuelt.

Ikke alle ægtefæller forstår vigtigheden af at give plads og give tid, så alene det er jo en god støtte. Når du allerede er afklaret omkring, at det formentlig skyldes nogle ting i din bagage, der gør det svært, er det en god idé med et individuelt forløb i første omgang. Der kan eventuelt være ting, du skal have bearbejdet, som er så sårbare for dig, at du lige selv skal forholde dig til dem, inden du indvier din mand i dem.

Det er dog kun befordrende for jeres ægteskab, at din mand bliver involveret før eller siden, så han har en chance for at forstå, hvorfor du reagerer, som du gør. Det gør det nemmere for ham at møde dig på den mest hensigtsmæssige måde, og han kan samtidig være med til at minde dig om indsigter eller fokus-punkter, som du allerede har fundet hjælpsomt i dit terapeutiske forløb.

Hvis du synes, kan du evt. bede din terapeut om lov til at optage jeres samtaler, så du kan afspille udvalgte dele eller det hele for din mand, når du er klar. Og husk så, at det ikke kun er vigtigt, at din mand er tålmodig overfor dig – det er også meget vigtigt, at du selv er tålmodig med dig. Uhensigtsmæssig adfærd som skyldes gamle sår tager tid at ændre, det er en proces over tid, og der skal være plads til både tøven og til fejl. HUSK at fokusere på de små fremskridt og ikke på de gange, det går galt!

Hvis du fejler 9 ud af 10 gange, så betyder det jo, at det lykkedes dig at gøre det rigtige 1 gang, hvilket er et helt fint resultat til at starte med.

Når du sætter dig mål, så sørg for, at det er realistiske og overkommelige mål.
Held og lykke med det.
Hilsen Suh